Guide til sommerens 3 bedste spil – Rumgys, superhelte og actioneventyr

af

Selvom det er varmt udenfor og solen skinner, er der ingen undskyldning for ikke at hygge sig med tre af sommerens bedste spil. Her er alt fra vidunderligt rumgys til et af de bedste superhelte spil i mange år.

Geniale ‘Prey’ giver dig alt fra action til gys med rumvæsener og forladte rumstationer

P

rey fås til Xbox One, Playstation 4 og PC

Prey føles som et spil, der slet ikke burde kunne lade sig gøre. Det er et spil med så meget kompleksitet, frihed og kreativitet, at det må have været en tæt på umulig opgave at få skabt spillet. Men det er hvad folkene hos Arkane Studios har gjort mod alle forventninger, og resultatet er et spil som kommer til at blive husket som et af de bedste og mest imponerende spil i mange år.

I Prey hopper du i rumdragten på Morgan Yu. Du er ombord på rumstationen Talos 1, hvor alting er gået grusomt galt. Hele rumstationen er blevet overrendt af en organisme, der hedder ‘Typhon’, som du og din bror har studeret på rumstationen gennem flere år. Arbejdet med at studere organismen har givet en masse videnskabelige opdagelser, men også skabt et helvede, nu hvor den er på fri fod og dræber alt, hvad den kommer i nærheden af. Morgan Yu må nu rejse igennem hele rumstationen, finde ud af hvad der er gået galt, redde dem, der har overlevet og ikke mindst træffe beslutningen om, hvordan du vil stoppe organismen, inden den når jorden.

Historiens præmis er simpel og også ganske forudsigelig. Men der hvor Prey virkelig stråler er i de små historier, der bliver fortalt om ofrene og de overlevende på rumstationen og ikke mindst de historier, du selv fortæller, når du spiller. For Prey er et meget åbent spil, hvor du kan udforske og finde din egen vej igennem situationerne. Efter de første to timer i Prey har du stort set adgang til hele rumstationen, som er enorm. Der er store dele af Talos 1, som du faktisk ikke behøver besøge for at gennemføre spillet, men de er der alligevel, og bevæger du dig på eventyr i dem, finder du små sidehistorier og overlevende, du ellers aldrig ville se. Det er et spil, som belønner de personer, der prikker til tingene og vil undersøge alt omkring sig.

Spillets enorme fokus på at lade dig udforske rumstationen, som du vil, afspejles også i alt fra kampe mod rumvæsenerne, hvor du kan opgradere våben og dine evner til at understøtte den måde, du bedst kan lide at spille på. Uanset om du vil være superaggressiv, snige dig rundt eller hacke alle maskinerne på Talos 1, er det muligt. Det samme er også reflekteret i, hvordan du løser spillets gåder. For eksempel er en af de første udfordringer, du møder, en lukket dør ind til et sikkerhedsrum. Du kan enten hacke dørsystemet, der har låst døren, hjælpe en anden på rumstationen, så du kan få koden til døren, finde en luftskakt og kravle ind i rummet, du kan kaste ting igennem et åbent vindue, og se om du kan ramme knappen, der åbner døren eller bare ignorere det hele og gå et andet sted hen på stationen.

Der er et hav af måder, du kan angribe situationerne i Prey på, og det skaber en frihed til at udforske og lege med spillet på en måde, som meget få spil gør det. Og så er der monstrene i Prey. Særligt en af dem kommer til at skræmme livet af dig, og det er “Mimics”. Små edderkoppelignende sorte, klatter der kryber henover gulvet og kan forvandle sig til hvad som helst, de er i nærheden af:

Det skaber en paranoia i alle de rum, du går ind i. For er den kaffekop derovre egentlig bare en kop, eller er den en Mimic, som om lidt forvandler sig og springer op i ansigtet på dig. Paranoiaen får dig at slå og skyde på alt, hvad der er mistænkeligt, og det er en helt unik oplevelse i Prey.

Prey er et af de mest gennemførte, unikke og interessante skydespil i mange år. Det har en stil, charme og frihed, som ses alt for sjældent. Hvis du har spillet spil som Call of Duty eller andre skydespil og ønsket, at du kunne håndtere konfliktenre på præcis den måde, du gerne ville, så er Prey spillet for dig, for her er der frihed til at gøre, hvad du vil og spillet forventer det også af dig. Her bliver støttehjulene meget hurtigt taget af, og spillet signalerer “Hej, du er klog nok til selv at kunne regne tingene ud. God fornøjelse”.

Hvis det tiltaler dig, så gør dig selv den tjeneste og besøg Talos 1. For du finder et eventyr, du sent vil glemme.

Elektronista anbefaler til

– Dig der elsker spil som Bioshock og Deus Ex

 

Den bedre udgave af Superman vs Batman fås i Injustice 2

Injustice 2 fås til Xbox One og Playstation 4

Injusice 2 er et af de bedste superheltespil i rigtig mange år. Det tager det traditionelle kampspilsystem, hvor to personer kæmper mod hinanden og raffinerer det på en måde, så det bliver supernemt at komme igang med at spille. Samtidig har det nok dybde til, at det kan blive et spil, der holder i rigtig mange måneder.

Det typiske kampspil lader dig enten spille mod computeren eller gå online og tæske andre mennesker fra forskellige steder i verden. Men Injustice 2 tager hele formularen og smider et hav af ekstra ting ind i pakken. Den mest imponerende del af det er spillets historiedel, som føles som en af de bedste superheltefilm, hvor Batman og Superman kæmper mod hinanden og deres forskellige filosofier om, hvordan skurke i verden skal håndteres.

Det resulterer i to lejre, hvor samtlige superhelte, du kender (og en masse de fleste af os ikke kender), dukker op og vælger enten at støtte Superman eller Batman i kampen om, hvordan verden skal se ud. Det giver anledning til rigtig mange slåskampe, og mellem hver kamp bliver historien om de to superheltes krig fortalt. Præsentationen og selve historien i Injustice 2 er langt bedre, end man overhovedet kunne forvente. Typisk har kampspilshistorier været ligegyldige og bare en række tilfældige kampe efter hinanden, men her er der en struktur, rytme og en historie, der faktisk er værd at følge med i. Det er på højde med de bedste superheltefilm og langt foran alle andre kampspil.

At spillets historiedel er så dyb som den er, gør også, at uanset om du er mest til at spille alene, med venner eller online mod resten af verden, så er der altid noget at give sig til i Injustice 2. Det er et overflødighedshorn af forskellige måder at spille det på, og variationen gør, at uanset om du vil se historien til ende, give dig i kaste med de daglige udfordringer (som at lave 20 “Super Angreb” på én dag) eller bare hænge ud online, hvor du efter hver kamp optjener nyt udstyr og kostumer, du kan udsmykke de mange forskellige superhelte med.

Hvis du altid har drømt om at tæske Batman med Robin eller se Jokeren slås mod Swamp Thing, så er Injustice 2 spillet, der kan opfylde alle de ønsker og samtidig give dig et sublimt kampspil med masser af variation og en meget begyndervenlig tone.

Elektronista anbefaler til

– Fans af superhelte og Street Fighter

 

Få en hjemmelavet Iron Man i udfordrende actioneventyr

The Surge fås til PC, Xbox One og Playstation 4

På overfladen ligner The Surge de fleste andre actionspil. Din figur løber rundt i spillets verden og angriber fjender. Jo flere fjender du besejrer desto mere “tech scrap” får du som du bruger på at opgradere din figur, købe nyt udstyr og generelt gøre dig bedre. Men måden, du får det meste af dit udstyr i The Surge, er ganske anderledes end de fleste andre spil.

Hvis du desperat har brug for at få en ny hjelm til din figur, skal du nemlig primært gå efter at hakke hovedet af dine modstandere, så du kan samle deres hjelme op og se, om du kan bruge dem til noget, for fjenderne eksploderer efter de er blevet dræbt, så det eneste der kan overleve er det du skærer af dem. Det giver hver eneste kamp i spillet en reel værdi, når du skal bestemme dig for, hvilken kropsdel du vil fokusere dine angreb på, og hvad du i det øjeblik har brug for at hive hjem af nyt udstyr.

Hver eneste kamp mod en modstander i The Surge kan udløse nyt udstyr til dig, så kampene er også ganske udfordrende. Tre-fire angreb fra en fjende og så er du død. Derfor gælder det om at holde afstand, bevæge sig rundt om fjenderne og hele tiden være vågen. Det at enhver modstander kan blive din sidste, og hver kamp faktisk er udfordrende, giver The Surge en meget speciel stemning og det kan blive ret udmattende at spille spillet i længere perioder, fordi man altid skal være på vagt.

De store krav, som The Surge stiller, gør dog også, at det er umådeligt tilfredsstillende at besejre fjenderne og især spillets bosskampe, som er virkelig heftige udfordringer. Hver gang du åbner op for et nyt område og mærker, at du er kommet længere i spillet, er det utroligt tilfredsstillende og føles alt sammen som noget, du virkelig har gjort dig fortjent til.

Savner du et krævende actionspil, hvor du for alvor bliver udfordret, er The Surge et rigtig godt bud. Det er et spil, som du kommer til at hade at elske.

Elektronista anbefaler til
– Dig som elsker Dark Souls, og vil have mere af det, bare som science-fiction

Ingen kommentarer endnu

Hvad synes du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *