Guide til efterårets bedste spil

Efteråret er over os, og der er ingen bedre måde at fejre det på end med en masse fantastiske spil. Her er alt fra Red Dead Redemption 2 til det nyeste Call of Duty, måske årets bedste bilspil og det absolut bedste Assassin’s Creed til dato.

Det seneste Forza Horizon genopfinder serien og når nye højder

(Forza Horizon 4 fås til Xbox One og PC)

Det ville være nemt at skrive, at Forza Horizon 4 bare er mere af det samme. For i bund og grund er det også tilfældet. Det er stadigvæk et meget velproduceret bilspil, men denne fjerde udgivelse er meget mere end bare “endnu et bilspil”.

Med ‘Horizon 4’ bliver serien taget i spændende nye retninger. Du er deltager i Horizon Festival, og for at vinde skal du køre ræs igennem Englands idylliske landskaber i et hav af forskellige biler.

Under Horizon Festivalen kommer du til at køre en masse ræs, og som i alle de andre Horizon-spil gælder det om at komme først over målstregen. Der hvor det fjerde Forza Horizon skiller sig ud er i måden, hvorpå det hele er pakket ind og præsenteret. Når du bevæger dig fra ræs til ræs og kører rundt i landet, ser du andre deltagere i festivalen kører rundt.

Traditionelt i serien har de andre racerkørere været computerstyrede, men i ‘Horizon 4’ er alle dem, der krydser din vej, rigtige mennesker der sidder og spiller spillet. Det er ikke bare en sjov lile ting, det er med til at skabe følelsen af en konstant levende verden omkring dig. Den følelse bliver forstærket af de skiftende årstider i spillet. Årstiderne skifter hver uge, og de forskellige vejrforhold påvirker alle aspekter af spillet. Der er glatte veje om efteråret, om vinteren kan du køre på de frosne søer, og om sommeren er der helt ideelle forhold.

Variationen i årstiderne finder også vej ind i det, som det hele egentlig handler om: At køre bil. Der er en vanvittigt høj grad af variation. Der er traditionelle ræs, der er off-road og langt mere skæve ting som at hjælpe med at udføre stunts til en actionfilm. Det giver dig et konstant skiftende udvalg af ting at give dig til og holder dig fanget igennem hele festivalen.

Forza Horizon 4 tager serien til helt nye højder og giver en forudsigelig formular helt nye idéer. Resultatet er et fantastisk engagerende bilspil. Hvis du vil have et bilspil, hvor der er skruet helt op for at have det sjovt og køre hurtige biler, så er Forza Horizon 4 det helt rigtige valg!

 

Call of Duty tager mange nye chancer med ‘Black Ops 4’ og leverer et friskt pust til serien

(Call of Duty: Black Ops 4 fås Playstation 4, Xbox One og PC)

Call of Duty-spillene har altid været til at regne med. Hvert efterår er de der, klar til at levere solid og actionfyldt underholdning. Dette års Call of Duty gør dog op med traditionerne og rusker godt og grundigt op i, hvad man kan forvente at finde i et Call of Duty.

‘Black Ops 4’ smider nemlig den traditionelle historiedel ud af vinduet. Der er ingen singleplayer-missioner i spillet, og alt foregår nu online. Det betyder til gengæld, at alle ressourcer er puttet i spillets online-aspeker, og det kan mærkes. Den klassiske multiplayer, hvor du spiller mod andre mennesker online, er blevet raffineret med nye tiltag. Blandt dem er nu muligheden for, at du med et tryk på en knap kan få mere energi. Du skal ikke længere løbe i skjul efter en kamp og vente i ti sekunder, før du er klar igen. Det er en lille ting, men at du ikke skal trække dig væk og vente før, du er klar igen, giver spillet et helt andet tempo og er med til at gøre de enkelte konfrontationer mod modstandere mere strategiske og længere.

‘Black Ops 4’ beholder systemet fra det foregående spil, hvor hver figur, du kan vælge imellem at spille, har unikke evner. Du vælger ikke kun ud fra æstetikken, men også for de unikke egenskaber. Det skaber en masse interessante strategiske beslutninger og giver dig mulighed for at finde din egen spillestil.

Den samme grad af raffinerede foredringer findes også i spillets ‘Zombies’-del, hvor der er et hav af ting at tage sig til. Der er tonsvis af baner, våben og ting at give sig til. Hvis du tidligere har været fan af ‘Zombies’, så er udgaven i dette spil, alt hvad du har drømt om.

Det store tilløbsstykke i ‘Black Ops 4’ er dog introduktionen af ‘Blackout’. Call of Duty-seriens eget svar på Fortnite og PUBG. I de to spil bliver 100 spillere smidt ned på en ø, og sidste soldat tilbage er vinderen. Idéen er i sig selv ikke ny, men at se den fortolket igennem Call of Duty gør det til en helt speciel oplevelse. ‘Blackout’ ender med at ligge et sted imellem det hektiske tempo fra Fortnite og det langsomme og kalkulerede fra PUBG. ‘Blackout’ er strategisk uden at være langsomt, eksplosivt uden at være kaotisk og konstant i dets tempo. Det rammer en sublim balance mellem opbygnig til konfrontationen, hvor du løber rundt og finder udstyr, og så kampen mod de andre på øen. Selvom spil som Fortnite har været på markedet i lang tid nu, så føles ‘Blackout’ friskt og anderledes.

Det friske og anderledes aspekt er netop også den bedste måde at beskrive den samlede pakke. Hvert eneste element i ‘Black Ops 4’ føles gennemarbejdet og gennemtænkt. Hvis du elsker Call of Duty for dets online-aspekter, så vil du elske ‘Black Ops 4’.

 

Assassin’s Creed Odyssey løfter serien op til helt nye højder

(Assassin’s Creed Odyssey fås til Xbox One, Playstation 4 og PC)

Sidste år udkom ‘Assassin’s Creed: Origins’ og ikke alene blev den ti år lange serie genopfundet på ny, det var også et af 2017’s bedste spil. Forventningerne er derfor ganske store til det næste spil i rækken, men ‘Odyssey’ fortsætter ikke bare de samme toner som sidste års spil. Det løfter serien op på et helt nyt og imponerende, niveau.

I ‘Odyssey’ er historien centreret omkring Grækenland, 431 år før vores tidsregning, hvor du spiller som enten Kassandra eller hendes bror Alexios. Begge er lejesvende, der gør lige hvad de får besked på, så længe pengene passer. Uanset hvem af de to søskende du vælger at spille som, bliver du sendt på et eventyr, der spænder over en stor del af Grækenland og kommer til at involvere alt lige fra spartanske krigere til alt det bedste fra græsk filosofi.

‘Odyssey’ bygger videre på det fundament, der blev grundlagt i sidste års spil. Alt lige fra kampsystemet til, hvordan du opgraderer din helt med nye evner føles som en direkte evolution af elementerne fra sidste år. Hvilket vil sige, at det føles fortrinligt, er sjovt at spille og mere end værd at bruge sin tid.

Forskellene er dog også til at tage føle på. Der er langt større fokus på at rejse med båd, på kampene ombord, og så er der den største forandring: Du har reel indflydelse på handlingen og de ting, der sker i spillet. For nu er du ikke længere bare ført ned af en forudbestemt vej, med en forudbestemt historie, du kan aktivt træffe forskellige valg og vælge, hvad du vil sige til folk. Hvordan du opfører dig har konsekvenser, og når du snakker med forskellige personer undervejs i spillet, kan du blive venner eller fjender med dem, afhængigt af hvad du siger. Det giver spillet en dybde som de bedste rollespil, og til tider føles Assassins Creed: Odyssey mere som ‘The Witcher 3’ eller ‘Mass Effect’ med dets grad af frihed, og indflydelse du har på verden.

Hvor sidste års ‘Origins’ føltes som kulminationen af ti år med Assassins Creed, tager Odyssey endnu et kæmpe skridt fremad og giver serien en masse ny dybde. De nye idéer, som muligheden for at påvirke spillet gennem dine valg, muligheden for at vælge køn på din figur og en levende verden, hvor der altid er liv omkring dig, giver et på alle måder magisk slutresultatet. Assassins Creed: Odyssey er imponerende, og uanset, om du er kæmpe fan af serien eller førstegangsbesøgende i Assassins Creed-universet, vil du med ‘Odyssey’ finde et af 2018’s højdepunkter.

 

Red Dead Redemption 2 er et af de vigtigste og bedste, spil de sidste ti år

(Red Dead Redemption 2 fås til Xbox One og Playstation 4)

Når der står “Rockstar Games presents” på en spilæske, så betyder det som regel to ting: Kvalitetsniveauet er afsindigt højt, og spillet vil med alt sandsynlighed være et genredefinerende værk, hvis indflydelse vil kunne mærkes mange år frem. Sidste gang der stod “Rockstar Games” på en æske fulgte ordene “Grand Theft Auto V” bagefter, og i dag er det verdens mest indtjenende underholdsningsmedie på tværs af film, spil og musik. Nu hedder spillet “Red Dead Redemption 2”. Det har taget otte år at lave spillet, mere end 3000 mennesker har været involveret i projektet, og resultatet er et spil, der skriver sig ind i historiebøgerne som et unikt mesterværk.

Red Dead Redemption 2 er grundlæggende en western. Det er historien om en bande forbrydere, der desperat prøver at overleve i en verden, hvor der ikke længere er plads til dem. Teknologiens fremskridt er ved at dræbe det vilde vesten, og alt forandrer sig for øjnene af Dutch Van der Linde og hans forbryderbande. I spillet tager du kontrol over Arthur Morgan, medlem af banden og et vigtigt instrument i bandens fremtid efter, at et mislykket røveri tvinger dem på flugt. Med ordensmagten i hælene og på jagt efter et sted her i det vilde vesten, som forbryderbanden kan kalde deres egen, starter dit eventyr i Red Dead Redemption 2.

Forholdet imellem Arthur og forbryderbandens medlemmer er en stor del af det, som gør spillet helt fortrinligt. Intrigerne og dynamikken på tværs af bandens mange medlemmer nærmer sig Sorapnos-lignende tilstande. Relationen mellem karaktererne er komplekse, og som Arthur er du til tider mediator og mellemmanden, der sikrer fred i lejren, men i sidste ende er den her samling mennesker en familie. De holder sammen i tykt og tyndt. De er der for hinanden, og de har ingen andre at stole på. Det hele præsenteres på imponerende vis med eminent skuespil og en utroligt velskrevet dialog.

Den største triumf i Red Dead Redemption 2 er dog hverken den fantastiske historie, den enorme verden du befinder dig i eller persongalleriet. Det er i stedet måden, du interagerer på med alt i spillet. Spil af den her karakter har altid haft et ekstremt begrænset ordforråd. Typisk er den eneste dialog, du har med spillet, i form af at skyde nogen eller bevæge dig rundt i spillets verden. Det ordforråd bliver markant udvidet i Red Dead Redemption 2. Alle du møder i spillet kan du interagere med, du kan hilse på dem eller true dem. Afhængigt af hvad du gør, kan en situation udvikle sig, eller du kan nedskalere en konflikt ved at opføre dig ordentligt. Ender det med, at du trækker dig pistol, behøver du ikke skyde folk. Du kan også sende et advarselsskud op i luften, og nogle gange er det nok til at få folk til at flygte. Det lyder banalt, men hver eneste af de her tilføjelser giver dig som spiller et stærkt udvidet ordforråd, og det betyder ekstremt stor frihed til at have interessante interaktioner med spillets verden. Meget mere end bare at trykke på aftrækkeren.

Alt det strækker sig også ud i spillet som helhed. Du kan lave så mange forskellige ting i spillet, og spillet tager højde for det. Hvis du rider ind i en by og skaber kaos, så vil byens indbyggere ikke være glade for dig, de vil tilkalde sheriffen og jage dig ud af byen.

Eller hvis du møder op med blod på dit tøj, vil folk være bange for dig. Eller hvis du vader ud midt i en flod, vil der komme skidt og vand i dine våben, så du er nødt til at rense dem. Redemption 2 er et spil, med en masse systemer, der alle sammen påvirker dig og spillets verden på en eminent måde, der skaber en helt unik mulighed for indlevelse.

Red Dead Redemption 2 er som intet andet spil derude på markedet. Det tager enorme chancer i dets design, skubber til grænserne for, hvordan en historie kan fortælles. Hver eneste ambitiøse idé og udfordrende finurlighed er eminent udført, og til sammen skaber det et helhedsindtryk som ingen andre spil kan levere. Spillets verden føles levende, personerne føles ægte, og det føles ikke som et spil, hvor du kan gennemskue de underlæggende mekanikker. I stedet er det den komplette illusion af en stor åben verden og en triumf af et spil.

1 comment

  1. Er allerede igang med Red Dead Redemption 2, som er et af de bedste spil jeg har spillet. Var stor fan af det første Red Dead, men 2’eren formår virkelig at overgå sig selv. Nogle spil jeg selv ser frem til lige p.t. er Hitman 2, Days Gone og The Last Of Us 2.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *