En lys idé til cyklen

4 Min læsning

DeLight er et nyt intelligent cykellys, der kan meget end normalt. DeLight kan finde din cykel, fungere som alarm, tænde lyset automatisk i lygtetændingstiden og fungere som stærkt rødt bremselys. Det hele styres fra en ny Findr-smartphone-app.

Smartphone-styrede cykellygter og alarmer er der ikke meget nyt i, men det nye, danske DeLight går et stort skridt videre i funktionaliteter og praktisk anvendelighed. Her har du nemlig det hele samlet i én let-betjent app på din smartphone.

DeLight tænder f.eks. automatisk cykellyset, når den officielle lygtetændingstid nærmer sig. Det røde baglys lyser op, når du bremser. Samtidig hjælper DeLight med at huske, hvor du stillede din cykel sidst. Fin idé på overfyldte cykel parkeringer, eller hvis du har fået en lille en til næsen og måske ikke husker så godt.

DeLight har været undervejs i fire år, hvor en lille gruppe iværksættere fra København og omegn har puslet med ideen om at skabe markedets mest avancerede cykellys og alarm.

Nu er DeLight færdig med sin opfindelse, der har været prøvekørt af danske cyklister i nogle måneder. DeLight har derefter sendt sin smarte nyhed til ”crowdfunding” på Kickstarter, hvor der skal indsamles penge til en større produktion.

DeLight er integreret med en Findr-app. hvor tusinder af brugere med tiden kan hjælpe hinanden med at finde bortkomne eller stjålne cykler.

DeLights app til iPhone eller Android indeholder bl.a. en Find-funktion, der både er en slags alarm og en hjælp til at finde din cykel: Når du f.eks. kommer til en cykelparkering, skal du blot trykke på en knap på mobilens skærm. Så vil cyklen gøre opmærksom på sig selv ved at lade for- og baglygte lyse op. DeLight kalder den smarte feature for Flash & Find, og den minder lidt om trådløse nøgler til personbiler.

Hver gang man parkerer sin cykel, vil DeLight registrere den eksakte GPS position og lægge den i app’en. Skal man finde den igen, vil cyklen blive markeret på et digitalt landkort. Skulle cyklen være blevet mere væk eller måske stjålet, giver Find app’en en god chance for at genfinde din elskede to-hjuler.

Du kan nemlig melde cyklen savnet i det internationale Findrs netværk, hvor tusinder af andre cyklister med tiden kan holde udkig efter den. Alle medlemmer i netværket, som har den gratis Findr app installeret, vil få sendt efterlysningen på deres mobil.

Hvis man ikke kan huske, hvor man stillede sin cykel, kan man genfinde den let ved hjælp af Delights Findr app.

Skulle cyklen blive fundet, kan finderen sende et signal retur til ejeren om, hvor cyklen befinder sig rent fysisk. Det kan være lige om hjørnet, hvor han eller hun måtte at have stillet den, men systemet fungerer også, hvis cyklen er stjålet og bortført til udlandet.

I Danmark tænder og slukker DeLight automatisk cykellygterne i den officielle lygtetændingstid. Den ændrer sig som bekendt hver dag i vinterhalvåret, så det er praktisk, at man ikke behøver at huske på det selv.

Skulle det blive mørkere midt på dagen – f.eks. i et uvejr eller regn – kan sensorer i DeLight registrere lysforskellen og tænde for- og baglygte, når det er nødvendigt.

Danmark er et cyklernes land, og det kan man tydeligt mærke på DeLight. Nyheden er skabt af cyklister til cyklister: DeLight har f.eks. bremselys ligesom på en bil eller motorcykel. Den aktiveres af en indbygget bevægelsessensor, der reagerer, når cyklen sænker farten kraftigt. En fin idé på overfyldte cykelstier eller til at vise sine hensigter til bilister på samme vej.

Tilsvarende vil forældre elske, at de fra deres smartphone kan holde øje med, om deres børns cykellygter fungerer. Det kræver blot, at ungernes cykler er udstyret med DeLight-lamper – og at barnet har en smartphone med.

DeLight har også indbygget termometer, så du lige kan tjekke udendørstemperaturen, inden du sætter dig på cyklen. Vigtigt om vinteren, hvor du ikke altid kan se, om der er glat.

Med DeLight er cykellysene altid tændt, når det er nødvendigt. Lamperne lyser lige stærkt, selv når batteriet er ved at løbe ud. Er det ved at ske, alarmerer app’en automatisk, når batterierne trænger til udskiftning. Desuden slukker DeLight-lamperne automatisk, når cyklen bliver stillet. Dét sparer strøm.

DeLight kan i øjeblikket forudbestilles for kun 249 kroner. Det er halv pris i forhold til den senere butikspris. For de penge får man for- og baglygte, monteringsbeslag til cyklen, batterier og app’en til iOS eller Android. Levering vil ske allerede i oktober 2017.

Tryk på app’en på telefonen, og cyklen råber, her er jeg, ved at blinke med for- og baglygter.
DeLight har et sensorstyret bremselys.

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

1 × three =

1 Comment