Lille drone kan blive din personlige fotograf

Den nye Hover svirrer kun rundt om den eller de personer, som den er blevet udpeget til. Derfor kan den skyde utrolige selfies. Er fotos ikke godt nok, optager Hover gerne video i 4K-kvalitet.

 

drone til selfie foto 8

Selfies er her og der og allevegne. Det har mobilfabrikanterne naturligvis opdaget for længst og udstyrer deres smartphones med stadig bedre kameraer på fronten. Samtidig dukker der hele tiden nyt selfie-tilbehør op på markedet – med selfiepinde (sticks) som de mest udbredte og mest synlige af slagsen.

Med den nye Hover får selfies en ekstra dimension. Hover er en drone, som automatisk kredser omkring sin ejer og tager billeder af ham eller hende 360 grader rundt. Ejeren selv skal ikke gøre noget. Manuel fjernstyring via f.eks. en smartphone er ikke nødvendig. Bare smil – du er på hos Hover.

HOVER SELFIE KAMERA 2

Kinesiske Zero Zero Robotics står bag den nye drone, der først og fremmest skal være let at omgås – og tage gode billeder.

Zero Zero har derfor indbygget et godt kamera med 13 megapixel-sensor og elektronisk billedstabilisator, der forhindrer rystede fotos. Og er selfiebilleder ikke nok – så kan Hover også optage video i op til 4K-kvalitet.

Teknologien fra moderne smartphones går også igen i den anvendte processor. Ombord i Hover sidder en kraftig Qualcomm Snapdragon 801 processer, der har rigeligt at arbejde med, når dronen er i funktion.

Processoren hjælper bl.a. Hover med at genkende sin “mesters” ansigt og krop. Har dronen først fået udseendet ind i sin hukommelse, vil den helt automatisk kun tage billeder af den eller de udpegede personer. Selv i større forsamlinger skulle genkendelsen fungere.

Sammen med en håndfuld andre sensorer sørger Snapdragon-processoren også for, at dronen holder øje med forhindringer, den kunne flyve ind i – og en altid korrekt afstand over jorden.

HOVER SELFIE KAMERA 1

Modsat de fleste andre droner er Hover ikke beregnet til at flyve langt fra sin ejer og tage billeder af f.eks. naboens have eller overvåge et større areal fra oven.

Hover opfører sig snarere som en flyvende hyrdehund. Den kredser hele tiden tæt omkring sin ejer og kommer sjældent mere end et par meter eller fem ud i verden.

Betjeningen skal være meget let, og der kræves ikke erfaring eller det store dronekørekort for at få Hover til at fungere. Også på det punkt adskiller den kinesiske nyhed sig fra de fleste andre droner på markedet.

Man tænder Hover ved blot at kaste den ud i luften. Så går dens fire små rotorer i gang, og dronen begynder stille og roligt at svæve 360 grader omkring sin “pilot”.

Når dronen ikke er i brug, ligner den en almindelig bog. Rotorerne sidder i et bur af kulfiber, som også indeholder styre-computer, batteri, hukommelses-kort og kamera. Det hele vejer sølle 240 gram.

Eneste umiddelbare skavank ved Hover – ud over, at man først kan købe selfie-dronen om et par måneder – synes at være batterilevetiden. På nuværende tidspunkt kan Hover kun holde sig i luften i otte minutter ad gangen, før batteriet skal oplades.

Zero Zero regner med at sende sin spændende selfiedrone på markedet til sommer. Prisen ventes at blive 600 USD inklusive fire batterier. Det svarer til ca. 4.000 kroner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *