Ja Lotte Nogle gange vil jeg godt arbejde uden at få penge for det

af

Screen Shot 2013-11-24 at 10.41.46 AM

I

blogindlægget “Mon ikke forfattere bliver ved med at skrive” tager forfatter Lotte Garbers denne uge fat i en snak der faldt i Elektronista podcast #94 hvor Christiane Vejlø spørger forfatter Knud Romer om menneskets behov for at skabe kunst ikke vil overvinde alt- også f.eks. liberaliseringen af bogmarkedet. Garbers skriver at “kunstnere skal tages seriøst som de professionelle eksperter de er” og spørger i blogindlægget Vejlø om hun ville arbejde med det hun er bedst til, hvis hun ikke fik penge for det. Herunder kan du læse Christiane’s svar til Lotte. Og lad os endelig få en debat i gang i kommentarfeltet.

Kære Lotte

Først og fremmest tusind tak fordi du skriver og stor respekt tilbage din vej! Og godt skrevet! Det er rigtigt at jeg på det seneste har tænkt og også talt en del om brancher, der tager det som en selvfølgelighed, at de har ret til det de altid har haft. Den samme indtjening, den samme distribution, den samme støtte, de samme monopoler, de samme distributionskanaler. Det er ganske klassisk at efterhånden som diverse indholdsbrancher rammer den digitale mur, så ligger det mere lige for at blive stødt og føle sig snydt end at indse at den digitale udvikling har nogle konsekvenser, som gør at verden bare ikke er som den har været. At det kræver omstillingsparathed. At man ikke har medfødt ret til at tjene penge på digital forretning eller få succes på internettet. Det er noget man gør sig fortjent til det. Man får ikke en forlomme, der er ingen der har ondt af dig, der er ingen der skylder dig noget. At al den tid man bruger på at holde fast i sit gamle verdensbillede er tid hvor man ikke får udviklet sin forretning til det nye verdensbillede.

bogstakMange kreative brancher befinder sig i disse år midt i et paradigmeskift. Men det er misforstået at tro, at jeg mener at forfattere, musikere, filmfolk, tvfolk, avisproducenter osv. er ”nyttige idioter”, der ikke skal have penge for at arbejde. De skal bare ikke nødvendigvis have penge for det de altid har fået penge for. Da hestevognen blev afløst af bilen forestiller jeg mig at kuske på et tidspunkt i stedet har skiftet job til chauffører. Eller til noget andet. For hvis der ikke er nogen der vil køre hestevogn, så er det bare ikke særlig frugtbart at insistere på at man skal have penge for det arbejde det kræver at køre en. Med det siger jeg selvfølgelig ikke at der ikke er brug for det produkter som de kreative brancher producerer. De nye all you can eat musiktjenester gør at der bliver lyttet til musik og forskellig musik som aldrig før , streamingtjenester har bragt timevis af film og tvserier ind i folks hjem og at dømme fra bogmessen har folk stadig en kæmpe interesse for bøger og når ebøgerne først tager fat, så vil brugen af bøger formodentlig også stige.

Og det kan godt være man som kunstner tjener mindre på Spotify eller Mofibo eller Livebox eller Netflix, end man ville have tjent på en biograflærredet, på en monopol tvkanal, på en vinylplade eller på en CD. Til gengæld giver den digitale udvikling også kunstneren mulighed for selv at producere, udgive og markedsføre egen kunst og i princippet skære dyre led væk.  Mængde af fantastiske kunstneriske produkter som via internettet har nået tusindvis af mennesker som aldrig ellers ville have set dem er enorm. Det er gratis at bruge f.eks. Youtube, Vimeo, Facebook, Instagram og Twitter, men det betyder bestemt ikke at det drejer sig om forretninger som ikke ønsker at tjene penge. De tjener dem bare et andet sted.

Og når du spørger Lotte om jeg kunne finde på at lave det jeg elsker og har talent for hvis jeg ikke fik penge for det, så er mit svar ja. Det er faktisk det jeg gør. Det som jeg virkelig elsker er at drive et community omkring digital kultur. Jeg elsker at holde øje med alt det nye på nettet og formidle det. Det gør jeg gennem en blog, et ugentligt nyhedsbrev, et halvårligt iPad magasin og minimum 8 social media kanaler. Og intet af det får jeg penge for! Alt er komplet gratis og ingen betaler for Elektronista produkterne. I stedet tjener jeg penge på den omfattende viden, jeg har opbygget gennem 8 år på universitetet og 10 år i tele- og mediebranchen. Jeg rådgiver om digitale trends, og jeg holder foredrag for virksomheder og keynotes på konferencer. (Nu er det så at den årvågne læser måske vil bemærke, at jeg da også er så priviligeret at jeg laver licensbetalt radio. Jeg kan så trøste med, at den ret begrænsede indtjening forbundet hermed også placerer den aktivitet under kategorien  “con amore”)

Og jeg bliver da også dagligt spurgt om jeg (gratis) vil ”komme og sige et par ord om XX” (holde et foredrag), ”drikke en kop kaffe og give mit bud på et projekt” (konsulenttimer) deltage i tidskrævende juryarbejde og bidrage med indspark til politikere og erhvervsfolk (rådgiver).  Det meste af den slags gratis arbejde siger jeg nej til. Jeg kan ikke betale mine regninger med 3 flasker rødvin og et ministerhåndtryk. Og min viden er penge værd. Men skulle den dag komme hvor markedet ikke efterspørger mine ydelser bliver jeg jo nød til at omstille min forretning. Finde andre ting at tjene penge på.  Jeg kan jo ikke insistere på min ret til at tjene penge på noget, hvis forretningen ikke er der.

Selvfølgelig er (mange) kunstnere som du siger ”professionelle lige som andre eksperter” og som jeg ser det ligger det professionelle også i at man forretningsudvikler i sammenhæng med den øvrige samfunds- og teknologiske udvikling. Og nogle gange betyder det at man skal tjene sine penge på noget andet end man har gjort engang.

5 Svar
  • Lotte Garbers
    november 24, 2013

    Kære Christiane
    Superfed debat det her.
    Og det værste – bedste? – er, at jeg er enig i det meste af det, du skriver.
    Nu forsøger jeg lige at holde fast i dit billede af kusken, der bestemt ikke lige havde set sig selv som chauffør.
    Jeg synes bestemt, at forlag og boghandlere, som er min branches kuske, har været og er længe om at omstille sig og selvfølgelig er udfordringen, at vi i vores branche, der nu rammer den digitale mur, skal lære at tjene penge på noget andet end tidligere. Det er jo ikke en menneskeret at være forlægger eller boghandler.
    Jeg, som forfatter, betragter bare ikke mig selv som en kusk, der ikke vil omstille sig selv til chauffør. Jeg er selve transporten. Jeg er Litteraturen jo! Og den skal vi vel blive ved med at have.
    I dit billede er der også stadig penge i skidtet – kusk eller chauffør – omend ikke så mange som før. Selv er jeg klart en Belieber i forhold til, at ebøgerne vil give flere læsere. ALT tegner lyst i den retning. Abonnementer giver mere litteratur-fråderen, måske kunne det endda fjerne det lidt (selv)højtidelige ved litteraturen, og måske kunne vi lære lidt af de store blockbustere i den kreative verden: musik og film.

    Men det jeg snubler over, er det her med, at når jeg så får en aftale om at give de skønne abonnementstjenester mulighed for at anvende mit værk til den her skønne, lave pris, så kommer der lige denne her med: “det er jo småpenge, så skal vi ikke bare sige, at i det digitales tjeneste, så springer vi lige over her?”

    Jeg arbejder jo også selv gratis, host host, en gang imellem, og sådan er det; man ved jo selv, hvornår det gør ondt. Det er ikke det. Det er det med, at vi kan komme til at skabe en stemning om, at forfattere er disse nyttige idioter, som er klar til at skrive på selv det koldeste loftskammer, for vi gør det i en højere sags tjeneste. Og når du så i din radioudsendelse – ikke den med Knud Romer, men den fra ugen før – kækt siger, at forfattere jo ikke skriver med indtjeningen for øje, så bekræfter du den formodning, og det gør det så let for vores samarbejdspartnere at sige, at løn ikke er noget, man giver til kunstnere, og så skal vi kæmpe endnu mere end vanligt for at holde næsen over vande i disse for vores land så digitale sider.

    Det er ikke så enkelt at finde andre måder at tjene penge på som forfatter end via royalties. Vi kan holde foredrag og læse op, men det bliver meget svært at tjene sine skejsere på entreen. Og foredragene har altid været der. Der er hverken flere eller færre nu.

    Jeg synes, hovedformålet med denne debat må være, at vi stiller os på samme side, når vi snakker om det her. At indholdsproducenterne og sådan nogen eksperter som dig kan være enige om, at vi også skal leve i morgen, når den sjove fagre digitale verden er kommet for at blive. At vi ikke “bare” skal tage os sammen og finde nye indtjeningskilder, fordi det OGSÅ er sådan at være professionel. Jeg er professionel, når jeg skriver. Det må og skal være nok, hvis vi også vil have litteratur i fremtiden.
    Jeg VIL ikke være den sure boghandler, der holder fast i gamle dage. Jeg vil gerne være med til alt sjove, jeg vil blot ikke tages i nummi.
    Og hvis du kalder mig Lone en gang til, så skriver jeg en nøgleroman om dig.

    • christiane
      november 25, 2013

      Hej Lotte

      Mange tak for dit svar og ja vi er nok ikke så langt fra hinanden :-) Jeg synes bestemt forfattere skal have penge fra abonnementstjenester, jeg tror bare ikke de kan regne med at få det samme som ved gammeldags salg af en papirbog i boghandleren. Og det er tit når man ser hvor småt beløbet er at man tænker det ligger under bagatelgrænsen. Sådan skal det selvfølgelig ikke være. Men jeg siger i programmet, at jeg ikke tror kunst vil forsvinde fordi en kunstner møder udfordringer. Historier har eksisteret på trods af censur, lovgivning, fattigdom og endda manglende papir. Hvem ved hvilke langsigtede ændringer den digitale udvikling vil have på menneskets måde at fortælle historier på? At skrive bøger på? Men selv hvis ingen forfatter nogensinde igen fik en krone, så er jeg sikker på det ikke vil fjerne litteratur fra verden. Selv om man kan købe krimier i lufthavnen og ikke kun i en boghandel, så tror jeg stadig på der vil være behov for og efterspørgsel på god litteratur. Amazon er jo et godt eksempel på en boghandel som har uendelig hyldeplads med alverdens bøger. Så er vi også ude i noget der kunne blive til en snak om longtail. Om de muligheder der er for at nå markeder man aldrig før havde nået. I hele verden!

      Kalder dig ALDRIG Lone igen :-)

      Bedste hilsner
      Christiane

  • Lars Sommer
    november 25, 2013

    Det er en super debat, og et sjovt emne, som jeg i mit netværk diskutere meget. Jeg er overbevist om at Picasso ikke malede som han gjorde fordi han forventede at billederne en dag blev millioner af kroner værd, men fordi budskabet skulle spredes. Men i mit netværk er vi delt i to: Vi er en flok, som har tilpasset os, og gør en forretning ud af at lave “lidt gratis hist og her” – og så er der den anden flok, som er fastlåst, og intet kan uden at sende en faktura.

    Jeg husker i Elektronistas opstart, da Christiane kontaktede mig for at høre hvordan og hvorledes vi skulle gøre: “Der er jo ikke penge i det nu, Lars… vi har ingen besøgende, ingen forretning, men jeg vil gerne i gang – kan vi finde ud af noget?” – Jeg burde jo have sagt nej, og det havde jeg også gjort hvis jeg ikke havde kendt Christiane i forvejen.

    Den mere dybe tilgang synes jeg dog ligger i: Hvorfor vi gør det?

    Jeg mener at vi mennesker generelt er for egoistiske til “bare at gøre noget for sjov”, så uanset hvad skal der et eller andet incitament til før vi får lyst til at give os til et projekt. Jeg ser de projekter jeg er en del af som “afskrevet tidsmæssigt” i det sekund de er lavet, og håber at det på en eller anden måde kan bidrage til mit liv.

    – og nu er der mulighed for at det her går off topic og jeg i selvsving.

    Ikke desto mindre så kan den direkte økonomiske gevinst fra elektronista og tiden på at få den lavet, omkostninger til transport, osv. nok siges at gå pænt i nul – omvendt har det gavnet min forretning betragteligt at kunne have “den på CV’et og have været en del af opstarten” omend jeg ikke har været med længe. Så gevinsten for mig stadig været i den seks-cifrede af slagsen, som jeg kan kaste direkte tilbage på Christianes halvtossede idé om en “hjemmeside om teknologi uden at være lyserød”. Det har givet kunder, ekspertise, indsigt, m.v. Men udgangspunktet var faktisk at “jeg er jo lige startet og har masser af tid, så lad os gøre det!”. Projektet var i øvrigt skideskægt at lave fordi ambitionerne var enorme, og stoltheden af det er ikke blevet mindre når man kan se hvad det er blevet til… i dag er det i øvrigt den eneste af tre sider jeg følger om teknologi – newz.dk, macrumors.com samt elektronista.dk.

    Jeg kender et par fotografer, som startede som de fleste “fotografer” gør i dag – men med passion, ambition og en forretningsmodel, som hed “mund til mund”-metoden, er de gået fra en helvedes masse gratis/tæt på gratis-opgaver med en færdig timeløn efter redigering på minus, fordi de også drak kaffe og skulle spise frokost… til i dag at tjene godt på deres billeder og tage høje honorarer for selv simple opgaver. Og så kender jeg et par andre, som stadig kun tager et lille bitte honorar og aldrig rigtig er slået igennem eller kan leve af det. De mangler referencer, de mangler øvelse uden det er egne børn, osv. og når man har vendt emnet går den tit på “Jamen, mit udstyr bliver slidt og har været meget dyrt, så derfor skal det koste” – i stedet for at se indtjeningsmulighederne som en eksponentiel kurve med først lav/ingen indtjening pr. billede og til slut en høj pris pr. billede + stor efterspørgsel, så er fokus altså på en lineær indtjening uden gennemslagskraft.

    Og idéen med at “stå på samme side” er fin nok, men jeg tror ikke rigtig på den mere. Branchen må vide at hvis een dør, popper der en anden idé op – og selv om den ene ikke dør, popper der stadig en ny een op. Jeg er sikker på at musikere og pladebranchen også “forsøgte at stå på samme side”, inden de fandt ud af at de stod fastlåst med en elendig forretningsplan, da MP3 formatet kom og intet ønske om at ændre på noget. I dag kan alle hurtigt blive fotografer, webdesignere, musikere, kunstnere – kvaliteten med det samme kan dog diskuteres, men enhver professionel bør tage det ganske seriøst. Ligeså hurtigt man kan komme frem, ligeså hurtigt kan man forsvinde.

    Jeg håber ikke jeg hoppede helt af sporet.

    Christiane, har du egentlig en V2 på vej? Ellers kender du jo min e-mail… du burde sende een uanset hvad, og så burde vi drikke en kop kakao snart :-)

    • christiane
      november 25, 2013

      Hej Lars
      Tusind tak for din lange kommentar. Hvor var det fedt at høre fra dig og også høre beretningen om hvad starten af Elektronista betød for dig. Jeg kan roligt sige at det ikke var blevet til noget uden dig. Tusind tak for mange gode udviklingstimer :-) Og ja vi skal drikke kakao! Jeg skriver

      Christiane

  • Thomas
    november 28, 2013

    Det står enhvert frit for, om de vil tage sig betalt for deres arbejde og deres tid. Der oplever helt klart en stigende, og ikke særlig sund, udvikling, hvor flere og flere folk, især i de kreative eller vidensbaserede fag bliver bedt om at lave det arbejde, de er uddannet til uden kompensation. Det kan være foredrag, små eller store opgaver og lignende. Virksomheder, der sætter praktikanter til at udføre opgaver de ikke er helt klædt på til, fordi virksomheden vælger ikke at ansætte en uddannet person i stedet. Det er klart skråplan. Når det er sagt, så kan forskellige typer gratis arbejde være en god vej ind i en branche, en god måde at lande en ny kunde på, eller en god måde at profilere sig på.

    Jeg er, ligesom du også beskriver, ofte blevet bedt om “lige at skrive et par sætninger…” eller “komme og sige lidt om…” og her laver jeg en klar prioritering og takker ofte nej. Ikke altid, men ofte.

    Når det så er sagt, at alle skal have lov at bestemme om de vil stille deres talenter til rådighed gratis, så forudsætter det helt klart, at man har talenter, der efterspørges, i en forretningsmodel, der giver mening. Og det er ikke anderledes for de skabende kunstarter. De har i forvejen haft en lang række forretningsmodeller, som har ændret sig over tid i forhold til de muligheder der var; fra mæcener over gallerisalg og stats- eller fondsstøtte. Noget af verdenshistoriens bedste kunst er lavet under lidet positive omstændigheder, så jeg føler mig ret sikker på at kunsten nok skal overleve, og kunstnerne også, men ikke nødvendigvis i den forretningsmodel der har virket de seneste årtier.

Hvad synes du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *