Skal mobiltelefoner forbydes i danske skoler?

4 Min læsning
Christiane Vejlø siger nej til mobilforbud

Det korte svar er nej! Og det handler om noget så gammeldags som dannelse. 

Frankrig har netop indført totalt mobilforbud i alle franske folkeskoler, og det bringer naturligvis debatten op i Danmark. Skal danske skoleelever også lade deres telefon blive hjemme?

Tilhængere af forbuddet mener, at mobiltelefoner er generende for undervisningen, at der foregår mobning via de sociale platforme og endda, at forældre forstyrrer deres børn med opkald og beskeder i skoletiden. Alle de ting er væsentlige områder, der vækker bekymring. Det er bare ikke grund til at forbyde en teknologi. 

Det er på ingen måde første gang i historien, at man forsøger at løse problemet med uhensigtsmæssig brug af teknologi med et forbud af selve teknologien. Det er sådan cirka al ny teknologi, som mennesker bruger, der kommer igennem den mølle, når slagsiderne begynder at vise sig. 

Men når nu der faktisk er undersøgelser, der viser, at elevers koncentrationsniveau falder, hvis de har gang i deres mobil, mens de sidder i klasseværelset, siger det så ikke sig selv, at den bare skal ud?

Men det bliver altså et nej herfra. Som det er tilfældet med effektiv medicin, så har effektiv teknologi også bivirkninger. Og den skal bruges i de rigtige doser. Det er afsenderens ansvar at lave et ansvarligt produkt, men det er brugerens ansvar at bruge produktet fornuftigt. 

Vi er stadig temmelig umodne i vores brug af den personlige elektronik. Vi er på Facebook, når vi burde se vores kæreste i øjnene, vi taler højlydt i telefon om private emner i en togkupé, vi har telefonen liggende på cafébordet, når vi hygger med vennerne, vi tjekker emails i skødet under møder, og det er slet ikke alle, der har forstået, at en hørbar ringetone er åh så 2005. 

Vi er et tidspunkt i historien, hvor vores liv med teknologi ikke længere blot handler om alt det, vi kan. Man om, hvad vi egentlig skal og bør. Det handler om digital dannelse, og det er i langt højere grad det, vi har brug for i skolerne end forbud. 

En mobiltelefon er på en gang et praktisk værktøj og samtidig et vindue ind til alskens distraherende underholdning og forstyrrende sludder. I min folkeskoletid kastede vi sedler gennem lokalet og spillede kort under bordet, mens læreren kikkede væk. Nu bliver der snappet og chattet og streamet og liket. Begge dele er naturligvis temmelig distraherende for undervisningen. Men papir blev ikke forbudt, fordi det kunne bruges til at skrive “skal vi komme sammen. Sæt kryds, Ja, nej, måske”. 

Der er to ting på spil, når det gælder mobiltelefonen i skolen. Den kan bruges som et nyttigt værktøj, og der er mange apps, som kan indgå i undervisningen som f.eks. regnemaskine, videoredigering, musikinstrumenter, formelsamlinger, programmering, Wikipedia osv. Det ville naturligvis være ganske utidsvarende ikke at benytte sig af det. På den anden side skal eleverne også forstå, hvornår telefonen skal bruges, og hvornår den ikke skal. Både mulighederne og ulemperne skal skolesystemet tage hånd om. 

Vi oplever løbende kritiske røster, som sætter teknologien frem for mennesker i skammekrogen. Da ulovlig deling af nøgenbilleder tog alle overskrifter, var forældre og medier godt igang med at advare de unge (piger) mod at få taget billeder uden tøj på. For det første er det digitale univers en del af unges (og en del ældres) seksualitet, og det kommer ikke til at ændre sig. For det andet findes der masser af værktøjer, som realistisk kan manipulere billedmateriale nok til at enhver pludselig kan dukke op i en sexvideo. Derfor giver det ingen mening at forbyde teknologien, men masser af mening at tale om, hvad der er ok, og hvad der ikke er ok? Hvor grænsen for privatliv går? Hvad der er lovligt og ikke lovligt? Hvordan man siger fra? Hvem man kan gå til? Hvordan man kan bruge teknologien konstruktivt?

Vi skal ikke fordømme eller forbyde, at unge mennesker får taget et kådt billede i en tryg situation, eller at de har en mobiltelefonen i skoletasken. Men vi skal tale med dem om konsekvenser og ansvar, om hvornår noget bliver både moralsk og juridisk uforsvarligt, og vi skal lære dem fordybelse og fokus. Vi har brug for et skolesystem, som er rustet til den verden, børnene lever i. Fremfor et der vender det blinde øje til den verden. Ellers har vi tabt. 

Teknologien bør være vores tjener. Vi skal styre den og ikke omvendt. Forsøger vi at løse problemer med forbud, er det netop et knæfald for teknologien og et tegn på, at vi har opgivet at være herre over den. At forbyde mobiletelefoner i skolerne er en kortsigtet “pisse i bukserne på en kold vinterdag”-løsning. Lad os få uddannet lærerne, indført teknologiforståelse og konsekvensanalyse i undervisningen og lad os få etik og dannelse 3.0 på skoleskemaet.  

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

ten + 7 =

4 Comments
  • Thomas J Pihl
    august 4, 2018

    Hej Christiane,

    Spændende emne du har taget fat i.

    Har du læst om forskningen på området – og undervisningsministeriets erfaringer med digitale læremidler?
    Jeg kan anbefale ph.d. Jesper Aagaards afhandling om Digital Distraction.
    Dette vil uden tvivl kvalificere artiklen.

    Mvh.
    Thomas J Pihl

  • Kristian Helmersen
    august 8, 2018

    Jeg undrer mig lidt:
    “Det er på ingen måde første gang i historien, at man forsøger at løse problemet med uhensigtsmæssig brug af teknologi med et forbud af selve teknologien. Det er sådan cirka al ny teknologi, som mennesker bruger, der kommer igennem den mølle, når slagsiderne begynder at vise sig. ”

    Må man se noget empiri på dette udsagn? Måske bare et par eksempler?

    Mvh.

  • Christian Hildebrandt
    august 8, 2018

    Jeg er enig med Thomas Pihl. Emnet er alt for vigtigt til hurtige konklusioner. For øvrigt er langt de fleste enige om, at det ikke er teknologien, som er problemet.
    “Teknologien bør være vores tjener. Vi skal styre den og ikke omvendt.” – ja, men hvem er “vi”?
    Det er den uregulerede, rå magtudøvelse, som helt bevidst ligger bag alle de nice app’s, som eleverne flokkes om, og som hverken elever, velmenende lærere, forældre eller konsulenter er i stand til at hamle op med.

    “Digital dannelse” er et smukt, men farligt spøgelse i debatten. Uanset hvor meget, det kommer til at fylde i skoleskemaet, vil den reelle digitale dannelse stadig stort set kun foregå uden for skolen. Hver gang noget skal ind i skemaet, må noget andet vige pladsen. Som underviser (og digital superbruger) bliver det i hvert fald et nej herfra til mere skemalagt digital dannelse – som i øvrigt altid viser sig at halte langt efter elevernes og i bedste fald også undervisernes digitale status.

    En kommentar til den historiske note om teknologiforskrækkelse, som fører til kortsigtede krav om forbud: forbud og regulering har altid fulgt i hælende på ny teknologi, som i begyndelsen har været det rene wild west. Vi er på vej ud af det digitale wild west og på vej ind i en kompleks kamp om magten over vores hjerner, vores tid og vores liv. Personligt tror jeg, at man om ti år vil ryste på hovedet over, at skoleelever i vores tid har siddet til undervisning med de helt generiske platforme og åben adgang for hele verden. Det kommer til at ændre sig de kommende år.

    Så jo, der kommer forbud, og de kommer snart. Men teknologien vil kreativt møde ethvert forbud som en udfordring til at tilpasse sig og indfinde sig igen i alle mulige modererede former. Og sådan skal det også være.

  • Jacob Callesen
    august 27, 2018

    Som far til et skolebarn og vidne til mobilkulturen blandt både børn og voksne, så kan jeg kun være uenig i Christiane Vejløs perspektiv på brug af mobiltelefoner i skolerne. Få mennesker vil nok erklære sig uenig i, at dannelse er bedre end ikke-dannelse. Men at imødegå en åbenlys trussel om skade på børns læring og sociale kompetencer med at ”det handler bare om dannelse”, synes jeg er uansvarligt. Adfærdsregulering via dannelse må gælde i situationer, hvor den der skal ”dannes” kan gennemskue sammenhænge og konsekvenser i et større perspektiv og herefter bruge refleksionen til fravælge det der frister. Det kan man ikke forvente af børn og derfor må ansvaret påhvile os voksne.
    At placere en utømmelig slikskål midt i et klasselokale fulgt op af information om at slik er er usundt og kan hæmme deres indlæring, vil synes som ren idioti. Der vil ikke være tillid til, at dannelsen alene vil klare at regulere adfærden hos alle børnene. På andre vitale områder som eksempelvis kost og sovetider gives typisk restriktioner INDTIL en dannelse kan antages at være sket. Herefter ”gives løbet frit” og resultaterne af opdragelsen må stå deres prøve.
    Når man helt objektiv ved, at forbud mod mobiltelefon i skolen eksempelvis fremmer læring (5-14% målt på karakterniveau) og social interaktion, så kan det synes både uforståeligt og uansvarligt at forlade sig på argumentet om, at ”det handler bare om dannelse”. Hvis adfærdsregulering trods ”dannelse” er svært hos voksne (tiltagende overvægt trods kostråd, fartregulering i trafikken trods skilte, sort arbejde trods lovgivning, osv.), så lad dog være med at forvente, at det nok går bedre hos børnene.
    Læringen bør fredes hvor dette er muligt. I øvrigt tænker jeg, at med den rolle mobiltelefoner har hos børnene i dag, så skal man ikke være bekymret for, at de ikke får deres ”behov” for mental sukker dækket inden dagen slutter.