Guide til sommerens hotte spil

af

Tag en pause fra sommervarmen og smut inden døre med en kold drink og tre fantastiske spil, der gør sommeren ekstra sjov. 

Kultklassiker genoplivet og når helt nye højder

(Mirror’s Edge: Catalyst fås til Playstation 4, Xbox One og PC)

I

2008 udkom spillet Mirrors Edge. Det var få år efter, at bølgen af moderne actionspil med mere fokus på realisme og en begrænset farvepalet var blevet moderne. Men Mirrors Edge gik fuldkommen i mod strømmen. Her var et spil om noget så simpelt som at bevæge sig. Du skulle løbe fra A til B, og det handlede ikke om så meget andet. Nu er der gået otte år siden, spillet udkom, og cirka lige så længe har fans plaget om at få endnu et spil i serien.

rendition1.img

Nu er deres bønner endelig blevet hørt. Mirrors Edge: Catalyst er på markedet, og det er stadig en ligeså stor fryd at løbe frit hen over tagene på storbyen ‘City of Glass’, som det var for otte år siden.

Du hopper i skoene på Faith, en “Runner”, som basalt set fungerer som en personlig brevdue, der er uden for systemet. Det er også den eneste måde at transportere lyssky breve og objekter uden at efterlade offentlige spor.

Som Faith påtager du dig en masse forskellige opgaver for din gruppe af “Runners” for at få penge nok til at betale din gæld og komme videre i dit liv. Men så nemt er det aldrig, og historien tager mange drejninger i Faiths jagt på ultimativ frihed. Men selvom der er langt til friheden i historien, så har du i selve spillet rigeligt med frihed. Den frihed kan koges ned til noget så simpelt som to knapper på din controller – en til at bevæge dig opad og en til at bevæge dig nedad. Der er selvfølgelig også en masse andre knapper, du kommer til at bruge i spillet, men kernen i spillet er, hvorvidt du vil bevæge dig op eller ned.

5sh42I2

Mirrors Edge har ingen “Løb” knap, i stedet handler det om at gøre sig fortjent til hastigheden ved at opbygge momentum. For jo længere tid Faith har mulighed for at løbe, desto hurtigere løber hun, og det er her, at de to knapper bliver essentielle for din måde at interagere med verden på. Den ene knap sender Faith opad, uanset om det betyder at hoppe op i luften eller bruge en afsats som springbræt.

Konteksten er forskellig, afhængig af hvad du gør, og hvad du er i nærheden af. Knappen kan få dig til at hoppe, gribe fat i toppen af et hegn og slynge dig over det eller få Faith til at hoppe op på en afsats over hende. Den anden vigtige knap får hende nedad. Det kan være alt fra at glide under en smal åbning tæt ved jorden, kravle ned af en bygning eller lave et rullefald efter et langt hop.

2885761-me+catalyst_screen3

Der er en unik simplicitet i den måde, du styrer Faith på. Det er instinktivt, det er nemt, og det føles naturligt. For når først det sidder i fingrene, at det er sådan, du skal tænke dine bevægelser, så åbner spillet sig op for dig. Alt omkring dig er ikke længere rekvisitter i spillet. Du begynder at se potentialet i dem, og hvordan du kan bruge dem til at komme fremad og opad i dine missioner. Hvert område, du kommer ind i, er nærmeste en parkour-legeplads, hvor det handler om at observere dine omgivelser, finde en vej frem og så eksekvere planen. Det er dette, der mere end noget andet gør Mirror’s Edge Catalyst til et fænomenalt spil.

VsqSBDK

Du kommer hurtigt og nemt ind i et flow, hvor alting flyder, og jo flere du spiller spillet, desto mere begynder du at se mulighederne i miljøet omkring dig. Aircondition-maskinerne på siden af bygningerne er ikke længere i vejen, men små afsatser du kan bruge til at springe hurtigere frem. En trappe er pludselig ikke noget, der sløver dig ned, men i stedet en rampe du kan hoppe fra og spare værdifulde sekunder, når du bliver jagtet rundt på tagene på flugt fra politiet.

Det er netop denne følelse af frihed og følelse af kontrol, når du bevæger dig ubesværet rundt og improviserer dig til den ene mere vovede manøvre efter den anden, der gør Mirrors Edge til noget helt specielt.

Mirrors Edge: Catalyst er på ingen måder perfekt, men det er et spil med en helt unik tilgang til, hvad et spil kan være. Og når alting går op i en højere enhed, og du løber afsted, laver alle de rigtige spring og holder et perfekt momentum, så formår Mirrors Edge at levere en oplevelse, du simpelthen ikke kan finde i noget som helst andet spil. Hvis du kan lide at løbe hen over bygninger i spil som Assassins Creed og Batman, så skylder du dig selv at prøve Mirrors Edge for at se, hvad der sker, når den type af spil når dets højeste kvalitet.

Elektronista anbefaler til
– Dig der vil opleve det fedeste parkour-spil nogensinde

Ultrajapansk kampspil

(Tokyo Mirage Sessions #FE fås til Wii U)

84a9V45

Japan laver nogle underlige spil. Til tider laver de også nogle af de bedste spil i hele branchen, men mest af alt så er de underlige. Nintendos seneste rollespil er virkelig underligt. Selv navnet er skørt – Tokyo Mirage Sessions #FE. Men selv i et spil, der virkelig belyser kulturforskellen mellem øst og vest, så er der gemt en perle af traditionelt japansk rollespil.

Spillet centrerer sig omkring J-POP fænomenet i Japan, hvor idoler og superstar-grupper er hverdag. Du hopper i skoene på drengen Itsuki, som sammen med sine venner skal redde verden fra en dæmonisk invasion, som vil stjæle menneskets særlige evne til at have udstråling, talent og musisk energi. Det gør du ved, at du og dine venner kan forvandle jer til ‘Mirage’-udgaver af jer selv. Det er superhelte-udgaver af jer selv med svær og rustning, der kan tæske dæmoner.

Alt i indpakningen og i selve spillet er så rendyrket japansk, at det næsten er overvældende. Alle stemmerne i spillet er kun på japansk med engelske undertekster, og spillets omdrejningspunkt omkring J-POP-bølgen, hvor alting handler om at “performe” foran fans og opbygge harmonier er meget japansk. Spillet gør ingen forsøg på at tiltale det vestlige publikum. Det er 100% japansk og står ved det hele vejen.

Det betyder også, at spillet er mere nichepræget end de fleste andre spil på markedet. Spillet virker af samme grund til tider meget indforstået. Der er fx meget lidt hjælp at hente i forhold til introduktion af spillets kampsystem, hvor du og fjenderne skiftes til at angribe hinanden. Spillet gør ikke meget for at kommunikere de strategiske elementer, eller hvordan du egentlig kommer i gang med de mere simple ting. Det kan være meget overvældende at komme i gang med Tokyo Mirage, men hvis du stopper op og analyserer alle de elementer, du bliver præsenteret for, så er der et dybt, taktisk og rigtig interessant kampsystem at finde i spillet.

EhM3eV

Spillet er struktureret, så personerne på dit hold kan samarbejde, hvis du angriber med en bestemt type angreb og gør det over for bestemte fjender med særlige svagheder. Det skaber et strategisk lag, hvor du skal finde frem til fjenders svagheder og se, om du har et angreb i dit arsenal, som matcher svagheden, og samtidig udløser et kombinationsangreb. Det tiltag og mange flere giver spillet langt mere dybde end bare det at angribe og vente et par ture, indtil det bliver ens tur igen. Det støtter op om det skæve og overdrevne univers, som spillet bevæger sig i og skaber en syret og stilet stemning, der passer perfekt til, hvad spillet gerne vil udstråle.

Tokyo Mirage Sessions #FE er ikke et spil med den dybeste historie eller med den bredeste appel, men hvis du er til traditionelle japanske rollespil med fuld hammer på japansk kultur og musik, så er her er et spil, som kan levere det i en virkelig høj kvalitet.

Elektronista anbefaler til:
– Dig der er til japanske rollespil og vil have dem serveret med en bunke J-POP

 

Sherlock Holmes er også godt uden Benedict Cumberbatch

(Sherlock Holmes: The Devils Daughter fås til Playstation 4, Xbox One og PC)

Sherlock-Holmes-The-Devils-Daughter-logo-wallpaper-nat-games-1280x720

Mesterdetektiven Sherlock Holmes har gennem de sidste mange år oplevet en enorm stor succes. Ikke mindst takket være den fantastiske BBC-serie med Benedict Cumberbatch i hovedrollen. Seriens nye afsnit først er klar til efteråret, men før det sker, er der rig mulighed for at få stillet sin Sherlock-sult med det nyeste spil om den ikoniske detektiv. Sherlock Holmes: The Devil’s Daugther er løst baseret på det oprindelige bogunivers, og derfor er det en mindre kæk og “særlig” Sherlock, som ellers er portrætteret i moderne film og serier. Det er tættere på den originale fortælling om den geniale narkoman, der kunne rumme store mængder viden og kombinere tingene på helt uvante måder.

Du følger Sherlock og Watson gennem fem forskellige sager i The Devil’s Daughter, og selvom det er fem individuelle sager, så er de alle forbundne med hinanden og spillets overordnede plot. Hver enkelt sag kan dog sagtens stå for sig selv, og det er oftest sådan, at de står stærkest. For historien er ikke præsenteret specielt overbevisende, i stedet så er stjernen i spillet selve detektivarbejdet.

C

For The Devil’s Daughter er et spil, der faktisk beder dig om at tænke dig om. Du skal lytte og indsamle spor, som du bruger til at drage konklusioner, som du baserer din efterforskning på. Men du kan faktisk drage de forkerte konklusioner, hvilket kan resultere i, at du stiller de forkerte spørgsmål, og ikke får alle de svar du behøver fra dem, du interviewer. Sherlock kan før hver samtale med en person, lave en hurtig analyse af hvad de har på og særlige kendetegn ved dem. Hvis du ikke laver de korrekte antagelser, så ender du med at få et helt forkert billede af personen, du snakker med. Noget som kan udløse misvisende ledetråde eller resultere i, at dem, du snakker med, simpelthen ikke siger sandheden.

Det betyder ikke, at du kommer til at anklage den forkerte, men med nok misvisende materiale kan du løbe ned ad mange blindgyder i jagten på den skyldige. At skulle finde spor og ikke mindst sætte dem rigtigt sammen gør, at du faktisk føler dig langt mere engageret i mysteriet. For du får ikke konklusionerne serveret på et sølvfad, hvilket kræver en del engagement og fokus. Når du fx vil forfølge et spor, er du nødt til at vende tilbage til dit kontor og slå referencer op i bøger. Du har alle Sherlocks bøger til rådighed, og du skal selv regne ud, hvilke bøger der er relevante at kigge i og bagefter selv regne ud, at du er nødt til tage hen til det sted, som Sherlock lige opdagede fandtes. Og det er i situationer som disse, der gør Sherlock til noget magisk, at slå noget op i en bog på en reol kan være vanvittigt spændende, og det er der få spil, som kan påstå at være.

2860758-original

Dog så er spillet desværre ikke 100 % udforskning, interviews og jagten på spor. Spillet har også en masse små øjeblikke, hvor du tager kontrol over alt fra Sherlocks hund til små gadedrenge for at lede efter spor og rapportere dem tilbage til Sherlock. De dele af spillet er ikke specielt vellykkede og gør ikke så meget andet end at trække tempoet ned, og får én til at håbe at det snart er tid til, at være Sherlock igen og komme videre i sagen. Heldigvis fylder den slags ikke meget i spillet, men det er malurt i bægeret og forstyrrer midt i jagten på forbryderne.

SHDD_PHOTO

Sherlock Holmes er et ujævnt spil, men det er også en type af spil, som er så sjælden at støde på. Det forlanger en grad af engagement og hjerneaktivitet, som få spil gør nu om dage, og selvom den rene detektivoplevelse bliver mudret til at forskellige ekstra ting, så er Sherlock Holmes: The Devil’s Daughter stadig en underholdende oplevelse, der formår at gøre én bestemt ting rigtig: At det føles fantastisk at sætte forskellige ledetråde rigtigt sammen og se hele sagen i et nyt perspektiv.

Elektronista anbefaler til:
– Fans af Sherlock Holmes og gode detektivspil

Ingen kommentarer endnu

Hvad synes du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *