ELEKTRONISTA ANBEFALER MÅNEDENS BEDSTE SPIL

af

A

Mikkel Winther

Det at købe et spil er efterhånden blevet lige så stor en udfordring som at vælge en god film. Derfor vil Elektronista nu hjælpe dig! Hver måned navigerer vi igennem junglen for dig og finder frem til 3 fantastiske spil. Så kan du nøjes med at have det sjovt.

Max & The Magic Marker

En god æske tuscher og en stor notesbog, så var man underholdt i flere timer – ihvertfald dengang jeg var knægt. Sådan er det også for drengen Max, der elsker at tegne.
En dag kommer en ny tusch til Max, en der gør at hans tegninger bliver levende. Max afprøver det straks ved at tegne et monster, som så begynder at lave kaos i alle hans andre tegninger. Max laver derfor en tegning af sig selv, og nu må han på jagt i hans notesbog for, at stoppe monsteret.

Max & The Magic Marker er et sjovt og særdeles kreativt spil. For mens Max løber rundt i spillet kan du bruge den magiske tusch (din finger) til, at tegne i spillet.

Alt hvad du tegner materialiserer sig så i spillets univers. Så hvis Max ikke kan krydse et hul, kan du tegne en streg og bruge den som bro eller være mere kreativ, og tegne en masse firkanter og bygge en meget hjemmelavet trappe der kan hjælpe dig videre i spillet.

Det der gør spillet sjovt er netop denne frihed til, at tænke super kreativt med meget få midler. At komme igennem en bane i spillet er ikke særligt udfordrende, men alt det spændende og sjove ligger i at finde alle de kreative måder hvorpå du kan komme igennem spillet på, og netop det er Max & The Magic Markers største styrke – at alle kan være med og det er lige præcis så udfordrende som du selv gør det.

Et spil der er perfekt til store og små, og perfekt at være to om at spille sammen.
Fås til:
iPad
Mac / PC
Wii (kun som download)
PlayStation 3 (kun som download)

Borderlands 2

Borderlands 2 kan bedst beksrives som en meget skør udgave af Indiana Jones. Det handler om at jagte udstyr, glemte skatte og penge så langt øjet rækker på den lovløse planet – Pandora.

Her hopper du i skoene på en af de fire skattejægere, som netop er ankommet til planeten i jagten på en underjordisk hule, der skulle rumme alverdens skatte. Du er dog ikke ene om at ville finde den skjulte skat, den smilende og veltalende “Handsome Jack” er også på jagt, så nu er det et kapløb med tiden.

Selvom Borderlands 2 på overfladen får dig til at tro, at det tager sig selv seriøst, så går der ikke mange minutter før spillet får overbevist dig om det modsatte. Den meget specielle humor, der bedst kan beskrives som en blodig fortolkning af Casper og Mandrilaftalen, giver spillets farverige personligheder en stor scene at udfolde sig på.

Det resulterer alt sammen i et humoristisk, veludført og fundamentalt set bare super sjovt spil. jeg ksn sige uden tøven, at jeg virkelig ELSKER det uden forbehold. Dette er et spil jeg allerede har brugt alt for mange timer på, og jeg kommer med garanti til at bruge endnu flere de næste mange måneder.

Findes på:
PC (set til 318,-)
Xbox 360 (set til 342,-)
PlayStation 3 (set til 367,-)

Tekken Tag Tournament 2

Tekken-serien har for mig en ret specielt plads i mit hjerte. Det var et af de mest definerende spil i min barndom, da det var det første rigtige kampspil jeg prøvede tilbage på den helt gamle Playstation 1.

Det er efterhånden rigtig mange år siden, men selv efter mere end et årti på bagen er Tekken serien stadigvæk ganske underholdende.

Slåskampene i Tekken Tag Tournament 2 er intense, og når to gode kæmpere slår næverne sammen er det næsten som, at følge en meget voldelig udgave af skak, hvor hver enkelt bevægelse har en konsekvens. Selvom dette er tilfældet for de helt professionelle folk, så er der heldigvis også plads til de mere almindelige mennesker i Tekken Tag Tournament 2.

Nybegyndere kan bide skeer med en meget pædagogisk og godt opbygget “lær at spille Tekken” funktion, der tager dig igennem alle spillets facetter og oplærer dig til et sort bælte.

Det er et spil, som er godt både alene men også med en stor samling venner på sofaen, hvor man kan skiftes til at spille, råbe af hinanden og have en rigtig god aften sammen. En varm anbefaling herfra.

Findes til:
PlayStation 3 (set til 388,-)
Xbox 360 (set til 367,-)

Det var alt for denne måned! Hvad kigger du efter når du køber spil til dig eller familien? Og hvad spiller du selv?

Ingen kommentarer endnu

Hvad synes du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *