Sæt action på efteråret med sæsonens fire bedste spil

af

Byg dine egne Super Mario-baner, oplev et af årets bedste actionspil, smadr biler med Mad Max eller hvad med en (virtuel) køretur i verdens dyreste biler? Elektronista har udvalgt sæsonens fire bedste spil, der kan krydre de mørke efterårsaftener med en god portion action. 

Mesterligt udført actionspil er et af årets bedste spil

(Metal Gear Solid V: The Phantom Pain fås til Playstation 4, PC, Xbox One, Playstation 3 og Xbox 360)

Metal-Gear-Solid-V-The-Phantom-Pain2

D

a det første Metal Gear Solid kom til Playstation 1, var det med til at grundlægge det moderne stealth-spil, der handler lige så meget om at undgå fjender som at konfrontere dem. Spillet kom med sin unikke spilstil og banebrydende filmiske præsentation til at sætte standarden for rigtig mange ting de næste tyve år. Med Metal Gear Solid V gør seriens skaber, Hideo Kojima, det igen og redefinerer genren med et af årets absolut bedste spil.

I Metal Gear Solid V spiller du hovedpersonen Big Boss, som er chef for en privat hær. For ni år siden blev hans base angrebet af militærgruppen XOF, og Big Boss endte i koma. Men nu ni år efter er han vågnet op igen og har kun et mål: At genopbygge din private hær – og få hævn. Det gøres ved at jagte lederen af XOF, kidnappe soldater til din egen hær og tage på et hav af missioner i Afghanistan og Afrika for, at tjene penge og ressourcer til at opbygge din hær og hemmelige militærbase midt ude i havet.

metal-gear-solid-v-ground-zeroes_2

Når du er på mission i Metal Gear Solid V, så har du et gigantisk område at bevæge dig rundt i. Rundt omkring er der militærbaser, som du kan infiltrere, du kan kidnappe soldater og selvfølgelig udføre de forskellige missioner, du får. Disse kan være alt fra at befri fanger, stjæle hemmelige dokumenter eller udskadeliggøre generaler. Du bestemmer selv, hvordan du håndterer hver enkelt missioner, og spillets enorme verden understøtter et hav af forskellige strategier.

Det som gør Metal Gear Solid V helt specielt er, at selv det mest simple i verden er vanvittigt spændende. At infiltrere en fjendtlig base er en øvelse i at observere alle fjenderne, kravle gennem græsset på maven og snige sig rundt bag fjendens linjer. Hvor du enten undgår alle fjender, skyder dem du støder på eller bedøver dem. Der er fantastiske øjeblikke, hvor du holder vejret, mens en vagt går sin rute og vader lige forbi dig, fordi han fokuserer mod horisonten. Eller når en sandstorm kommer, og du bruger den som en mulighed for at komme hurtigt og effektivt længere ind på basen og tættere på dit mål. Der er ingen åbenlys direkte vej igennem en mission. Alt afhænger af, hvordan du ser på situationen, hvilket udstyr du tager med på missionen, og hvordan det påvirker din egen strategi. Det er et spil, som mere end noget andet handler om at give dig et blankt stykke papir, og så tegner du din egen rute ind og ud af fjendens base.

maxresdefault

Hver eneste mission i Metal Gear Solid V kan angribes på mange måder, og uanset om du vil snige, skyde eller en blanding af de to ting. Så er der et hav af forskellige måder at komme ind på en base, håndtere fjenderne og komme ud igen. Det er et spil, hvor både improvisation og planlægning belønnes med fantastiske oplevelser, der er helt unikke til dig og den måde du spiller på.

Selvom du ikke tidligere har spillet spil i Metal Gear Solid-serien, så gør spillet hvad det kan for at tilfredsstille nybegyndere med en historie, der er ganske isoleret i forhold til den store Metal Gear-saga (der nu kører på sit 28. år). Det er en simpel historie om hævn, og det gør den ganske nem at følge det meste af tiden. Også selvom der til tider sker meget indforstået, som kun fans vil værdsætte.

Metal Gear Solid V er noget helt unikt. Der er intet spil som det i dag. Dets design og spilmekanikker er nogle af de mest vellykkede og underholdende i år. Det er et spil, der er så fantastisk, at når du kigger på dit ur og opdager, at der er gået tre timer, og det er føltes som et øjeblik. Så ved man, at man har fat i noget magisk. Metal Gear Solid V er en kraftpræsentation af et spil, som du ikke må snyde dig selv for.

Elektronista anbefaler til:
Alle der kan lide tanken om at snige sig uset ind bag fjendens linjer uden at dræbe en eneste sjæl

 

Eksplosiv ørkenvandring

(Mad Max fås til Xbox One, PC og Playstation 4)

mad Max

Mad Max har nogle af de bedste eksplosioner, jeg nogensinde har set i et computerspil. Når du torpederer en bil midt i ødemarken og ser den eksplodere i et voldsomt brag af ild, røg og glødende vragstumper, der flyver gennem luften, er det svært ikke, at blive imponeret over, hvor meget ødelæggelse, du kan være med til at forårsage i spillet.

Spillet sammen med Max i hans ikoniske, sorte Interceptor-bil. Han er på vej mod “The Silent Plains” for at finde ro, efter at hans familie er blevet slået ihjel. Desværre kommer Max undervejs i kamp med en bande af hårdkogte typer. Max bliver overrumplet, mister sin bil og bliver efterladt alene midt i ørkenen.

Mad Max Spil

Heldigvis møder han den deforme mekaniker Chumbucket, som skal bruge Max til at færdigbygge hans drømmebil. Max ser muligheden for at selv at få fingrene i den perfekte bil, der kan bringe ham videre på rejsen, og han ender med at slå sig sammen med mekanikeren.

Jagten på den perfekte bil bringer Max igennem et kæmpe område, hvor du skal slås mod banditter, indtage deres fæstninger, deltage i ræs og indsamle dele til din bil, som udvikler sig fra at være et kæmpe skrotbunke til et firehjulet monster med pikke, flammer og alt hvad der skal til for at destruere samtlige biler, der giver Max modstand. En stor del af spillet foregår nemlig i bilen, og her stråler spillet virkelig. At smadre sin egen bil ind i siden på en anden, og se den flyve udover et bjerg og eksplodere i et hav af flammer er utroligt tilfredsstillende. Mindst lige så tilfredsstillende er det bruge bilens gribeklo, som du kan bruge til at få døren af en anden bil (eller bare hive billisten ud af den).

Mad Max action

Der er en fantastisk intensitet og aggressivitet i Mad Max. Mad Max er dog ikke et spil med en kompleks historie, men betyder til gengæld at det er nemt at gå til, og der er stadig masser af aktiviteter i spillet.

Kan du komme forbi den langsomme intro den første times tid af spillet, der er meget sløv, så er der i Mad Max et utroligt smukt spil, der formår at gøre noget så simpelt som at køre tværs over en ødemark underholdende. Hvis du kunne lide spil som Assassins Creed og Shadow of Mordor, så er Mad Max lige noget for dig.

Elektronista anbefaler til:
Fans af biler, ørkener og enorme eksplosioner

Super Mario-spillet der kan holde for evigt

(Super Mario Maker fås til Wii U)

Mario Maker

Hvis du nogensinde har siddet og tænkt, “det kunne jeg gøre bedre”, når du har spillet Super Mario, så er Super Mario Maker lige præcis spillet, du har brug for. Her skal du nemlig bygge dine helt egne Mario-baner og endelig bevise, at du er i stand til at bygge lige så underholdende Super Mario-baner som Nintendo.

I spillet har du  adgang til et kæmpe udvalg af ikoniske Mario-genstande og fire forskellige Super Mario-spil at trække både grafik og objekter fra. Måden du bygger banerne på er super simpelt: Du bruger Wii U’s touchskærm til at trække ting ind på banen, og vupti – så er de der.

Det tager fem minutter at forstå systemet, og fordi det hele er touch-baseret, så er det utroligt nemt at gå fra idé til handling. Med et enkelt klik på “Play” knappen, så forlader du spillets byggedel, og hopper direkte ind i banen og kan teste den. På den måde kan du let og elegant springe frem og tilbage mellem spil og test og kan hurtigt afprøve en idé og justere detaljer i alle dine baner. De færdige baner kan du selvfølgelig uploade til internettet, og du kan endda også følge de Mario-skabere, som du bedst kan lide.

Mario Maker Udfordring

Det er muligt at skabe nogle vanvittigt svære baner i Super Mario Maker

Hvis du ikke gider bygge baner, så kan du også bare spille alle andres. Der findes en håndfuld baner lavet af Nintendo og forskellige gæstestjerner fra spilindustrien, men der hvor det bliver virkelig sjovt er at spille alt det, resten af verden har lavet. Den primære attraktion er 100-Mario, hvor du får 100 liv til, gennemføre 16 tilfældigt udvalgte baner lavet af andre spillere. Selvom 100 liv lyder af meget, så forsvinder de rigtig hurtigt, når du spiller en bane lavet af en tilfældig tysker, som har hang til at skjule bomber i “?” blokke.

At kunne springe fra at spille andres baner, få inspiration og så hoppe tilbage og bygge din egen variation af noget, du tidligere har set, er lige til at gå til. Det er et spil, der opfordrer til leg og til at eksperimentere. Lidt ligesom MInecraft, så er det et spil uden de store rammer, men hvor det i stedet handler om at skabe sine egne rammer og oplevelser med de mange værktøjer, som Mario Maker stiller til rådighed. Det lykkedes til fulde, ikke kun på grund af det smarte interface, men også fordi at Super Mario er så kulturelt indforstået, og idéen om at løbe fra venstre mod højre mens du hopper på fjender er så nem at forstå, at du hurtigt kan bygge dine egne variationer på den idé.

screenshot5

Super Mario Maker er ikke bare en genial idé, men også et genialt udført produkt. Det er et spil, der giver så utroligt meget mening sammen med Wii U og dens touchskærm. Det er et spil, som er så nemt at forstå og komme igang med, at alle kan være med og bidrage til at bygge den ene mere fantastiske bane efter den anden. Har du en Wii U eller overvejer du at købe en, så er SUper Mario Maker den indtil nu bedste grund til at eje sådan en maskine.

Elektronist anbefaler til:

– Dig der altid har drømt om at bygge dit eget Super Mario spil

 

—-

Bilspillet der opfylder alle drømmene

(Forza Motorsport 6 fås til Xbox One)

FOrza 6

Det ville være nemt at kalde Forza Motorsport 6 for en pænere og bedre udgave af forrige års Forza Motorsport 5, men det ville være at ignorere alle de mange forbedringer, som dette års Forza spil bringer til markedet. For det er ikke bare en overfladisk forbedring, men et af årets mest solide og gennemførte bilspil.

Først og fremmest er der sket et kvantespring i spillets grafik. Det ser vidunderligt godt ud. Biler er detaljerede som aldrig før, og vejene du kører på er næsten skræmmende realistiske. Men den forbedrede grafik er ikke bare til at gøre de mere end 450 biler (inklusiv de nye Formula-E biler) meget pæne. Den nye teknologi giver også mulighed for helt nye oplevelser i selve spillet. Vejret spiller en markant større rolle nu end i tidligere spil. Når det regner, er det ikke bare en visuel gimmick, men din sigtbarhed bliver kraftigt reduceret, andre biler sprøjter vand op foran dig, og det bliver markant sværere at orientere sig. Men det er ikke alt, for når regnen falder, danner der sig også vandpytter på vejen, og den nye grafiske motor gør, at vand pludselig er en reel trussel mod din førsteplads i løbet.

F6

Kører du igennem en vandpyt bliver bilen svær at kontrollere, og den vil skride ud, hvis du ikke passer på. Det er en lille detalje, men det påvirker i høj grad spillet og køreoplevelsen. For regnen er ikke bare en visuel ændring, men den fundamentale tilgang til, hvordan du skal køre i det enkelte løb, ændrer sig drastisk. Det nytter ikke noget at kaste sig hovedløs ud i sving, når det regner, og der skal køres mere konservativt.

Konsekvensen af regn i Forza 6 er med til at understrege den store evolution, som spillet er gået igennem. Det er ikke et spil, der genopfinder den dybe tallerken. I stedet så er alt bare langt mere raffineret og veludført. Menuerne er blevet overskuelige, du kan spille online med op til 24 andre modstandere på samme tid, og spillets karriere-del er blevet udvidet og giver dig langt bedre mulighed for at komme rundt og prøve mange forskellige biler.

 

 

GetPhoto

Alle ændringer støtter op om den fænomenale biloplevelse, der gemmer sig i Forza 6. Bilerne føles mere “ægte” end nogensinde før, og du kan næsten mærke, hvordan dækkene rammer asfalten, når din controller ryster, og bilen laver den helt rigtige bevægelse rundt i et sving. Vi er i den realistiske ende af bilspektrummet. Der er ingen nitros installeret på din bil, og du kan komme tonse gennem alle sving uden at slippe speederen. Det kræver mere end det i Forza 6, og det er lige så vigtigt at kunne give slip på speederen som det er, at kunne presse bilen til det yderste på de lige strækninger, hvor der nogen gange kun er få sekunders afstand mellem dig og din nærmeste modstander.


GJ8PutS

Det er voldsomt tilfredsstillende at køre med de mange biler i Forza 6. Variationen er stor, og spillet giver den helt rigtige mængde af udfordringer. Forza Motorsport 6 er et spil, som bilelskere vil falde pladask for, og det er også et spil, som er perfekt for dem, der ønsker at prøve kræfter med noget mere realistisk end et arkadespil. Det er et gennemført og veludført bilspil, som meget få er det på markedet.

https://youtu.be/0CXqEHMgiFg

Elektronista anbefaler til:

– Bilelskere og alle der er nysgerrige på hvordan en Formula-E bil føles (og lyder)

Ingen kommentarer endnu

Hvad synes du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *