Undgå at blive snydt, når du køber 2nd hand-designervarer på nettet

6 Min læsning

Der er mange penge at spare ved at købe designervarer pre-owned, men ønskes et bredt udvalg af tøj og accessories er danske Trendsales sjældent tilstrækkeligt. Elektronista tester her den internationale pendant Vestiaiere Collective, der udmærker sig ved at fjerne en del af den usikkerhed, der normalt er et vilkår ved at købe brugt online. Men kan du som kunde stole på, at varen lever op til beskrivelsen og gør en kvalitetskontrol nogen forskel?

Jeg har i længere tid gerne villet købe en ny designertaske, men efter at have arbejdet adskillige år i modebranchen er jeg blevet alt for bevidst om den markup, der er mellem en vares reelle pris og salgsprisen, hvorfor jeg ikke helt kan forlige mig med at skulle kaste så mange penge efter en taske.

Den viden har fået mig til at købe brugt, og jeg har igennem de seneste år lavet store udskiftninger i min garderobe ved at købe og sælge items på nettets secondhand-portaler. Dog har jeg aldrig købt en vare af større værdi, som en designertaske er, og det skyldes mest, at jeg er bange for at blive snydt. Er tasken ægte? Er den i lige så fin stand, som den fremstår på billederne? Og hvad, hvis jeg fortryder mig køb?

Franske Vestiaire Collective er kendt for deres grundige kvalitetskontrol, der i al sin enkelthed går ud på, at en købt vare først sendes indenom hovedkvarteret i Paris, hvor den kvalitetstjekkes af en ekspert. Først derefter, og hvis den vel at mærke lever op til sælgers beskrivelse og billeder, sendes den på forsvarlig vis afsted til køberen. Vestiaire Collections salg foregår udelukkende online, og da de er repræsenterede i 50 lande, kan du som bruger købe varer fra hele verden.

Kvalitetskontrol af en ekspert hos Vestiaire Collective. Billede lånt fra sitet.

Der er ca. 600.000 items online, og det er frygtelig mange, og gør det hurtigt uoverskueligt at søge igennem de mange sider, men det er også et langt, langt større udbud end hos fx Trendsales og et rent slaraffenland udi fine tasker fra luksuriøse brands.
Der findes en del parametre, man kan indstille i forhold til model, pris og farver, men man skal være yderst modekyndig og fx kende forskel på handbags, schoulder bags og totes og kommer derved let til at udelukke noget i sin søgning, der måske kunne have interesse

Selvom siden indeholder adskillige af de brands, jeg kunne være interesseret i, er søgningen så uoverskuelig, at jeg udskyder mit taskekøb og istedet finder et helt klassisk halstørklæde i uld. På den måde kan jeg også foretage et testkøb, inden jeg kaster en uoverskuelig stor sum penge efter en taske. Det er muligt at kommunikere direkte med sælger, men da varen er helt ensfarvet og klassisk, mærket anerkendt og prisen under halvdelen af oprindelig købspris, køber jeg det bare med det samme.

Pris for shipping varierer, jeg betalte 170 kr. for fragten til kvalitetskontrol – og til min adresse og synes, at de penge er godt givet ud, for jeg har desværre en hel del mere eller mindre tilfredsstillende køb på Trendsales i bagagen, der skyldes, at sælger har haft en lidt anden opfattelse af termen “brugt få gange”, end jeg har.

Pakken med mit køb ankommer efter en uges tid og lever fuldt ud op til mine forventninger. Som udgangspunkt har man ikke returret hos Vestiaiere Collective, med mindre varen er købt af en professional, men dem er der også en del af på siden. Kvalitetskontrollen gør dog handlen mere sikker for køber, og det er en stor befrielse at vide, at en evt. tvist ikke skal tages op på foranledning af mig. En tilfredsstillende handel, der giver mig blod på tanden udi min snarlige designertaskejagt.

 

Gode råd ved køb hos online secondhand-portaler:

Køb kun mærker, du i forvejen kender. Hvis du vil være sikker på ikke at blive skuffet, skal du undgå at købe fra brands, du aldrig har købt fra før. Der er STOR forskel på kvaliteten af materialer som ex kashmir og silke, og derudover kan pasform og størrelser variere rigtig meget fra brand til brand. Brug istedet second hand-portalerne som et supplement til din garderobe, hvor du kan tilføje luksusting, hvis kvalitet du i forvejen kender, eller finde dine yndlingsbukser i en anden farve.

Søg kun efter varen i kategorierne aldrig brugt eller perfekt stand. Min erfaring er, at der, specielt på Trendsales, er store variationer i, hvad det betyder, at en vare er brugt få gange. Hvis varen fx er i supertynd merinould eller en fin top, der kræver rens efter brug, kan det godt betyde, at varen allerede har taget form, lugter af den, der har brugt den eller har fået pletter. Er der tale om en taske, kan det betyde, at hjørnerne har fået rundinger, eller at hanken har mistet sin facon. Det betyder meget, hvis man regnede med, at det var en ubrugt vare, man købte.

Hvad du anser for væsentlige brugsspor er måske ubetydelige petitesser i en andes øjne. Det har mindre betydning hos Vestiaire Collective end hos Trendsales, fordi førstnævnte gennemgår alle de solgte varer, hvor det hos Trendsales og andre portaler er op til sælges vurdering. Udelukkes en masse varer så ikke, hvis de ikke må være brugte? Nej, du vil blive overrasket over mængden af helt nye varer, der aldrig er blevet brugt, eller blot er blevet passet virkelig godt på.

Vær opmærksom på vintage. Vintage er et bredt begreb, der rask væk bliver brugt til alskens tøj, der har et ukendt – eller slet ikke har, et mærke i nakken. Specielt hos trendsales er det en blandet pose bolcher, der ligger i denne kategori, og du kan nemt støde på H&M-tøj, der har vintagelook eller tøj af dårlig kvalitet, der har fået lidt pep med et instagramfilter og god belysning, så det fremstår langt smukkere end det i virkeligheden er, uden du har en chance for at tjekke det. Gem dine vintagekøb til de fysiske butikker og  loppemarkeder eller brug portaler som Vestiaire Collective, hvor du kan være (næsten) sikker på, hvad det er du køber.

Tjek sælgers anmeldelser. Hos Trendsales kan du tjekke hvilke ratings sælger har fået tidligere – både som sælger og køber. Brug dem som et pejlemærke til at vurdere, om sælger er pålidelig, men lad dig ikke afstå fra at købe, blot fordi sælger har et par enkelte dårlige anmeldelser som er flere år gamle. Alle kan begå fejl.

Husk at have et målebånd parat. Af bitter erfaring ved jeg, at det er vigtigt at gøre sig bekendt med størrelsesforhold inden et køb. Ex findes der mange fine clutches, der er umådeligt små, men som på billeder ser så store ud, at det er nemt at antage dem for at være almindelige håndtaskestørrelser. Det er altid lettest at vurdere en vare i forhold til en model, men hvis et sådant billede ikke findes, må du have målebåndet frem.

Køb forskudt af sæsoner. I modsætning til den etablerede, sæsonbetingede modebranche, kan du købe alle varer hele året rundt. Udnyt dette, til at finde nye støvler om sommeren og gå på jagt efter en sommerkjole, når det er koldt udenfor. Mange sælgere er villige til at gå ned i pris på de varer, de har haft til salg længe, eller som der er minimal efterspørgsel på.

Denne test af Vestiaire Collective er subjektiv og baseret på to køb, korrespondance med kundeservice og research foretaget af Elektronistas skribent. Vi er bekendt med de mange blandede ratings af Vestiaire Collectives services, der figurerer online. Vi forbeholder os retten til at bedømme virksomheden ud fra ovenstående, som en almindelig kunde ville gøre det.

 

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

twenty + 6 =

5 Comments
  • Helle ibsen
    september 7, 2018

    God ide at handle brugte genstande via et trænet kvalitetsøje eller eksperter. Kendte ikke til fænomenet her, tak for det!
    For mig er det altafgørende, at man har mulighed for at fortryde købet, i hvert fald når der er pengesummer i spil lidt ud over det sædvanlige.
    Eksperter kan jo også begå uforståelige fejl, som når fx Lauritz.com’s pelsekspert videresælger strikket kanin som mink, og

  • Søren
    september 7, 2018

    Og så glemte I lige en ting: har I modtaget penge for at omtale Vestiaire Collective i dette indslag?

    • Josefine Silke Ekelund
      september 10, 2018

      Kære Søren, der findes strikse regler om den slags, hvorfor det ville fremgår hvis denne artikel var sponsoreret.

  • Christoffer
    oktober 9, 2018

    Det handler om at holde sig opdateret og sikker. Man bør altid kigge efter et SSL certifikat på en hjemmeside :)

  • corte de pelo actual
    oktober 26, 2018

    Det er et glimrende sted at bo midt i verden, og det handler om det og ingenting.