RIP på nettet?

2 Min læsning

En ny app vil lade dig oprette et digitalt gravsted, hvor du kan sørge over en kær afdød og lægge digitale blomster. Synes du sorg hører hjemme online?

ripcemetary 2
Måske er det egentlig lidt uhøfligt at tænke, at en app, der vil være “verdens første digitale kirkegård”, virker som en joke. Men det er unægteligt en lille smule nemt at få den tanke, når man ser på app’en RipCemetary og dens hjemmeside.

Det er en smartphone-app og en online-service, hvor man kan kreere et digitalt gravsted for en kær afdød. Gravstedet fungerer ligesom i den virkelige verden. Man vælger selv, hvordan gravstenen skal se ud. Gravstedet kan besøges af både venner, familie og bekendte og bruges til at udveksle minder om den afdøde. Og der kan selvfølgelig også lægges blomster.

Virksomheden kalder selv RipCemetary “en mobil og webbaseret social platform, hvor folk kan sørge over og ære de kære, de har mistet – venner, familie eller kæledyr” – sikkert og privat.

Ifølge deres website havde en af grundlæggerne mistet et familiemedlem og havde svært ved at finde en passende måde at dele sine minder og følelser; så han skabte et sted online.
For et bidrag på 25 dollars får man fuld adgang til alt i appen i seks måneder. For 50 dollars: to år.

Og for 15.000 (!!!!) dollars får man en tur for fire til Venedig, adgang til RipCemetery-gallafesten og fire konti med ubegrænset adgang til alle services på app’en resten af livet.

Det er meningen, at RipCemetary skal kunne køre på både iOS, Android og Windows Phone samt på nettet fra juni.

Når man tænker på antallet af sørgesites og facebookmindesider på nettet, virker det vel som en oplagt idé. Men altså. Måske er det billederne på sitet, der på en eller anden måde virker for mærkeligt glade og upbeat. Måske er det videoen, hvor en ung kvinde er ude på en løbetur i solnedgangen og så, hovsa, nå ja, lige tjekker ind på det digitale gravsted. Som om man ikke kan ære og mindes en afdød på anden og mere dybfølt vis end med sådan en mærkelig digital “gestus”.

ripcemetary 1
Måske er ideen fin nok og bare præsenteret på ret akavet vis. Måske vil folk efterspørge netop sådan en dedikeret service som denne – som afløser for facebookmindesider. Eller måske er det en omstændeligt udført joke? Lige nu ligger RipCemetary ihvertfald på et af de største globale fundraising-sites IndieGoGo  og har indtil videre indsamlet 580 dollars. Målet er 23.000 dollars, og der er kun få dage tilbage af kampagnen.

Hvad tænker I?

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

five × four =

No Comments Yet.