Vælg ord med omhu…siger Big Bang Theory Ph.D

Betyder det virkelig så meget, om vi bruger det ene eller det andet ord i en sammenhæng? Ja! For ord er med til at skabe vores verden. Læs her hvorfor kvinder (især i erhvervsmæssige sammenhænge) ikke bør omtales som piger, og hvorfor dygtige professionelle mennesker ikke bør blive beskrevet som en anden persons ægtefælle. 

I går faldt jeg over en artikel på Borsen.dk. Overskriften var “Price-kone og veninde lander mio til økosats”, og så er det, jeg begynder at undre mig lidt. Hvordan bliver millionfunding af iværksætterduos originale koncept til en overskrift om nogens kone og hendes veninde? Jeg husker simpelthen ikke, Børsen før har skrevet at nogens mand og hans “kammerat” har indhentet kapital.

Historien her drejer sig om to dygtige erhvervskvinder, som har lavet et originalt forretningskoncept, der tager udgangspunkt i økologiske rottisseriekyllinger serveret i vidunderlige variationer a la carte eller som take away. Chicks by Chicks hedder det, og de gør det pissegodt! En kvalitetskæderestaurant waiting to happen. Det kunne Henrik Nygaard, som er manden bag sidste år 100 mio kr. salg af landets største cateringforretning Kokken og Jomfruen, godt se. Han har derfor klogt nok investeret i virksomheden, og det er jo sådan set erhvervshistorien.

Det giver simpelthen ikke mening, at Børsen i overskriften vælger at omtale de to forretningspartnere som nogens “kone” og hendes “veninde”. Hvad der er væsentligt her er, at de er iværksættere, de er erhvervsfolk, de er forretningsmennesker, de er idémagere, de er konceptudviklere, de er foodtrendspotters, de er madelskere. At den ene er gift med en kendt madprofil kan til nød nævnes i brødteksten, da man jo godt kan argumentere for, at man der får lidt ekstra kompetencer med i pakken. (sådan på Bill og Hillary måden). Men hold nu op med at præsentere dygtige mennesker som andres ægtefæller (som kickass menneskerettighedsadvokat Amal Clooney, der nu er reduceret til skuespilleren George Clooneys moderigtige kone).  Det er både gammeldags (min mormor blev kaldt Fru. Skoleinspektør Karl Evald Foged Petersen) og især for en avis som Børsen journalistisk uklædelig click bait.

OPDATERING: Børsen har rettet overskriften til “Iværksætterduo lander 1.5 mio i økosats”. Url forbliver dog den samme.

Men slap dog af! Er det ikke lige meget? Nu er du sart! Nej, det ER ikke lige meget. De ord vi bruger er med til at skabe verden omkring os, og det skal vi tænke over. Hvad vi siger og hører er med til at bestemme den måde, vi oplever verden på. Pointen er meget fint understreget herunder af Mayim Bialik, som udover at spille rollen som Amy Farrah Fowler i nørde-komedieserien The Big Bang Theory også har en Ph.D i neurovidenskab.

1 comment

  1. Jens Madsen

    Jeg hører dig, og er ikke uenig, men med til historien hører, at ‘Chicks by Chicks’ ikke er undfanget uden Adam Price, og at han har været essentiel i markedsføringen af konceptet, som f.eks. på vedlagte link.

    http://www.business.dk/foedevarer/adam-price-vi-har-vaennet-os-til-at-kylling-smager-af-vat

    Når man ser på sagen i det lys, er det måske lettere at forstå, hvorfor man forfalder til den antagelse (forkert eller ej), at det er relationen til den populære og succesfulde kok (og hans kammerat), der har været medvirkende årsag til, at konen og veninden nu kan sælge grillkylling for 200kr/stk (hvortil skal lægges sideorders, saucer osv).

    Som sagt i starten – jeg er helt enig i princippet, men her er der altså også tale om, at deres egen markedsføring bider dem i røven!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *