NOKIA LUMIA 800 TEST

4 Min læsning

Af Christiane Vejlø

Endelig har vi fået fingrene i Nokia’s længeventede Lumia 800, og der er bestemt noget at komme efter. Hvis du længe har været skuffet over finnerne, men inderst inde har et hjerte, der banker for Nokia, så er her chancen for at hoppe på igen.

Den ligger virkelig godt i hånden Nokia’s nye Lumia 800. Siderne er let afrundede og selve skærmen er faktisk også elegant buet. Hvor de seneste iPhones er gået efter det meget kantede, hårde look and feel er vi her ude i et meget mere “venligt” design. Det er den pæneste Nokia telefon jeg nogensinde har set.

Der er ingen knapper på forsiden. Kun den glatte, bøjede touchskærm. Bagsiden er behagelig kølig i solidt, kvalitetsplast, og man sidder med følelsen af at den kan holde til noget.

Simkortet sættes i øverst efter en lille, tynd låge er åbnet. Det er smart, at man slipper for at pille batteriet ud for at få et simkort i, men det er samme princip som giver adgang til det hul laderen skal i, og jeg kan godt blive lidt bekymret for om den lille, tynde plastiklåge kan holde til at blive åbnet og lukket så ofte som man nu gør, når man lader dagligt op. Simkortet er af mikroslagsen ligesom ved iPhone. Kunne det mon gå hen og blive standard efterhånden som der skal spares mere og mere plads og vægt?

Skærmen er 3.7″ hvilket er længere men ca. lige så bredt som en iPhone. Farverne er meget klare og alt virker helt utrolig skarpt og lækkert på AMOLED skærmen. Den buede skærm gør faktisk også, at man kan få noget ud af billedet fra flere vinkler.

Noget af det Nokia bare har absolut styr på, det er navigationssystemer i smartphones. Derfor er det også en kæmpe fordel, at Lumia 800 kommer med Nokia Maps og Nokia Drive apps preinstalleret. Så er der ingen grund til at investere i yderligere dyre navigationssystemer.

Kameraet på Lumia 800 er 8 megapixel med Carl Zeiss linse. Der er en dedikeret kameraknap, som gør det nemt at forholde sig til telefonen som et kamera. Billederne hører til i den gode ende, uden at være spektakulære. Der er dog desværre intet frontkamera.

Styresystemet er selvfølgelig Windows Phone i versionen 7.5 Mango. Det er befriende at slippe for Nokias gamle Symbian rod og faktisk opleve en rigtig brugervenlig telefon. Det siger sig selv, at er du allerede en glad Windows bruger og begejstret for Microsoft apps som Word, Excell, Powerpoint og hele det meget rene og lidt sterile Microsoft look generelt, så føler du dig hurtigt hjemme i en Lumia 800.

Det første du møder på telefonen er det som bliver omtalt som “tiles” – en slags fliser. Hele forsiden er nemlig delt ind i firkanter som hver især repræsenterer noget vigtigt og personligt i telefonen. F.eks. “Personer”, hvor du både finder information på alle dine kontakter men det er så også elegant flettet sammen med Facebook, så du ser billeder af alle dem du er Facebook venner med, og du kan holde øje med de seneste statusopdateringer uden at hoppe ind i en Facebook app. Andre tiles kan f.eks. være billeder, emails, sms, kørsel eller musik. Billedflisen er dynamisk med et flydende lysbilledshow fra udvalgte billeder.

For at komme dybere ind i telefonens funktionaliteter skal du bare swype en enkelt gang til højre. Så støder du på en lang liste af funktioner og apps som browseren, kalender, DR podcasts, kamera og selvfølgelig Windows Phone appstoren som hedder Marketplace. Du kan selvfølgelig selv vælge hvilke af disse du trækker frem til forsiden og bruger ofte. Jeg synes dog den lange listeagtige opsætning af apps virker lidt kedelig og ikke så lækker som på f.eks. iPhone og Android.

Nokia Lumia 800 kommer til Danmark i januar 2012 og den kommer til at koste omkring 3500 kr. Ud over sort kommer den i farverne Magenta (ciriserød) og cyan (skarp blå). Senere nok også i hvid.

Men hvis vi sætter det hele lidt på spidsen. Kan Lumia 800 hamle op med iPhone og de gode Android telefoner? Ikke lige nu hvis du spørger mig, men den er nu altså et ret lovende førstebarn i ægteskabet mellem Microsoft og Nokia.

Hvis du er lidt lun på Lumia 800 men ikke helt ved om Windows Phone er noget for dig, så kan du teste det lidt af og se hvordan det virker i praksis på din nuværende telefon. Du skifter selvfølgelig ikke styresystem, men du får muligheden for at prøve at navigere lidt og få en fornemmelse.  Prøv Windows Phone her.

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

6 + 5 =

7 Comments
  • Helle Harder
    november 30, 2011

    Men hvad med lyden? Og hvordan fungerer touch-systemet – er det følsomt eller trægt?
    Jeg synes den er superfed, men har aldrig været Windowsbruger, og har ikke helt tillid til, jeg vil synes om styresystemet…

  • christiane
    november 30, 2011

    Hej Helle
    Jeg har lige prøvet lyden lidt mere af og jeg er ikke så imponeret. Jeg har sammenlignet med iPhone og den er ihvertfald bedre i de par ting jeg testede. Touch systemet er rigtig fint og fungerer flydende. Imodsætningen til f.eks. Nokia N8 som var en katastrofe når man bladrede gennem siderne.
    Håber det dækker dine spørgsmål :-)
    Christiane

  • Henrik
    november 30, 2011

    “Touch systemet er rigtig fint og fungerer flydende. Imodsætningen til f.eks. Nokia N8 som var en katastrofe når man bladrede gennem siderne.”

    Mht. N8. Må jeg anbefale at gå ind under “Software opdatering” en gang imellem? ;-)

    I burde anmelde N9’eren også. Den er nærmest identisk med Lumia’en i designet, men har efter min mening federe touch system og OS. Det er selvfølgelig en smagssag, but still…

  • Helle Harder
    november 30, 2011

    Ja tak – der er jo for og imod ved dem allesammen…Men prisen er jo ok – og så er den bare flot!
    – Helle

  • Karina Vever
    april 27, 2012

    Hvorfor går skærmen i sort når man ringer op eller når nogen ringer til en. Er det en fejl i min kun 4 dage gamle tlf. eller en indstilling der er forkert?

  • Stephan
    maj 15, 2012

    Karina Vever –> Jeg har samme problem, mit er dog først begyndt efter jeg har haft den til rep for en smadret skærm.. så jeg håber det bare er en setting et sted

  • cathrine
    juni 10, 2012

    Min gør det også efter jeg har tabt den og skærmen er krakeleret