Kickstart 2018 med 4 fantastiske spil

Kickstart året og gør januar lidt sjovere med 4 fantastiske spil. Her er alt fra et meget specielt bilspil, rollespil fra Japan og endnu mere indhold til et af de bedste spil fra 2017.

Gran Turismo Sport – det mest seriøse bilspil nogensinde

Gran Turismo Sport fås til Playstation 4

Første gang du starter Gran Turismo Sport bliver scenen sat for, hvad det er for et spil du skal igang med at spille. De første ti minutter bliver brugt på en gennemgang af bilsporten i levende billeder og akkompagneret af elegant klavermusik. Man er ikke tvivl – dette spil er for dig, der lever og ånder for biler.

Gran Turismo Sport er seriøst, faktisk meget seriøst. Her er ingen flashy lys eller heftig tekno. Spillet ser bilsporten som en kunstform, og det skinner igennem i alle aspekter. Før du får lov til at køre på baner mod computeren, opfordres du til at gå igennem en flere timer lang introduktion til bremselængde, hvordan du opnår bedst mulig fart på lange strækninger og alt muligt andet. Det er tæt på at være en køreskole for et computerspil.

Hvis du vil spille mod andre personer online bliver det endnu mere seriøst. Før du bliver sluppet fri, skal du se en række videoer om, hvordan man opfører sig korrekt og spiller fair over for andre.

Udover at være dybt seriøst i fohold til bilsporten, så er det en fryd at køre i Gran Turismos biler. Der er en rigtig god fornemmelse af fart, og fordi du bliver stopfodret med informationer om bremselængder, dæktryk og alt, hvad der er værd at vide om en bil, føles det godt at se ens omgangstider blive lavere, jo mere man spiller.

Gran Turismo Sport er dog ikke et spil for alle, langt fra. Det er bygget med henblik på at gøre en meget lille niche tilfreds. Hvis tanken om at kvalificere dig til at køre ræs online, møde op på helt bestemte tidspunkter og nærmest have det som et ekstra job ikke tiltaler dig, så får du ikke meget underholdning ud af Gran Turismo Sport, ihvertfald ikke på den lange bane.

Men er du typen, der godt kan lide at dedikere sig til én bestemt ting, elsker bilsporten og har manglet et spil, der er 100% seriøst, så er det nyeste Gran Turismo formentlig det eneste rigtige bilspil til dig. Men vær meget opmærksom på, at det er et meget særligt spil på godt og ondt, det er ikke som nogen andre spil på markedet, og selvom du har været fan af de gamle Gran Turismo-spil, er det ikke en garanti for, at dette nye spil vil tiltale dig.

 

Storslået rollespil fra Nintendo

Xenoblade Chronicles 2 fås til Nintendo Switch

Med Xenoblade Chronicles 2 afslutter Nintendo et år fyldt med fantastiske spil. Det sidste Nintendo-spil udgivet i 2017 er et spil, som særligt fans af japanske rollespil vil elske meget højt.

Xenoblade Chronicles 2 er et klassisk japansk rollespil. Den unge dreng Rex er udvalgt til at redde verden fra undergang. Han bor i landet ‘Alrest’, hvor alle beboerne lever på ryggen af gigantiske levende kæmper, hvor der er bygget byer og hele samfund. Men som med alt andet, uddør de enorme monstre, og du følger Rex i jagten på det sagnomspundne fastland, som aldrig forsvinder.

Det er et fantastisk koncept, og måden hvor spillet formår at visualisere det gennem byer bundet fast til flyvende kæmper, skove der brat stopper og forsvinder ud i ingenting, fordi det hele foregår på ryggen af en kæmpe. Eventyret, som du skal ud på, tager dig på en enormt lang rejse, og det er på godt og ondt. Det tager mange timer at gøre spillet færdig, og det kan blive et meget komplekst spil hen ad vejen.

Foreksempel udvider spillet løbende, hvor komplekst dets kampe kan være. De første par timer har du kun adgang til en håndfuld angreb, når du møder fjender, men løbende åbner spillet mere og mere op for kompleksiteten med flere angreb, mange forskellige lag af strategi, nye våben og en masse forskellige muligheder for at sammensætte et hold af krigere, der kan hjælpe dig.

Det er fornuftigt, at spillet langsomt introducerer dig til de forskellige elementer det har i sig, ellers ville du drukne i de mange forskellige idéer. Men det kan til tider blive uoverskueligt at skulle holde styr på mange forskellige koncepter, og hvordan de fungerer i sammenspil med hinanden. Spillet prøver dog at være så pædagogisk som det kan, men det kan blive udfordrende at holde tungen lige i munden.

Xenoblade Chronicles 2 er et spil med rigtig mange ujævne kanter. Det kan for nogen virke uoverskueligt og overvældende. Historien kræver, at du kan acceptere, at den er overdrevet, og det er et spil der er lang tid om for alvor at komme igang. Men er du klar til at dedikere dig selv og investere 30 timer i selskab med Rex og hans venner, så venter der dig et spil med nogle enormt spændende idéer, koncepter, og størstedelen af tiden er de også eksekveret rigtig godt.

 

Horizon: Zero Dawn er blevet et endnu bedre spil med denne udvidelse

Horizon: The Frozen Wilds fås til Playstation 4

Horizon: Zero Dawn var et af 2017’s absolut bedste spil, med dets vidunderlige univers og eminente spiloplevelser. Nu er der heldigvis et helt friskt minieventyr du kan drage ud på, nemlig i udvidelsen til spillet – The Frozen Wilds.

Udvidelsen sender dig pladask tilbage til Horizons vidunderlige univers, men denne gang er der i det nordlige hjørne, hvor der er tilføjet en helt ny region. Det tilføjer et snedækket område, hvor der er nye robotter at slås imod, nye historier at opleve og en masse nyt udstyr, som jægeren Aloy kan få fingrene i.

Historien der udspiller sig i den kolde region er helt isoleret fra hovedhistorien i spillet, så hvis du havde håbet på at finde ud af hvad der skete efter rulleteksterne i hovedhistorien, bliver du slemt skuffet. Historien i ‘The Frozen Wilds’ formår dog stadigvæk at være spændende, og det er især interessant at udforske ‘Banuk’-stammen, som du i hovedhistorien ikke får tilbragt særligt meget tid med.

Hele udvidelsen byder ellers ikke på meget nyt. Det er stadig forankret i spillets kerne, hvor du som Aloy skal bruge din bue og pil til at skyde fjender og lægge fælder. Det er de samme strategier, du kommer til at bruge i The Frozen Wilds, men der er en masse interessante små ændringer som muligheden for bedre at håndtere fjender, der skyder strøm efter dig. Du skal dog ikke forvente nogle enorme forandringer i The Frozen Wilds, men blot mere af det samme, som gjorde at Horizon var et fænomenalt actionspil.

Har du gået og sultet efter endnu et eventyr med Aloy, efter at du blev færdig med Horizon: Zero Dawn finder du i ‘The Frozen Wilds’ en fin lille ekstra oplevelse, hvor du kan vandre rundt i et smukt snedækket landskab og blive endnu klogere på spillets mytologi. Hvis du ikke forventer for meget, er The Frozen Wilds en herlig måde at bruge 15 ekstra timer i selskab med Aloy.

Bemærk, at hvis du vil spille ‘The Frozen Wilds’ kræver det at du i forvejen ejer Horizon: Zero Dawn. Du kan enten købe udvidelsen alene (hvis du allerede har spillet) til 150,-. Eller købe både spillet og udvidelsen i én samlet pakke for 399,- kr.

 

Pokémon er stadig fantastisk

Pokémon Ultra Sun og Pokémon Ultra Moon fås til Nintendo 3DS

Da de to seneste Pokémon-spil udkom i 2016, var det med stor fanfare, for dengang gjorde Pokémon Sun og Pokémon Moon op med en stor del af de ting, der har plaget Pokémo-spillene de sidste mange år. Tempoet blev skruet op, brugeroplevelsen blev gjort meget bedre, og din rejse rundt blandt de Hawaii-inspirerede øer var charmerende og sjov.

Nu halvandet år efter, de to spil udkom, lander der en “remix”-udgave af de to spil: Pokémon Ultra Sun og Pokémon Ultra Moon. Begge spil beholder den samme grundformular som de to originale spil. Du er stadigvæk en ung Pokémon-træner, der med din bedste ven rejser rundt mellem en masse øer for at indsamle medaljer, der har bevist, at du har slået øens lokale Pokémon Mester.

Spillets historie er en hyggelig lille fortælling om, at blive bedre, tro på sig selv og ens venner. Det er dog mest af alt en undskyldning for at komme ud og fange Pokémons, træne dem og dyste mod andre trænere, du møder på din vej. Den historie og de oplevelser er mere eller mindre den samme i Ultra-versionerne. Ændringerne kommer i form af, at mange områder nu har nye trænere, nyt design og de steder, hvor tingene gik lidt langsomt eller var kedelige er blevet gjort meget bedre.

Det føles generelt som en forbedret udgave af det originale eventyr, og det er også sådan at Ultra-spillene skal ses. Det er ikke helt nye oplevelser, men forbedrede udgaver af de originale spil. Er du meget glad for Pokémon, så venter der dig dog helt nye oplevelser i slutningen af spillet, men rejsen hen til slutningen er overvejende ens. Det er dog fundamentalt stadigvæk det samme Pokémon-spil, og formlen er grundlæggende den samme som alle de andre spil. Du har stadigvæk et hold af Pokémons med dig, dyster mod andre trænere og vælger forskellige angreb, der udnytter modstanderens svagheder.

Hvis du endnu ikke har spillet Pokémon Sun eller Pokémon Moon, så er det klart værd at købe Ultra-udgaverne i stedet. Har du dog allerede været på eventyr i Aloha-regionen, indsamlet Pokémons og blevet Pokémon Mester, så er Ultra-spillet kun for dig, der virkelig vil have alt, hvad der har med Pokémon at gøre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *