FAMILIE TRÆKKER STIKKET

af

Hvad sker der når en moderne familie trækker stikket og flytter ud i skoven uden strøm og netværk? Denne uges gæsteblogger er Andrea Hejlskov. Hun er forfatter til bogen ”Andrea Hejlskov”- Danmarks første facebookbiografi og holder foredrag om digital litteratur og om familiens tur til off line vildmarken. Vi har lokket hende til at skrive om oplevelsen. 

A

f Andrea Hejlskov

I 2011 besluttede vi os for at flytte langt ud i de svenske skove, helt derud hvor der ikke bor mennesker, helt derud hvor der bor ulve.

Vi ville væk fra en hverdag der ikke gav mening, vi ville tilbage til hinanden, til naturen- til en eller anden form for dagligdag hvor effekten af ens arbejdsindsats og anstrengelser er målbare og konkrete. Handling/konsekvens. At hugge brænde. At hente vand i floden. At dyrke grøntsager. At bygge. Plukke svampe, bær, vaske tøj i en stor sort gryde, lave mad over bål.

 

 

Hvid plet på kortet

Det var ikke med vilje at vi fandt en dal uden dækning. Det var egentlig ikke en del af planen. Vi kunne forestille os et liv uden elektricitet og vand- men vores fantasi rakte end ikke til at forestille os et liv uden dækning

Ekspedienten i butikken viste os et kort på hans computer: her er de områder i Sverige hvor teleselskaberne ikke kan nå.
Der var ikke mange hvide pletter på det kort, faktisk ikke mere end et par stykker men dér lå den, vores dal… en tåget dis, et hvidt ingenmandsland på computeren.
Vi vænnede os til det- men blev mindet om det utænkelige hver gang vi havde besøg af venner og familie. Så sad de der, febrilsk fumlende med deres gadgets, så febrilsk at de selv begyndte at grine, lidt for højt, over panikreaktionen.

 

Online/offline

Det tog tid. Vi havde alle, både jeg min mand og vores fire børn, haft et online liv, ja faktisk en hel onlineIDENTITET. Fuck, jeg havde skrevet en bog om facebook. Jeg var wired! Jeg var hooked! Jeg var altid online. Nu sad jeg så dér, omgivet af min familie, ingen underholdsningmuligheder, ingen distraktioner-  ud over de spil vi kunne spille og de ting vi kunne snakke om.
Det var dybe snakke. Ting vi aldrig havde snakket om før- og det gik op for mig at vi havde været langt væk fra hinanden, i lang tid, og det gjorde ondt at opdage.

Engang imellem kravlede jeg op på bjerget for at opdatere min blog. Batteritid var altafgørende og jeg havde ikke tid til irrelevant information. Jeg blev effektiv…. Og faldt langsomt ud af loopet. Når man ikke giver noget- får man ikke noget. Ingen emails, ingen kommentarer, ingen likes.
Det var tomt. Tyst. På nettet. Det mistede sin funktion- hvad der stod tilbage var informationssøgning. Noget maskinelt.

Børnene tog det pænt

De klarede det så flot, børnene, denne gigantiske forandring i livsstil.
I starten var det urealistisk. Vi var alt for glade, alt for befriede. Som efteråret kom, mørket og kulden- steg behovet for underholdning, indendøre.
Vi fik en generator. De fik lov til at spille på deres computere. Stadig uden dækning men dog ikke helt bagom dansen. Noget mærkeligt skete: de begyndte selv at styre deres elektronik forbrug. De stoppede af sig selv. Der var ingen hooks i dem. Når de ikke gad længere- gik de udenfor og byggede fort, gik tur med hunden, whatever.
De sagde ting som: ”jeg kan godt selv se at jeg spillede for meget i det gamle liv”… og de gange hvor vi havde råbt og skreget og diskuteret og forsøgt at opstille regler (som vi ikke selv kunne overholde) forekom pludselig så absurde. Som om det moderne menneske er i en konstant konflikt mellem to forskellige virkeligheder.

 

Det blege lys

I 2012 flyttede vi til en anden hytte, stadig ude i vildmarken- men i dette hus er der dækning, i dette hus er vi online og lyset er altid tændt.

Omstillingsfasen var uhyggelig. Deciderede uhyggelig. Efter 8 måneder i vores egen verden, sammen, begyndte vi at sidde hver for sig, blege i ansigterne, blåt lys i fjæset, opslugte og væk.
En computer er et vindue ind i en anden verden og ligesom med fjernsyn- eller panoramavinduer- kan jeg ikke lade være med at kigge. Hvad mon der er på den anden side? Hvad mon der ligger derude?
Det er en basal menneskelig nysgerighed og jeg skammer mig ikke over den, jeg ville bare ønske at den selvsamme nysgerrighed ikke fjernede mit fokus. Fuldstændigt.

Morale?

Engang var jeg forskningsassistent på uni. Vi observerede børns brug af computere og konkluderede at computere ikke er farlige, de tilbyder bare en ny form for social omgang- som børn i virkeligheden er hurtigere til at lure og lære at mestre end os, gamle, oldinge.
Jeg har altid synes det var latterligt at bebrejde teknologien, teknologien er ikke andet end redskaber for den menneskelige ånd- men vores oplevelser i vildmarken har nuanceret mit syn på tingene. De ting vi omgiver os med skaber vores virkelighed, skaber vores orden og vores måde at kommunikere med hinanden.

Følg med i familiens liv i skoven på Andreas Great Escape blog

Ingen kommentarer endnu

Hvad synes du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *