Det skal du spille i juleferien

7 Min læsning

Skal du have en pause fra juleræset og bare hygge med nogle fantastiske computerspil, så tjek anbefalingere fra Elektronistas spilekspert. Her får du alt fra 2. Verdenskrigs-action til sublime mordgåder i 1940’ernes Los Angeles.

Call of Duty vender tilbage til rødderne i nyt, eksplosivt spil

Call of Duty: WW2 fås til Xbox One, Playstation 4 og PC

For ti år siden var 2. Verdenskrig det mest populære emne at lave skydespil om og var omdrejningspunkt for kæmpe hits som Medal of Honor, Brothers in Arms og Call of Duty. Siden da har sidstnævnte serie bevæget sig væk fra den krig og fokuseret på alt fra moderne krigsførsel til rumskibe og laserpistoler. Men i år vender serien tilbage til rødderne og leverer et forrygende spil.

Call of Duty: WW2 tager i spillets historiedel udgangspunkt i krigen set fra en amerikansk soldats perspektiv. Du og dine soldaterkammerater bevæger jer fra strandene i Normandiet videre igennem Frankrig og ind i Tyskland. Det er på intet tidspunkt stor historiefortælling i spillet, men du kommer igennem en masse fantastiske missioner med god variation og hæsblæsende øjeblikke.

Det er dog først når du går online, at Call of Duty virkelig folder sig ud. Spillet foregår under 2. verdenskrig og er derfor langt mere fokuseret på fodsoldaten og ikke så meget på køretøjer, fly eller gadgets. Det gør, at alle kampene føles helt klaustrofobiske, da alting foregår på relativt kort afstand mellem dig og din modstander, og du ved aldrig, hvad der gemmer sig rundt om det næste hjørne.

Uanset om du spiller historien eller går online, så kommer man ikke udenom, hvor godt føles at spille Call of Duty. Det har et flow, som gør det sjovt at bevæge sig rundt og skyde nazister.

https://youtu.be/ZVyWgrmV9GQ

Call of Duty: WW2 kigger både tilbage og frem. At gå tilbage til 2. Verdenskrig resulterer i et mere jordnært spil, der føles meget finpudset og med en masse forskellige ting at tage sig til. Uanset om du vil spille Nazi Zombies med dine venner eller dyste mod andre i spillets onlinedel, er der en masse at give sig til. Hvis du er fan af Call of Duty, bliver du glædeligt overrasket over de nye idéer og tiltag, og vil du bare have et godt actionspil, bliver du heller ikke skuffet.

 

Need for Speed er et herligt overdrevet og actionfyldt bilspil

Need for Speed Payback fås til Xbox One, Playstation 4 og PC

Hvis du vil have et bilspil, der ikke bestræber sig på at være realistisk, men i stedet bare forsøger at ligne The Fast and Furious-filmene så meget som muligt, så er det nyeste Need for Speed spil lige noget for dig.

I ‘Payback’ bliver du sendt til den fiktive ‘Fortune Valley, løst baseret på Las Vegas, hvor du som gaderæseren Tyler Morgan og hans slæng af bilelskere skal vælte byens korrupte konger, der med deres jerngreb på byen sørger for, at alle gaderæs altid falder ud til deres fordel, uanset hvem der deltager i løbet. Det prøver du at lave om på en sen nattetime, og det får konsekvenser. Du ender med at blive bandlyst fra alle gaderæs og ender som tjener for en af byens rige bilelskere.

Nu skal du og dit slæng bruge det meste af spillet på at kæmpe jer tilbage til,hvordan tingene var i gamle dage. Det gør du ved at køre en masse traditionelle ræs, men også en masse mere vovede ting som at stjæle en bil, imens den kører afsted på motorvejen. For en ting som ‘Payback’ gør særligt godt er følelsen af, at alting hele tiden skal overdrevent og ekstremt. Hvis det kan gøres vildere, så bliver det gjort.

Det er dog ikke hver eneste mission i spillet, der føles som en interaktiv Fast and Furious film. De dele kommer mere som afslutninger på en række af mere traditionelle ræs. Her skifter du mellem forskellige medlemmer af dit slæng, som alle specialiserer sig inden for bestemte typer af bilsport. Så du kommer til at køre alt fra traditionelle gaderæs til at flyve hen over ørkensandet i jeeps.

Det er et sjovt, larmende og voldsomt bilspil. Her er ikke meget realisme. Til gengæld er der masser af vanvittige scenarier og ræs og en stor, åben verden at køre rundt i og en masse udfordringer at give sig i kast med.

 

Fremragende Star Wars-spil er fyldt med nostalgi

Star Wars: Battlefront 2 fås til Xbox One, Playstation 4 og PC

Den nye Star Wars-film er i biograferne, og du kan yderligere få stillet din Star Wars-sult med det nyeste Star Wars-spil, Battlefront 2.

Spillet består af to primære dele. Der er en historiedel, hvor du følger en af Empirets soldater i tiden mellem Episode 6 og 7. Historien fokuserer på, hvordan det er at stå uden ens supervåben, miste troen på det, man er vokset op til at tro og starte forfra i livet. Historien føles meget som en traditionel Star Wars-historie, og den bruges i høj grad også til at vise dig alle de populære Star Wars-karakterer som Luke Skywalker, Lea, Han Solo. Det er en kondenseret Star Wars-historie og en fin måde at bruge fem timer i Star Wars-universet.

Spillets primære fokus ligger i spillets online del. Her spiller du mod en masse andre spillere online og kan deltage i nogle af Star Wars-seriens største slag. Lige fra intense kampe på det snedækkede Hoth til at løbe mellem træer og metal på Starkiller base fra ‘The Force Awakens’. Uanset hvilken generation af Star Wars, du elsker mest, så er den repræsenteret i Battelfront 2, og det er tydeligt, at alt ned til den mindste rustning er blevet lavet med en enorm kærlighed til serien.

Selvom du ikke er kæmpe Star Wars-fan, er det svært ikke at blive en smule imponeret over, hvordan helhedsoplevelsen er i Battelfront 2. Det ene øjeblik løber du gennem gaderne i Naboo, mens skud, eksplosioner og køretøjer er overalt omkring dig, indtil du finder et fly, og pludselig er du langt væk fra de intense kampe i gaderne og i stedet 100% fokuseret på at kæmpe mod andre fly og hjælpe dit hold ved at angribe fra oven og give dem den nødvendige støtte for at skubbe fjenden tilbage.

Onlinedelen i Battlefront 2 er ikke bygget op omkring en historie, men de oplevelser, du har i løbet af spillet, skaber nogle helt unikke historier som du kan fortælle bagefter. Om det er historien om, hvordan du med dit bombefly reddede en hel gruppe holdkammerater fra en sikker død, eller hvordan du sneg dig om bag fjendens linjer og i et par minutter skabte vild panik hos modstanderen, fordi de blev angrebet fra alle vinkler.

Der er en masse gode historier at fortælle i Battlefront 2, og det er lige så sjovt at skabe dem, som det er at fortælle dem. Det er samtidig også et spil, der føles som et kæmpe nostalgisk kram. Alle lydene og stederne føles superautentiske. Star Wars-fans bliver ikke skuffede, og dem der vil have et super actionspil i Star Wars-universet bliver absolut heller ikke skuffede.

 

Kan du løse mordgåder i Los Angeles?

L.A. Noire Remastered fås til Xbox One, Playstation 4 og Nintendo Switch

L.A. Noire er et spil, som der findes meget få af. For du bruger størstedelen af tiden på at snakke med folk omkring dig, lede efter spor og forsøge at knække mistænkte under afhøringer. Der er ikke meget action, men der er til gengæld en masse mordgåder, du vil elske.

Hvis du har spillet computerspil længe, er navnet L.A. Noire måske ikke en helt ny sag. Det er er faktisk et relativt gammelt spil, oprindeligt udgivet tilbage i 2011. En af spillets særlige kendetegn er de imponerende animationer og ansigter. Der blev til L.A. Noire lavet en banebrydende teknologi til at animere ansigter i spillet, og det spiller også en vital rolle, når du skal afhøre mistænkte. For her gælder det om at se på deres ansigter og finde ud af, om de lyver eller skjuler sandheden for dig, når du snakker med dem.

Derfor bliver det rigtig vigtigt at kunne se ansigterne, deres mimik, og om øjnene flakker, når de afgiver vidneudsagn. For hvis du vil fange de mistænkte i en løgn, så er det ikke nok bare at have beviser imod dem, du skal også kunne afhøre dem rigtigt og rent faktisk sørge for, at det er den rigtige skurk, du sender bare tremmer og ikke en uskyldig.

For når du som politibetjenten Cole Phelps bevæger dig gennem 1947’ernes L.A., er det med nonstop jazz, cigaratrøg og alt, hvad du kan forvente af klassisk Amerikana. L.A. Noire er et meget særligt spil. Det har ikke vildt meget action, og det meste af tiden bruger du på at sætte spor sammen, hyle mistænkte ud af den, indtil de siger noget, du kan bruge og undersøge gerningssteder.

Der er sekvenser, hvor du bliver nødt til at skyde skurke, men for det meste handler spillet mere om mordgåder og at vandre forsigtigt rundt på gerningssteder. L.A. Noire er en unik oplevelse, og er du klar til at prøve noget meget anderledes, kan L.A. Noire suge dig ind i dets fantastiske univers. Her finder du et spil med en helt unik stemning, stil og en spiloplevelse, som ikke findes andre steder.

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

eleven − seven =

No Comments Yet.