Samsung Galaxy Tab S2 – et alternativ til iPad?

3 Min læsning

Elektronistas Gitte Søby har testet Samsung Galaxy Tab S2 og er nået frem til, at selvom man er pænt indviklet i Apples univers, så er der kommet et godt alternativ.

Jeg har aldrig rigtig prøvet andre tablets end iPad og er ikke vant til Android-styresystemet. Så det var opsætning helt fra bunden og uden redningsbælte. Denne anmeldelse fokuserer altså på en gennemsnitlig (iPad-)brugers oplevelse.

Det var ret nemt at sætte det hele op. Muligvis fordi styresystemet er en variant af Googles Android, og jeg har i forvejen min e-mail og kalender i Gmail. Det betyder, at man sparer en del ekstra opsætning, fordi det hele er indrettet til Googles univers.

Eneste hik var, da jeg skulle vælge tidszone. Jeg kunne ikke søge efter København, men fik en meget lang liste med valgmuligheder, som jeg skulle scrolle igennem for at finde en by i samme tidszone.

Den feedback, man får under opsætning og installation af apps, er ret anderledes end i Apples univers. Har man tendens til paranoia, så kan det godt gøre en lidt utryg, fordi man skal sige ja til at give alle mulige apps ret til for eksempel at ”ændre eller slette indholdet på dit SD-kort” og lignende formuleringer.

Alle de apps, som jeg bruger mest på min iPad fandt jeg også i Google Play: Dropbox, Sonos, Philips Hue, avis-apps og så videre.

Eneste problem er, at det jeg har købt i iTunes ikke kan overføres. Jeg abonnerer på et filmmagasin, som jeg køber for et år ad gangen gennem iTunes. Magasinet kan jeg godt købe via magasinets egen hjemmeside, og der findes en Android-app, men der har været nogle udfordringer med gaveabonnementer, som jeg har købt på denne måde. Det ved jeg ikke om er et (tilsvarende) problem i Googles butik.

Samsung har en lidt anden måde at navigere på end Apple, men det er hurtigt lært. Fælles er dog, at hvis man trækker ned med fingeren fra toppen af skærmen, så får man en genvej til meddelelser. Her kan man styre for eksempel musikafspilning via Sonos. Det er lidt smartere end med iPad.

Galaxy Tab S2 er lidt mindre, tyndere og lettere end iPad Air. 100 gram tæller også med, når man slæber den rundt i tasken. Plus-point for det.

Batterilevetiden er fin, selvom Samsung har været nødt til at gøre batteriet mindre for at reducere størrelsen på deres tablet. Ved almindelig brug har jeg ikke oplevet nogen problemer i sammenligning med en iPad.

Fingeraftryksgenkendelsen er kun for en enkelt finger, modsat iPad, hvor man kan tilføje flere fingre. Det foretrækker jeg, fordi jeg ofte veksler mellem tommelfinger og pegefinger afhængigt af, om min tablet ligger ned, eller jeg holder den i hånden.

Skærmen er god, om end farverne er meget mættede. Det er særligt tydeligt ved børnespil, der i forvejen gør rigelig brug af primærfarver. De får et lidt hektisk udseende, synes jeg.

Jeg kan bedre lide iPads kamera, selvom Galaxy Tab S2 på papiret burde være bedre i forhold til opløsning. Det er både farvegengivelse, og hvor godt kameraet fungerer ved dårlige lysforhold, det vil sige indendørs. Jeg drøner ikke rundt og tager billeder med en tablet udendørs, derfor ville jeg kun sjældent komme til at tage billeder under gode lysforhold. Til gengæld kan Galaxy Tab S2 så kompensere for det ved at have nogle ok muligheder for billedredigering.

Samlet vurdering:

Har du en Samsung-telefon i forvejen, så kan jeg ikke komme på noget, der skulle få dig til at vælge en iPad frem for Samsung Galaxy Tab S2.

Som iPad-bruger ville jeg heller ikke være bekymret for at skifte. Især hvis du, som jeg, primært bruger services, der ligger ude i skyen. Har du hæftet din samling af musik, film og magasiner op på iTunes, så er det bedst at blive i folden.

Har du erfaringer med at skifte fra et styresystem til et andet på dine mobile enheder? Eller har du enheder med forskellige styresystemer samtidig? Fortæl om dine erfaringer i en kommentar.

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

18 + twenty =

1 Comment
  • Jan Rasmussen
    januar 30, 2016

    Det var dog en kedelig sammenligning…. Tab s2 har 3D features til sit kamera, du kan bruge flere forskellige fingre til fingeraftryks læseren, bare brug en anden finger ved hver registrering. SD kort universet er ikke noget apple gør meget i og derfor nok noget underligt noget for dig, men med lidt søgning på nettet og viden om mobiler vil alle gerne have SD kort i deres mobil fordi det er nemt smart og lige til at bruge. S2 er let at holde i hånden i længere tid end en iPad.. Farverne på skærmen kan justeres ! Men OK hvis man ikke har gadget interesse så er det svært at lave en god artikel…