Elon Musk superhelt eller superskurk?

3 Min læsning

Han har vendt elbiler fra et fodformet, kikset image til hurtige smarte sportsvogne, som alle vil have fingrene i. Han står bag genanvendelige billige rumraketter og har planer om at kolonisere Mars. Han har skabt underjordiske rør til højhastighedstransport og er igang med at udvikle en chip til hjernen, som skal give os mennesker superkræfter. Men på det seneste har han vist sig at være mindre Iron Man, som redder verden og mere The Joker, som vil sætte den i brand. Er Elon Musk ved at gå fra superhelt til skurk? Eller noget helt tredie?

Hvis man ser på historien indenfor myter, så optræder der ofte en interessant karakter. Den man kalder en “trickster”. Den er det uforudsigelige menneske eller dyr, som man aldrig kan regne med. Som er på den gode eller den onde side alt efter forgodtbefindende. Nogle gange drillesyg andre gange decideret ondskabsfuld. En trickter er ofte en fascinerende figur med humor og charme. Men tricksteren er svigefuld og vil hellere underholdes af en verden i flammer end tage hensyn til de ofre, det kunne bringe. I nordisk mytologi er den karismatiske men bedrageriske Loke den typiske trickster figur. Som dyr er tricksteren ofte en snu ræv.

Verdens rigeste mand Elon Musk agerer som en klassisk tricksterfigur. Vi ser det i hans drillende til tider ligefrem gemene twitterfeed, på hvordan han først ville købe twitter, så springer fra købet, så køber twitter, så fyrer halvdelen af de ansatte, så ankommer til hovedkvarteret med en køkkenvask under armen og ordene “let that sink ind”.

Han begynder at sælge det kontoverificerende flueben til 8 dollars om måneden, dropper det kort efter, fordi det (surprise) resulterede i at folk udgav sig for at være nogen, de ikke var. Så stiller han de resterende ansatte et ultimatum om at de enten skal arbejde røven ud af bukserne eller tage deres gode tøj at gå. (det sidste er der så mange, der gør). Han går ind for ytringsfrihed i yderste grad og inviterer tidligere censurerede, kontroversielle profiler tilbage til platformen.

Han laver afstemning om at Donald Trump også skal tilbage på twitter. Han konverserer begejstret med kontroversielle extreme right stemmer, og morer sig højlydt over, at al den ballade omkring twitter resulterer i øget trafik.

Elon Musk griner og LoL’er hele vejen, men måske ikke hele vejen til banken. For der er så meget uro, utryg ledelse og organisationen blevet så slank, at bekymringen udefra går på om Twitter er ved at implodere. Brugerne er i tusindtal igang med at oprette profiler hos twitteralternativet Mastodon, i tilfælde af at twitter forsvinder fra den ene dag til den anden.

Jeg bliver ofte spurgt. Hvorfor opfører Musk sig, som han gør? Hvad er planen? Hvad er strategien? Og jeg tror sandheden er, at vi har at gøre med et menneske trods sin store formue motiveres mere af at bryde grænser end af penge.

Han vil gå hvor ingen mand har gået før. Hvad end det er på fremmede planeter, ind i menneskehjernen, når han døber sit barn X Æ A-12, når han vender et koncept på hovedet og skaber et køretøj, som er mere en smartphone end en bil.

Og Musk er ikke bange for noget eller for nogen. Han har før tabt alt han ejer. Han ved, han kan gøre det igen og rejse sig. Men bag hans utrolige selvsikkerhed/ megalomani er der lige nu enorme muskler af IQ, penge, magt og rækkevidde. Og som i enhver god tegneserie, så er den farligste ofte den, som har penge og magt. Men som mangler samvittighed og empati.

Det efterlader os med spørgsmålet. Er Elon Musk helt eller skurk? Eller den uforudsigelige trickster midt i mellem? Og hvor farlig kan han blive?

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

four + nineteen =

No Comments Yet.