Nadine er verdens første sociale robot

Den menneske-lignende robot kan både snakke, forstå tale og udtrykke følelser. Den skal f.eks. bruges som barnepige til børnene eller en god ven for ensomme ældre. Måske Nadine ligefrem kan overtage mange sosu’ers rolle i fremtiden.

De fleste robotter er designet til at kunne udføre fysiske opgaver. Løfte ting, flytte ting eller montere ting.

Nadine er helt anderledes. Hun er verdens formentlig første sociale robot, som kan holde andre mennesker ved selskab.

Hun kan tale med f.eks. ensomme mennesker. Såvel børn som ældre. Huske deres navne og indholdet af tidligere samtaler. Forstå, hvad mennesker siger – og reagere på deres gestik og tonefald. Nadine kan sågar vise følelser selv ved at ændre på sit ansigts minespil.

Nej – jeg beskriver ikke hovedpersonen i en ny thriller eller en science fiction-film.

Nadine er en realitet, og hun fungerer på Nanyang Technological University (NTU) i Singapore. Her er hun født og ”opdraget” til de særligt sociale egenskaber, der skal gøre hende til en unik robot.

Hun ligner da også et menneske ganske godt. I hvert fald sådan udefra og ved et første blik. På billedet ser du Nadine til højre sammen med professor Nadia Thalmann fra NTU.

Nadine er desuden programmeret til at skifte humør – ligesom den person, hun vil blive tilknyttet. Nogle gange er den feminine robot glad og sprudlende. Andre gange dybsindig og alvorlig. Alt efter, hvad der er mest opportunt i den aktuelle situation.

Forskerne på universitetet i Singapore ser Nadine som et teknologiens svar på de store sociale forandringer, vi oplever i verden:

”Lande verden over skal håndtere befolkninger, der bliver stadig ældre. Sociale robotter kan være én løsning på udfordringen, når man ikke har unge nok, som kan hjælpe de ældre. Robotter bliver personlige venner for ældre og for børn, der sidder alene i hjemmet. Måske robotter som Nadine også kan blive en slags fremtidens sosu’er, som udfører sundhedsrelaterede opgaver, giver patienter medicin, laver mad til dem og snakker med dem, så de ikke føler sig for ensomme og forladte.”

Er det hyggelige eller u-hyggelige perspektiver….?!