Guide til sæsonens bedste spil

Kickstart efteråret med 4 helt fantastiske spil: Vidunderligt uhøjtideligt action-underholdning, det bedste Sonic-spil i mange år, det underligste Super Mario-spil og hæblæsende action i et nyt Uncharted-spil.

80’er stemning, tegnefilm og benhånd action i Agents of Mayhem

Agents of Mayhem fås til Xbox One, Playstation 4 og PC

Savner du at sidde foran fjernsynet en lørdag morgen og se dumme tegnefilm, der prøver at sælge dig legetøj, så vil du elske Agents of Mayhem. Her er et spil som ikke bare er inspireret af klassiske tegnefilm som G.I. Joe, det følger formlen slavisk og er et dedikeret kærlighedsbrev til gamle dage.

I Agents of Mayhem hopper du ikke bare i skoene på én superhelt, men hele tre på én gang. Du skal sammensætte et hold af tre ud af de i alt 12 forskellige helte, du har adgang til. Hver af dem har forskellige våben, egenskaber og udstyr, som du skal bruge i kampen mod fjenderne.

Når du har valgt dit hold af tre og løber rundt i Seouls gader, kan du ved at trykke på én knap omgående skifte imellem de tre helte. Heltene i dit super-team er nemlig ikke på skærmen på samme tid, du teleporterer én helt ud og skifter den på skærmen ud. Det hele foregår superhurtigt, og gør at de ikke bare har tre personer af vælge imellem, men også tre gange så mange evner og våben at gøre godt med. At du kan sammensætte et hold af flere helte og hurtigt skifte imellem dem giver en stor frihed til at eksperimentere med sammensætningen af dit hold og finde en kombination og en spillestil, der fungerer godt for dig.

Når du løber rundt i Seoul og skyder skurke, foregår det med masser af eksplosioner. Der sker altid noget på skærmen, uanset om det er biler, der eksploderer eller fjender, der flyver ind for at kæmpe imod dig. Spillets action er fantastisk, og når du konstant skifter din superhelt ud midt i kampens hede, giver det en virkelig flydende og varieret oplevelse.

Agents of Mayhem er et vidunderligt dumt actionspil. Historien er intet at skrive hjem om. Både skurke og superhelte er overfladiske og uden nogen store skuespilspræstationer. Men det gør ikke noget, for det er bare supersjovt at spille.

Agents of Mayhem er vidunderligt uhøjtideligt og et spil, hvor alt energien er lagt i at lave en virkelig underholdende kerne, som gør det sjovt at udforske spillets verden, skyde fjender og løbe hen til næste mission.

Hvis du vil have et anderledes superhelte spil, så er Agents of Mayhem det mest oplagte valg.

 

Sonic er blevet retro og fantastisk

Sonic Mania fås som download til Xbox One, PC, Nintendo Switch og Playstation 4 fra 149kr.

Sonic Mania er et underligt spil. Det er nemlig ikke lavet af dem hos Sega, der plejer at lave Sonic-spil. I stedet er nøglerne til serien overleveret til nogle af de mest hardcore fans af serien derude. Det er de fans, der laver deres egne fan-spil af Sonic, skriver historier og altid har drømt om, at der ville komme flere retro Sonic-spil.

Det ønske er blevet opfyldt med Sonic Mania, som er designet af Christian Whitehead, som er kæmpe Sonic-fan.  Musikken er også lavet af fans. Det er et spil fra fans til fans.

Kærligheden til Sonic og ønsket om at lave det bedste retro Sonic-spil er tydelig fra første sekund. Det ligner et spil fra starten af 90’erne og føles præcis som et spil fra den tid. Det er Sonic, som en hele generation er vokset op med, og det kunne lige så godt være et spil fra 1994.

Heldigvis er Sonic Mania meget mere end 16-bit retro-grafik og musik som i de originale spil. Det er også et virkelig godt spil, der blander det bedste fra Sonic 1 – 3 med nye friske idéer og en variation i baner, som gør det til et hæsblæsende eventyr fyldt med udfordringer.

Hvis du har brug for et ordentligt skud retro-underholdning, så er Sonic Mania et oplagt bud. Her er alt, hvad hjertet kan begære af retro-grafik og et super solidt spil, der er sjovt at spille.

Det underligste Super Mario-spil i mange år

Mario + Rabbids: Battle Kingdom fås til Nintendo Switch

Selvom Super Mario-serien mest af alt er kendt for at hoppe på fjender, køre go-kart og i ny og næ lave forskellige sportsaktiviteter, så er det nyeste Super Mario-spil den underligste aktivitet, som blikkenslageren endnu har lavet. Denne gang har han en pistol og skal redde verden fra en invasion af kaniner.

Det er nemlig rigtigt. Kaniner. De semi-populære Rabbids, som har haft en lang række spil på Nintendo Wii og en tegnefilm (som du kan se på Viaplay), har invaderet Super Marios univers, og nu må de velkendte figurer fra Marios verden kæmpe imod de invaderende kaniner. Mario og vennerne er dog ikke alene om opgaven, de får også selskab af Rabbids-udgaver af sig selv. Så der er alt fra Rabbid-Mario til Rabbid-Yoshi. Hver af dem er gakkede og mere ekstreme udgaver af deres originale selv, og det skaber en virkelig god humoristisk stil.

I spillet udforsker du både det invaderede univers og udfører taktiske kampe mod kaniner. Normalt har Mario og vennerne skulle hoppe på fjender, de vil af med, men i dette spil får de hjælp fra pistoler og en masse andre våben.

Kampene mod fjenderne foregår på turbaseret facon, hvor du på din tur flytter Mario og kompagni rundt på banen og placerer dem strategisk. Hver figur kan kun bevæge sig en bestemt mængde, så det gælder hele tiden om at tænke fremad og se om det er tid til at spille aggressivt eller defensivt, når det er din tur. Heldigivs giver spillet dig et væld af muligheder for at gøre begge dele.

Ved at skyde nok gange kan du fx ødelægge det, som fjenden gemmer sig bag, eller hvis du på din tur kan nå at løbe forbi fjenden og tilbage i skjul lave en glidende tackling på fjenden, imens du løber forbi dem. Du kan endda også bruge dine egne kammerater som springbræt og blive slynget om bag fjendens linjer, så du får en helt anden taktisk fordel.

Det dybe strategiske lag i Mario + Rabbids er fantastisk medrivende, og spillet gør en kæmpe indsats for at sætte dig ind i alle aspekter af de strategiske elementer. Det føles aldrig som om at du bliver smidt ned i den dybe ende fra start af. I stedet bruger spillet en god blanding af forklaring og humor til løbende at introducere dig for spillets mange elementer.

Hvis du leder efter et nyt spil til din Nintendo Switch får du med Mario + Rabbids ikke bare mange timers underholdning, men du får også et af de mest overraskende, gennemtænkte og sjoveste spil, der nogensinde er landet på en Nintendo-maskine. Selv uden Mario og co. havde dette været et spil du ikke måtte gå glip af, og det er nok den største ros spillet kan få.

 

Det nyeste Uncharted-spil brillierer på alle fronter

Uncharted: The Lost Legacy fås til Playstation 4

Uncharted-serien har gennem de sidste mange år været en af Playstations kronjuveler. Det har været en serie, hvor hvert afsnit har været mere imponerende end det andet når historien om Nathan Drake og hans mange eventyr skal fortælles. Hvert spil har overgået det forrige i alle aspekter, og serien har hen over de sidste ti år skabt sig en stor fanbase.

Med Uncharted 4 blev historien om Nathan Drake afsluttet, så det er to nye hovedpersoner, der møder dig i det nyeste spil i serien – The Lost Legacy. Her hopper du i skoene på skattejægeren Chloe Frazer fra Uncharted 2 og 3, der sammen med lejesoldaten Nadine Ross fra Uncharted 4, rejser til Indien i jagten på en diamantbesat stødtand, der ligger gemt i en hemmelig by. Deres eventyr vil tage dig gennem bjergsider, hemmelige byer gemt bag vandfald og dybt ind i junglen i jagten på den sagnomspundne skat.

The Lost Legacy følger formlen sat op fra de andre spil næsten slavisk. Hvor du som Chloe leder efter spor, der fører dig til skatten og udforsker resterne fra en gammel civilization, alt imens du forsøger at finde de vigtige spor, der fører dig til skatten, før en anden gruppe af skattejægere gør det. Det hele er krydret med sublime actionsekvenser, hvor du kæmper mod soldater eller flygter fra en bygning, der er ved at kollapse under fødderne på dig. The Lost Legacy skaber en fantastisk stemning omkring sig, og har en løssluppen attitude, hvor det altid lykkedes heltene at overleve den ene mere ekstreme situation end den anden. Samtidig præsenteres en historie, der er medrivende fra start til slut.

Fans af Uncharted-serien får med dette spil en fantastisk lille sidehistorie, som giver indblik i to personer der ikke fik nok tid på skærmen i de andre spil. For dig som aldrig nogensinde har rørt et Uncharted spil før, får du med The Lost Legacy et fantastisk veltalt eventyr med en velskreven dialog, masser af action, og et spil som står helt for sig selv i serien.

Hvis du vil have sommerens største actionbrag, så finder du det på din Playstation 4 og ikke i biografen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *