INDRETNINGSVÆRKTØJ FORENKLER DIT BOLIGPROJEKT

3 Min læsning

Med online-platformen og app’en Houzz kan du hente inspiration, gode råd og interaktive værktøjer til indretning af din bolig. Houzz rummer knap 9 millioner billeder og er blevet udråbt som ”Wikipedia for Interiør og Design”. Elektronista har kastet sig over det ret geniale indretningsværktøj.

Elektronistas Josefine Silke Ekelund har i årevis sporadisk ”pinnet” billeder på Pinterest som et slags online-katalog over gode boligindretningsideer. Sideløbende har en slags fysisk pinterest-aktivitet også fundet sted i form af udklip fra diverse boligmagasiner, der nu fremstår som en overfyldt mappe, der samler støv i reolen.

Det var oprindeligt meningen, at mappen ved lejlighed skulle digitaliseres og ende sine dage på computerskrivebordet, men som så mange andre ting, der kræver tid og ressourcer fra hverdagen, blev det aldrig gjort. Dels fordi det er for besværligt, men også fordi der, som med så mange andre ting, før eller siden alligevel opstår en digital løsning, som faktisk kan gøre processer som ovenstående lettere, måske endda overflødige.

Efter at have forsøgt os med et nyt tiltag inden for boligindretning, må dette konstateres at være tilfældet, for den amerikanske bolig- og designplatform Houzz løser opgaven til fulde.

Fra Houzz.dk
Fra Houzz.dk

Udover at være et slags visuelt billedbibliotek, sætter platformen også boligejere i forbindelse med eksperter i et overskueligt og gennemtænkt netværk.

Trods det store billedmateriale er det let at navigere rundt og Houzzs søgefunktion er effektiv til at finde præcis, hvad der ønskes. Sitet er opdelt dels efter rum i boligen, men også efter hvilken stilart, der ønskes billeder af. Alle billeder hos Houzz er ledsaget af en tekst, der oplyser om firmaet bag, materialer, produkter og lignende. Oplysninger der langt fra altid er til rådighed i de fysiske boligmagasiner, på Pinterest eller ved specifikke søgninger på Google, og som derved gør Houzz til et overordentligt godt værktøj i forbindelse med projekter i boligen.

Da en stor del af billederne er udenlandske, er firmaerne bag dem selvsagt også, men der er dog også et stort udvalg af danske indretningsarkitekter, håndværkere og designere repræsenteret på sitet.

Houzz har en meget høj æstetisk standard med utroligt flotte boligreportager, der alle fremstår retlinede og strukturerede trods meget forskellige stilarter. Selv på før-billederne i før/efter-billedserierne, er der ikke noget, der er decideret grimt, allerhøjest utidssvarende og upraktisk. Dette skyldes formentlig, at Houzz har meget strikse krav til de billeder, der lægges op, og dette er vel egentlig også i orden. Som bruger på Houzz kan man lade sig inspirere og samle information til sit eget projekt og det er en sand fornøjelse at browse igennem de mange smukke billeder af stuer med designerlamper og Finn Juhl-borde, præcis som i et katalog. Dog tydeliggøres det også herved, at sitet er lavet med et bestemt segment for øje- de der forstår vigtigheden af en indretningsarkitekt eller deslige, og som har råd til at bruge penge på en sådan.

houzz_jsekelund_3

Houzzs danske hjemmeside har eksisteret i under et år, men fremstår i trit med gængs skandinavisk boligindretning og er så gennemført oversat, at Elektronistas skribent i første omgang antog, at Houzz var en dansk opfindelse. Sitet indeholder også en større samling velskrevne artikler om indretning og tendenser, der også her synes at være direkte henvendt til det danske segment, og som bidrager til generel stor troværdighed. Kun ved en mere minutiøs søgning i Houzzs pressemateriale røbes sitets oprindelsesland i markedsføringsvideoer, der portrætterer overordentligt tilfredse og storsmilende amerikanske par, der tydeligvis har opnået markant større livskvalitet efter at have brugt Houzz.

Houzz, både i form af sitet og appen, er et kærkomment, interaktivt værktøj til boligindretning, vi ikke vidste vi manglede. Den muliggør på overskuelig vis at samle inspiration, produkter, producenter og fagpersoner på samme sted, samtidigt med at bibeholde det sociale aspekt, som er en essentiel del af online billeddelingstjenester.

Houzz er af den amerikanske tv-station CNN blevet kaldt ”Wikipedia for Interiør og Design”, men synes små 7 år efter sin begyndelse, at være meget mere end det.

Houzz-app’s fås både i App Store og i Google Play. Se mere på Houzz websitet.

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 × 3 =

No Comments Yet.