Dansk film i gigantisk selvmål- kræver tabte penge fra teleselskaber

af

A

f @ChristianeVejlo

Filmbranchen vil have penge af teleoperatørerne. Hvorfor? Fordi dansk film angiveligt er presset og nogen åbenbart skal betale. Og det synes brancheforeningen så åbenbart skal være dem som skaber de bedste distributionsmuligheder branchen nogensinde har set. 

kvinden-i-buret

”Teleoperatørerne lever af datatrafik, og det lovlige salg, og ikke mindst ulovlige download af film, driver salget af bredbåndsforbindelser. Derfor skal alle teleoperatører, hvis forretning bl.a. er bygget på ryggen danske filmtitler, med rimelighed ind og bidrage til finansiering af film,” siger direktør fra producentforeningen Klaus Hansen til Mediawatch ovenpå kronikken Dansk film i fare for at kollapse i Politiken.

(Opdateret 6. okt. En undersøgelse foretaget af Dansk IT viser at 77% af danskerne er ikke villige til at betale filmafgift fordi de har internet).

Måske alligevel lidt ambitiøst at antage, at af alle de ting som internettet tilbyder danske forbrugere, så er det danske film som er grundlaget for operatørernes forretning?  (Uden at vide det antager jeg antallet at sete minutter af danske film blegner bare i forhold til porno. Men derfor skal teleselskaberne vel ikke til at støtte pornobranchen?)

Det svarer iøvrigt til at sige, at den der producerer lynghonning i Vestjylland skal have penge fra dem, der bygger de veje, den transporteres ud til kunderne på.

Det er sandt, at der er et stigende behov for båndbredde blandt befolkningen. Der bliver trukket meget data igennem kablerne. Data som primært stammer fra Google, Facebook, Youtube, live streamede computerspil og ja selvfølgelig Netflix (med et begrænset udbud af danske film). Hvad der derimod også kræver båndbredde og som er i rivende vækst er ALT MULIGT ANDET. Internet of things er en trend vi kun lige har set starten på. Fjernsynet går online, vaskemaskine er online, ovnen, bilen, babyalarmen, tandbørsten, badevægten.

“Men det er sigtemålet, at også udenlandske operatører, Netflix, Google og Facebook der trækker milliarder af omsætning ud af Danmark uden at bidrage til dansk kulturproduktion, også skal bidrage” står der også i artiklen. Jeg begriber ikke hvorfor udenlandske tjenester som tilbyder noget, vi åbenbart ikke har formået at levere godt nok i Danmark pludselig skal finansiere dansk films manglende omstillingsparathed? Det er da ikke Googles skyld at ingen fik lavet en seriøs VOD tjeneste før Netflix om til landet eller at dansk er så lille et sprogområde, at det på globalt plan ikke rigtig giver mening at satse der?

”I vores forslag er der ikke tale om skat, men om en betaling for at bruge film som slagvare. Og det er jo ikke kun de danske teleoperatører, der ikke bidrager, men også internationale. Derfor må vi i fase to udvide betalingen til også at omfatte de udenlandske operatører” siger Klaus Hansen videre.

Hvad jeg hører filmbranchen råbe insisterende her mens de tramper hårdt i gulvet er: “Det er snyd at I er gode til at lave forretning og har tjenester som hele verden kan bruge og vi ikke har. Derfor skal I give os penge!- Det er snyd at I har lavet en infrastruktur som vi får lov at distribuere vores film igennem- Derfor skal I give os penge!” Det er ganske enkelt håbløst. 

En betaling for film som salgsvare? Altså et argument om, at de produkter som er skyld i at forbrugere køber båndbredde skal have penge fra operatøren? Det vil sige teleselskaberne også skal betale til musikbranchen? til tandbørsteproducenter? til bilproducenter? til smartphone producenter? Til alle mulige som laver noget der kræver internttrafik?

Jeg synes ærlig talt at filmbranchen skal tænke sig grundigt om i forhold til hvilket bål de hælder sprit på. Hvorfor er det ikke dem der skal betale til teleselskaberne for at bruge så meget båndbredde? En debat der har været meget oppe i USA allerede. De tunge film betyder jo at teleselskaberne bliver nød til at investere i flere master og mere infrastruktur. Filmbranchen er faktisk heldig med at der findes net neutralitet, som betyder, at ISP’erne ikke må gøre forskel på indholdet på nettet. Ellers kunne de jo i princippet sige, at vil man se danske film med sit abonnnement, så skal man have en dyrere datapakke. Og så ellers skrue ned for båndbredden, så filmen bliver umulig at se.

Internettet er åbent og frit og telebranchen skal levere adgang uden at blande sig i de tjenester, som brugeren kan benytte sig af. Men de skal ved gud ikke betale til dem der får lov at distribuere indhold på deres infrastruktur.

Hele den her snak er for mig at se ret foruroligende i 2014, og jeg bliver endnu mere bekymret for den danske filmbranche end jeg var i forvejen. Den retorik der bliver lagt for dagen vidner om en manglende forståelse for internettet, en fornægtelse af en verden med indholdsforbrug på tværs af grænser, en manglende erkendelse af at brugere nu om dage vælger det som er til gængeligt og nemt og det har de ret til og så det allerværste i internetsammenhæng- det som var ved at knække musikbranchen, det som er godt igang med at knække avisbranchen og det som helt sikkert vil knække filmbranchen hvis de ikke bliver klogere- nemlig en selvretfærdighed der siger “vi har ret til, for ellers kan vi ikke være de,t vi altid har været”.  Men I “mangler” ikke 80 mio. I har muligvis brug for 80 mio. Men derfra og så til at sige “giv os lige vores penge igen!” til en helt anden part er bizart.

Sorry filmbranche, men sådan fungerer internettet bare ikke. Erkend realiteterne, hold op med at pege fingre af andre og find nogle løsninger som er i overensstemmelse med den globale, digitale kultur jeres brugere lever i. Og der er ingen der har sagt, at det bliver ligeså godt som det var engang. (Selvom I vist økonomisk har det bedre end jeres rapport giver udtrykt for.) Og der er intet der siger, at I har RET til det I havde en gang.

“Sådan en afgift ville ikke løse filmbranchens problem – den ville bare udsætte den fuldstændig uundgåelige situation, at de skal forholde sig til digitalisering,” siger telebranchens direktør Jacob Willer til computerworld og han har ved gud en pointe.

Men det gode er, at der faktisk er potentiale til at det kan blive endnu bedre end det var engang. Internettet kan hjælpe jer med at få film ud til endnu flere. Der er stor efterspørgsel på godt indhold. Godt content lever længere med internettets longtail. Der kommer flere og flere platforme jeres indhold kan ligge på og flere og flere skærme vi kan se det på. Selv drama på det danske sprog er blevet hot i udlandet. Men det er på tide at I forstår, udvikler jer, tilpasser jer og forandrer jer.

Som min gode ven og meget dygtige, succesfulde, danske Silicon Valley iværksætter Juha Christensen skrev på Facebook idag i forbindelse med lanceringen af Apples nye smartwatch og urbranchens kritik af dette…

“Expect the next stages of the established watch industry, after denial, to be anger, bargaining, depression and acceptance. These stages perfectly matches the old Nokia’s behavior, from the day iPhone was announced through to the sale of the handset division to Microsoft”. 

Don’t be be Nokia…just don’t.

Christiane Vejlø er redaktør på Elektronista bloggen, vært på Elektronista på Radio24syv og rådgiver i digital kultur og trends.

Ingen kommentarer endnu

Hvad synes du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *