Gaming nyt: Geniale Marvel superhelte og Harry Potter møder Game of Thrones

af

Få slukket den sidste superhelte-tørst med nyt Marvel-spil, mød en fantastisk blanding af Harry Potter og Game of Thrones og befri Paris fra Nazisterne i tre spil, du simpelthen ikke må gå glip af. Elektronistas gaming-ekspert Mikkel Winther anbefaler dig og familien tre spil til sensommeren.

Spilanbefaling #1 – Harry Potter møder Game of Thrones i Fire Emblem: Three Houses

Anbefales til aldersgruppen 14 og op, da der er meget tekst og komplekse ting at holde styr på

Et skoleår behøver ikke være kedeligt. Slet ikke, når du er omringet af riddere, troldmænd og skal redde verden fra krig. Og så er der eksamen om en måned! Det lyder lidt som Harry Potter, men Fire Emblem: Three Houses er mere end bare Harry Potter med sværd: Det er et absolut genialt strategispil, der blander skolelivet med store krigsslag.

Hele spillet foregår på en militærskole, hvor din karakter er blevet ansat som lærer og skal navigere de unge studerende gennem et hektisk skoleår. Selvfølgelig bor du sammen med de studerende på skolen og kommer til at bruge alt din fritid på at lære dem at kende.

I spillet springer du rundt mellem at bruge din tid på skolen, hvor du underviser dine elever og store kampe, og at forsvare landsbyer mod banditter. Kampene er strategiske, krævende og du kommer ud i nogle hjernevridende situationer, hvor kun de klogeste militærgenier går hjem med sejren.

Det hele er selvfølgelig også pakket ind i en Game of Thrones-lignende historie om politiske spændinger mellem tre regioner og har et drys af overnaturlige elementer.
Fire Emblem: Three Houses er et eminent strategispil med en gribende historie, der holder dig klistret foran skærmen i mange timer.

Fire Emblem: Three Houses fås til Nintendo Switch til ca 410kr (vejl. udsalgspris)

Spilanbefaling #2 – Få stillet din superhelte-tørst i Marvel Ultimate Alliance 3

Anbefales til aldersgruppen syv og opefter, da det er nemt at komme i gang med. Alle slåskampe er desuden illustreret uden blod eller anden form for grafisk vold.

Hvis du ikke har fået nok af Marvels superhelte nu hvor Avengers-serien (indtil videre) er slut, så kan du få slukket den sidste tørst med det herlige Marvel Ultimate Alliance 3, der fås til Nintendo Switch.

I spillet får du tilfredsstillet stort set alle Marvel-drømme, du kunne have. Hvis du vil overvære en slåskamp mellem Wolverine, Spider-Gwen og Groot, så kan du få det. Vil du derimod hellere se Thanos slås mod Captain Marvel og Proxima Midnight, så kan det også lade sig gøre – du kan lave alle mulige, og umulige, sammensætninger af dine yndlings Marvel-figurer.

Når du har samlet dit hold, skal der deles tæsk ud til fjenden, og her handler det rigtig meget om at holde styr på dit hold af superhelte, sørge for at alle laver deres unikke angreb, og ikke mindst: At holde alle på holdet i live. Der er ikke stor strategi eller krævende tastekombinationer at finde i ‘Ultimate Alliance 3’, hvor du i stedet kan nyde enkel og skarp underholdning med dine yndlingshelte fra Marvel-universet.

Uanset om du er fan af de originale tegneserier, er tilhænger af de nyere actionfilm eller blot skal til at begynde dit Marvel-eventyr, er du garanteret spandevis af underholdning i i Marvel Ultimate Alliance 3.

Marvel Ultimate Alliance 3 fås til Nintendo Switch til ca. 415kr (vejl. udsalgspris)

Spilanbefaling #3 – Befri Paris fra Nazisterne i det actionfyldte Wolfenstein: Youngblood

Vi anbefaler Wolfenstein til familens ældste børn

Findes der noget bedre end at bruge en aften foran fjernsynet på at bekæmpe skurke i Paris smukke gader? Særligt hvis du kan gøre det med din bedste ven! I Wolfenstein: Youngblood får du alt det opfyldt og oveni også et fænomenalt skydespil, der nærmest er som taget ud af Quentin Tarantinos hjerne med vittig dialog og blodig action.

Den bedste måde at befri Paris på, er at fjerne enhver nazist, der bevæger sig gennem byens gader og til det formål har du et bredt udvalg af vilde våben. Der er selvfølgelig klassiske pistoler og maskingeværer, men der er også laserpistoler til rådighed, når det går ekstra hedt for sig. Alle våben kan opgraderes, så du og en ven kan specialisere jer inden for bestemte typer af våben og sammen danne et ustoppeligt action-par.

Wolfenstein: Youngblood skal helst spilles med en ven: Så folder spillet sig for alvor ud, og sammen kan I udradere fjenden, være strategiske og have en masse sjov foran skærmen. Youngblood er et vidunderligt actionspil, der er sjovt alene og tæt på genialt med en ven, hvis I er til heftig action og store eksplosioner.

Wolfenstein: Youngblood fås til Xbox One, Playstation 4, PC og Nintendo Switch til ca. 289kr (vejl. udsalgspris)

Ingen kommentarer endnu

Hvad synes du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *