Xbox får Netflix-lignende tjeneste til spil

For prisen på to kopper kaffe kan du få alle de Xbox-spil, du kan drømme om.

Microsoft har lanceret en helt ny tjeneste til alle med en Xbox One. For kun 100 kr. får du et enormt tag-selv-bord med mere end 100 spil. Den nye service hedder ‘Game Pass’ og giver dig fri adgang til et hav af fantastiske Xbox-spil. Du får mulighed for at spille både Xbox One-spil som Halo 5, men også adgang til spil fra den gamle Xbox 360-konsol, som også virker på den Xbox One.

Med Xbox Game Pass henter du spillene ned på din maskine, og så er det ellers igang med at spille. Du kan endda få en 14 dages gratis prøveperiode, så hvis du ikke ved, hvad du skal i sommerferien kan du helt gratis tæske dig igennem så mange spil, du kan nå på to uger.

Du kan se alle de 100+ spil der er med i Xbox Game Pass og tilmelde dig servicen lige her.

Tre spil fra Xbox Game Pass, du bare skal prøve

Her er tre spil på Xbox Game Pass, som du simpelthen ikke må gå glip af.

Halo 5

Ingen Xbox uden Halo. Serien, som mere eller mindre grundlagde succesen for Xbox, har med dets femte afsnit bygget en medrivende historie og en sublim online-del, som stadigvæk i dag er fyldt med aktive spillere. Her er et spil, som viser hvad Xbox One er i stand til.

Max and the Curse of Brotherhood

Max: The Curse of Brotherhood er et finurligt lille spil lavet af danske PressPlay (som desværre ikke findes mere). I spillet følger du Max, som skal redde sin lillebror, efter at han er blevet suget ind i en anden verden og taget til fange. Som Max kan du manipulere med verden omkring dig ved at hæve/sænke jorden og få ting til at dukke op ud af den blå luft ved at tegne dem.

Et anderledes og sjovt spil, som kan underholde de største og mindste i familien.

Sunset Overdrive

Sunset Overdrive er et af de vildeste og sjoveste spil, du kan finde på din Xbox One. Det er et spil, der har fart over feltet, og på alle måder vender actiongenren på hovedet med sit miks af action og akrobatik. Sunset Overdrive er en overset Xbox-klassiker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *