Her er de tre bedste spil du kan spille lige nu

9 Min læsning

Foråret er lige rundt om hjørnet, så hvorfor ikke få det bedste ud af de sidste regnvejrsdage med tre fantastiske spil? Vi guider dig til de bedste på markedet lige nu.

 

Sublim monsterjagt med vennerne

(Evolve fås til Xbox One, Playstation 4 og PC)

Hvis du er træt af onlinespil, hvor det hele tiden handler om store hold og der ikke er plads til bare din lille gruppe af venner der vil hygge jer online. Så skal du læse med her, for Evolve er som skabt til en flok,  der vil have noget at samles om.

evolve_2015

I Evolve handler det nemlig ikke om 24 mod 24 på store onlineslagmarker. I stedet er der fire jægere, som jagter et monster rundt på en bane. Både monsteret og jægerne er kontrolleret af rigtige mennesker, og det gælder om at være smartere end modstanderen, kommunikere og holde hovedet koldt.

Hver af de fire jægere har helt unikke evner. Der er holdets læge – som skal holde de andre i live. Så er der den der deler tæsk ud til monsteret, den der ligger fælder for monsteret og til sidst er der den der “buffer” de andre jægere med ekstra energi og styrke. Hver rolle føles næsten som sit helt eget spil, da hver enkelt rolle har sin helt egen plads i jagten på monsteret, unikke våben og evner, der gør at det er meget forskellige strategier der skal ligges for dagen afhængigt af hvem du vælger at spille som. Uanset hvilken rolle du påtager dig, så er du en essentiel del af holdet. For vandrer du rundt alene og væk fra gruppen, er du et nemt bytte for monsteret, og hver enkelt medlem yder noget helt essentielt til gruppen. For uden lægen kan resten af holdet ikke få energi tilbage, uden holdets angriber kan der ikke gøres markant skade på monsteret osv.. Evolve er mere end noget andet en holdsport.

evolve3

Udover de fire jægere er der selvfølgelig også det store stygge monster. Det er der kun én person, der får lov til at kontrollere det, og målet er at eliminere de fire jægere før de får gjort det af med dig. Til det formål har du et udvalg af forskellige angreb. Præcis som med jægerne føles de tre forskellige monstre du kan spille med som en helt unik oplevelse. Du kan være aggressiv og gå efter jægerne tidligt i spillet, vente til du er vokset stærkere (ved at spise dyr der går rundt på banen) eller bruge miljøet i banerne til at narre jægerne hen til bestemte steder i håb om at de bliver adskilt fra gruppen og du kan angribe den der står tilbage alene.

For når konfrontationen mellem jæger og monster endelig sker, så bliver det eksplosivt. Konfrontationerne i Evolve er lidt ligesom en vulkan. Det ulmer konstant i baggrunden, truslen om den pludselige kamp ligger i luften fra det sekund jægerne lander på planeten og går på jagt. For ingen af deltagerne ved hvornår de pludselig løber ind i hinanden, og så stiger intensiteten markant. Det hele eksploderer i et virvar af kaos, og her gælder det om, både som monster og jæger, at holde hovedet koldt. For der skal ikke mange fejltagelser til før modstanderen får overhånden i dysten. Særdeles dygtige jægere kan afgøre en runde i Evolve på to minutter, mens de dygtige monstre trækker den så langt de kan, så de kan nå at vokse sig stærke og overrumple modstanderne. Det er et konstant tovtrækkeri om hvem, der kan vende situationen til deres fordel.

Evolve-1

Evolve er klart bedst med venner, og det er når du sammen med tre andre danner et hold af fire jægere, der koordinerer, snakker og bruger hinandens unikke evner at spillet virkelig går op i en højere enhed. Det er der, at spillets overraskende strategiske dybde virkelig viser sig. Der er plads til, at man kan udvikle strategier der er helt unikke for ens lille gruppe af jægere, og når man så samtidig kæmper mod et andet levende mennesker, der spiller monsteret, oplever man at hver eneste runde er unik. For pludselig kan monsteret gøre noget, som ingen havde taget højde for og så bliver den ellers veletablerede strategi smidt ud af vinduet. Og så gælder det om virkelig at koordinere, tænke hurtigt og være kreativ.

Evolve er ikke et spil man gennemfører på to uger, og så stiller pænt op på hylden og aldrig kigger på igen. Det er et spil, der lever i måneder, endda år, fordi man samler det op sammen med vennerne en stille søndag eftermiddag eller tirsdag aften.

Elektronista anbefaler til:
– Dig der vil have et langtidsholdbart spil at spille online

 

Playstation 4′ es i ærmet er The Order 1886

(The Order 1886 fås til Playstation 4)

The Order 1886 er et meget specielt spil. Det er ikke bare et velstøbt actionspil, men også et af de første spil der for alvor signalerer at branchen er gradueret til en ny generation af konsoller med markant flere hestekræfter. Det er et spil, der visuelt og teknisk er uden sidestykke i dag.

The Order 1886 gif1

Spillet er simpelthen utroligt smukt. Alt lige fra det viktorianske London der med dets fusion af moderne teknologi og gamle riddertider giver et helt unikt udtryk, til de små detaljer som i en kampscene, der udspiller sig i et køkken, hvor gryder og pander flyver rundt når kuglerne fra våbnene rammer dem. Det visuelle element i The Order 1886 er med til at sælge illusionen om, at ridderne af Det Runde Bord har overlevet i århundreder takket være en væske kaldet “Black Water”, der heler alle sår og forlænge deres levetid.

The Order 1886

Ridderne har siden deres dannelse beskyttet England mod alskens trusler, og når du starter spillet hopper du i rollen som Sir Galahad, der med resten af ridderordnen er midt i en krig mod en modstandsbevægelse, der har til mål at vælte dronningen og indsætte et demokrati. Samtidig med at rebellerne terroriserer gaderne kæmper ridderne også med varulve, som er begyndt at angribe Londons gader. Selvom The Order præsenteres med en overvældende grad af realisme i dets grafik, så er universet alt andet end realistisk. Der skal være plads til at acceptere riddere, der ikke ældes, varulve og ikke mindst Nikola Tesla som producerer våben (i bedste Q stil fra James Bond) til dig og dit hold af riddere.

the_order_1886_shooting

The Order 1886 sætter stor fokus på at fortælle denne lidt fjollede historie med en utrolig seriøsitet, der faktisk virker. Det er ikke bare at løbe rundt i London og skyde rebeller med dine rifler. Der er også intriger internt i ridderordnen om hvordan truslerne skal håndteres. Men selvom The Order bruger en masse tid på dens historie er der også masser af action. Det der gør The Orders action til noget ganske særligt er dets simplicitet. Der er ingen gimmicks eller ekstreme situationer. Alting er holdt på et meget basalt niveau, både når det kommer til alle miljøerne du bevæger dig rundt i, og de mange kampe mod fjenden.

Den simplicitet, der er i The Orders struktur, giver spillet et meget rent udtryk. Der er ikke tusind forskellige gimmicks eller tricks som spillet prøver at presse ned i halsen på dig. I stedet er det “bare” en velfortalt historie i smukke omgivelser med gennemtænkte, og interessante, actionsekvenser der blander traditionelle våben som rifler, med de mere ekstreme fra Tesla-laboratoriet. Som for eksempel en riffel der først skyder en sky af støv ud i luften som du bagefter antænder. Så du kan få det til at regne ild ned over fjenderne, og tvinge dem ud fra deres skjulested. Blandingen mellem traditionelle våben og de mere fantasifulde giver The Order en ret unik tone, og kombineret med dets unikke twist på London giver det et spil, der æstetisk er helt i dets egen boldgade og noget du ikke glemmer lige med det første.

The Order 1886 er et velspillende actionspil, der ikke skubber til grænserne for innovation i spil. I stedet har det for mål at levere et visuelt utroligt imponerende spil, med bund solid action, der kommer i små intense eksplosioner igennem spillet, og nærmest er broen imellem historiesekvenserne i spillet. Det kommer ikke til at stå som et genredefinerende mesterværk om ti år. Men det er et solidt actionspil, der viser hvad en Playstation 4 er i stand til rent visuelt og samtidig byder på rigtig god underholdning.

Elektronista anbefaler til:
– Playstation 4 ejeren der har brug for et underholdende actionspil med ubeskrivelig grafik

 

Et gammelt, underligt, spøjst og fascinerende Zelda-spil genoplives

(The Legend of Zelda: Majora’s Mask fås til Nintendo 3DS)

Zelda-serien har eksisteret i mere end tyve år nu, og med så lang en levetid har der også været et ret bredt udvalg af spil i serien. Størstedelen af dem har fulgt en meget klassisk formular: Helten Link skal redde prinsesse Zelda og kæmpe mod troldmanden Gannondorf for at redde kongeriget. Sådan har det stort set været i alle Zelda-spillene. Med undtagelse af et – Majoras Mask.

MajorasMask3D

Spillet blev oprindeligt udgivet for lidt over 15 år siden på spilkonsollen Nintendo 64. Og Majoras Mask er lidt familiens sorte får. Det er et anderledes, bizart og dybt fascinerende Zeldaspil, og så er det også generelt et mesterværk. I år bliver det genudgivet på Nintendos håndholdte maskine – Nintendo 3DS i en forbedret udgave.

I spillet hopper du i støvlerne på helten Link, der får sin hest stjålet og ender i et parralelunivers kaldet Terminia. Her er alting skørt og skævt, for verdens undergang er lige rundt om hjørnet. Om tre dage vil månen hamre ned i jorden og ødelægge alt. Medmindre du som Link kan forene landets fire beskyttende kæmper og stoppe månen. Det gøres ved at du rejser land og rige rundt for at løse gåder, og ikke mindst samle masker ind. Disse masker kan du tage på, og afhængigt af hvilken maske du vælger bliver du forvandlet til forskellige personer eller får helt nye evner.

Zelda Majoras Mask

Maskerne spiller en central rolle i spillet, da de alle giver forskellige evner eller får landets indbyggere til at reagere forskelligt afhængigt af hvilken en du har på. Det bruges til alt lige fra at løse gåder for at komme videre i historien til, at hjælpe mennesker rundt omkring. Såsom kæresteparret der ikke kan være sammen fordi deres kærlighedsbreve bliver opsnappet af deres forældre. Medmindre du skaffer dig en postbuds-maske og får tjansen hos posthuset til selv at levere brevet, og få de elskende sammen.

Og så er der tidspresset. Tre dage er ikke meget inden jordens undergang. Derfor har du altid muligheden for at skrue tiden tilbage, men dermed nulstiller du også alt i verden omkring dig. Så hvis du redder den gamle dame fra nogle tyve natten til den anden dag, og skruer tiden tilbage, så bliver hun overfaldet igen og igen. Konceptet med at tiden bliver skruet tilbage kan også vendes til din fordel, da du ved hvad der vil ske i de kommende 72 timer, og det kan blive nøglen til at forhindre særlige begivenheder og endda springe en masse ting over fordi du ved hvad folk have/gøre inden de selv er klar over det.

Hele verden i Majoras Mask er en bizar størrelse. Alting emmer af at være lidt som at se ind i en galehus, hvor alting virker bekendt og gennemskueligt. Men så alligevel ikke. Der er en underlig stemning i hele spillet, og det giver det så meget sjæl og karakter, der bare ikke findes i særligt mange spil.

Elsker du Zelda-serien eller trænger du til noget virkelig underligt, så er The Legend of Zelda: Majoras Mask et spil du skal se nærmere på.

Elektronista anbefaler til:
– Zelda-fans og dig der vil overraskes af noget helt unikt

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

fifteen − seven =

1 Comment
  • Anish
    marts 2, 2017

    ​Hello,
    Do you have Norway,Swedish,Danish Sites Intrested to buy link If you have Please Send me With Price!

    ​Wating for your Answer!