It’s not me, it’s you! 5 tips til et sundt forhold med din telefon

Honeymoon-fasen er langt overstået! Mange af os står netop nu ved en krydsvej og opdager, at den sprudlende bekræftelse, der kunne hentes gennem smartphoneskærmen og dens verden af underholdning, sociale likes,  evige nyhedsstrøm og 24/7-adgang til kontoret er gået fra digital forelskelse til et omklamrende, besidderisk forhold, som vi har svært ved at komme ud af. Christiane Vejlø giver dig her 5 tips til en lykkelig telefonseperation. 

 

Mobiltelefoner er ikke længere et prestigeprodukt, som absolut skal ligge synligt på cafébordet. Det er ikke en first mover dims, man skal tale højlydt i i toget for at vise, hvor smart man er. Og det er ikke et statussymbol, som skal gøre opmærksom på sig selv med en smart ringetone. Alt det hører 90’erne og 00’erne til. Faktisk er rigtig mange mennesker ved at være godt trætte af den lille skærms evige tilstedeværelse, og paradoksalt nok er det alligevel helt almindeligt at bruge over 5 timer om dagen i intim kontakt med den dragende, lysende, forførende digitale sirene. (Hent app’en Moment, for at se hvor mange timer, du selv bruger. Du bliver overrasket!). 

Når vi nu er ved at komme os over den første forelskelse og fascination, og vi finder ud af at forholdet til vores smartphone faktisk berøver os for dyrebar tid med vores venner og familie, at den er skyld i nedsat produktivitet på jobbet, og den med sit melatoninforstyrrende lys ødelægger vores nattesøvn, hvad så? Er det usunde forhold noget vi kan løsrive os fra, eller er vi fanget i saksen? Kan vi ikke bare løsrive os? Vi har vel fri vilje?

Det er faktisk ikke helt så let. De sidste mange år har designere af apps, sociale medier og andre digitale tjenster forfinet kunsten at holde din opmærksomhed på skærmen. Dit greb efter telefonen er som et greb i en enarmet tyveknægt, hvor du venter på øjeblikkets notifikationer. Vores hjerner er simpelthen wired til at opnå nydelse ved noget, vi ikke kender resultatet på. Det vil sige, at de rare følelser starter allerede ved forventningen om, at du skal tjekke din telefon Men er du overhovedet bevidst om, hvorfor du bliver? Her er 5 forklaringer og tips, der hjælper dig i den svære seperationsproces. 

1. Du bliver, fordi det er gratis
There is no such thing as a free lunch. Hvis det produkt, du bruger, er gratis, er det fordi, du selv er produktet. Det siger sig selv, at det meste af det, du støder på i en appstore, går ud på at tjene penge. Hvis du ikke direkte betaler for den tjeneste, du bruger, så handler forretningsmodellen om at få din opmærksomhed til kommercielle budskaber, sælge dig ting inde i app’en, sælge din personlige data til en tredje part.

Sådan slipper du: Gå efter kvalitet frem for kvantitet. Vælg færre apps, men dem der koster noget. Ryd op jævnligt. Får du en ny telefon så indstil den som “ny telefon” i stedet for at hive hele profilen og alle de lige gyldige apps over fra den gamle. 

2. Du bliver fordi du er bange for at gå glip af noget (FOMO)
Der sker så meget på skærmen, og du er med stor sandsynlighed blevet afhængig af den dopamin, du får skudt ud i kroppen, når du tjekker sociale medier. (Gør dig selv en tjeneste og lyt til #271 af Elektronista podcasten, hvor professor i Neurobiologi Albert Gjedde forklarer præcist, hvad der sker i hjernen). Det samme gælder den uendelig nyhedsstrøm. At tjekke nyheder udløser simpelthen kemi i hjernen, og der er ingen endelig tilfredsstillelse. Der er altid et nyt vanvittigt tweet fra Trump eller en ny skør historie på EB.dk Og når du har været det hele igennem, starter du hele rutinen forfra. Gør du ikke?

Hvordan slipper du? Prøv at vende den. Hvad kunne du ellers bruge din tid på? Hvad går du ellers glip af uden for telefonen?

3. Du bliver, fordi din telefon altid er i nærheden
Har du en lader ved siden af din seng? Bruger du din telefon som vækkeur? Så er chancerne for, at du tjekker din telefon som det første, når du vågner og det sidste, inden du sover (og nogle gange når du vågner om natten) stor. 

Hvordan slipper du? Læg en bog ved siden af senge i stedet for en telefon. Køb et gammeldags vækkeur. Læg telefonen i entréen, når du kommer hjem og hav i stedet en tablet med en begrænset mængde apps og ingen mail eller sociale medier ved din sofa. Paradoksalt nok kan et smartwatch faktisk også hjælpe. Det betyder nemlig, at du selv vælger, hvilke notifikationer, du vil have og diskret og hurtigt kan holde øje med vigtige opkald eller beskeder uden at skabe den afstand, der opstår, når du griber efter telefonen i en social situation. 

4. Du bliver, fordi du skal bruge telefonen til dit arbejde
Måske er eksponering på sociale medier en del af dit arbejde? Måske er research på nettet en del af din hverdag? Men du ender med hele tiden at tjekke, hvor mange likes din seneste Instagram-post har fået, og den faglige post, du laver på Facebook eller LinkedIn, ender med at kræve din opmærksomhed i kommentarfeltet i timevis. 

Hvordan slipper du? Afsæt konkret tid til dit digitale arbejde. Mange af os har jobs med flydende kontortid. Det kræver mere selvdisciplin. Brug f.eks. 3 gange 15 min. fordelt over dagen på sociale medier. Overvej hvornår, du poster noget, som kræver din opmærksomhed og hav en grænse på forhånd for, hvor meget tid du vil bruge. Fjern mailnotifikationer og lav en regel om kun at tjekke mail, når du har computeren åben.  

5. Du tjekker fordi du kan
De fleste af de gange, du løfter din mobiltelefon, er ikke fordi du skal noget specifikt, men fordi du kan. Og fordi du keder dig. Du er som en kæderyger, der ubevidst dagen igennem gang på gang hiver smøg og lighter frem og zombie-agtigt tænder helt uden nogen form for tankevirksomhed. 

Hvordan slipper du? Her skal du trække på lidt japansk zen. Vær bevidst hver eneste gang, du tjekker din telefon. Hvorfor gør du det? Gør det noget godt for dig? Hvordan trækker du vejret? Hvad kunne du gøre i stedet? Sæt en baggrund på telefonen, som minder dig om den tid, du risikerer at spilde. Jeg har lavet den her, du helt gratis kan bruge. (tryk på billedet fra din skærm, så du gemmer det på telefonen. Indstil som baggrund til “låst skærm”). 

Du har kun X antal minutter i dit korte liv, og det sidste, du siger på dit dødsleje, er “Gid jeg havde brugt mere tid på min telefon”. 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *