Hvorfor bruger Microsoft 450 milliarder kroner på folkene bag Call of Duty og Candy Crush?

af

Med opkøbet af Activision Blizzard for 450 milliarder kroner er Microsoft nu ejere af nogle af verdens største spilserier. Men hvorfor? Vi dykker ned i strategien for Xbox, og hvorfor det giver mening at bruge så mange penge på en skandaleramt spiludgiver.

Kampen mod Xbox og PlayStation har raseret i tyve år. Henholdsvis Microsoft og Sony har kæmpet en årtier lang kamp om markedsandel. Gennem årene har Xbox vundet ind blandt gaming-fans, men PlayStation, og særligt den nye PlayStation 5, har været utroligt populært. I denne uge har Microsoft dog taget et stort skridt i at vinde endnu mere markedsandel og smidt et astronomisk stort beløb for en af spilbranchens største spiludgivere.

Med købet af spiludgiveren Activision Blizzard bliver Microsoft nu ejerne af de enormt populære ‘Call of Duty’ spilserie, men også mange elskede klassikere fra Activision Blizzards 30 år lange spilkatalog, som foreksempel ‘Tony Hawk’, ‘Diablo’, ‘World of WarCraft’ og ‘Crash Bandicoot’. Mange af disse spil er ikke kun yderst populære, men placerer sig også i kassen som genredefinerende og nogle af de mest populære spil nogensinde.

‘Call of Duty’ har konsekvent været blandt nogle af de bedst sælgende PlayStation spil, og er typisk blandt årets top-5 når det kommer til solgte spil.

Aftalen, og dermed købet, forventes først at blive gennemført ved udgangen af juni 2023 men indtil da kan vi kigge nærmere på hvorfor Microsoft har valgt at bruge så mange penge på en skandaleramt spiludgiver?

Det hele handler om Game Pass

Microsoft har gennem de sidste par år været ude på en ganske vild shoppingtur på vegne af deres Xbox-brand. Det startede i det små med opkøbet af enkeltstående spilstudier som Obsidian Entertainment (kendt for spilserien Pillars of Eternity). I løbet af 2018 og 2019 købte Microsoft syv forskellige spilstudier og gjorde dem til en del af Xbox Game Studios.

Det hele ændrede sig dog for halvandet år, siden da Microsoft annoncerede et, på daværende tidspunkt, utænkeligt opkøb af firmaet ZeniMax for 45 milliarder kroner. Du kender måske ikke navnet ZeniMax, men de spilstudier der hører under ZeniMax har du formentlig hørt om. Studier som ‘idSoftware’ (skaberne af Doom) og ‘Arkane Studios’ (skaberne af den prisvindende Dishonored serie) var nu ejet af Microsoft. Og så var der selvfølgelig kronjuvelen ‘Betheste Game Studios’, som er bedst kendt som skaberne ‘The Elder Scrolls V: Skyrim’ og ‘Fallout 4’ der tilsammen er blevet solgt i mere end 40 millioner eksemplarer.

‘The Elder Scrolls V: Skyrim’ er blandt verdens bedst sælgende spil. Microsoft købte selskabet bag i 2020.

Pludselig ejede Microsoft et af verdens mest kendte spilstudier, med et af verdens største hits i form af ‘Skyrim’. Det betød samtidig også et farvel til Playstation for de spilstudier, hvilket er en af kernepunkterne i Microsofts strategi. For når efterfølgeren til ‘The Elder Scrolls V: Skyrim’ lander i butikkerne, vil det kun være at finde på Xbox og PC.

Med det seneste opkøb af Activision Blizzard for 450 milliarder kroner, så virker ovenstående opkøb som relativt småpenge. Men begge aftaler er enormt vigtige for fremtiden for Microsoft. Det hele handler nemlig om at polstre deres abonnementsservice, Game Pass, som gør det muligt for dig at downloade et stort katalog af spil ned på din Xbox og PC, eller streame dem til din telefon for en fast månedlig pris.

Ligesom Netflix producerer et overflødighedshorn af film for at fastholde dig som kunde, så er målet for Microsoft at have en enorm pulje af spilstudier som laver spil til deres abonnementstjeneste, så der hver eneste måned altid er et spil du synes er interessant og dermed bliver du ved med at betale for Game Pass.

Chefen for Xbox, Phil Spencer, præsenterer i 2019 den samlede portfolio af syv spilstudier, som Microsoft opkøbte gennem 2018 og 2019.

I dag har Game Pass 25 millioner abonnementer, og det er kun begyndelsen. Microsoft har ambitioner om at få fingrene i tre milliarder gamere på verdensplan. Og for at nå det astronomisk høje tal så er Game Pass essentielt. For med Game Pass behøver du ikke en Xbox-konsol for at spille spillene. Du kan streame dem via din telefon, tablet eller på dit smart-tv. Microsofts ambitioner at frigøre deres spil fra Xbox-konsollen, og lade enhver få adgang til dem uanset hvilket device de har foran sig. Og hvis de med Game Pass (og ejerskab over nogle af verdens mest populære spil), kan få nogle af de tre milliarder mennesker til at abonnere på deres tjeneste, så står de til at tjene rigtig mange penge.

Fremtiden for skandaleramte Activision Blizzard er stadig udenfor Microsofts kontrol

Med købet af Activision Blizzard sikrer Microsoft sig også, at de fra juni 2023 vil være i stand til at blive det eneste sted, hvor du finder Call of Duty, Diablo 4 og kommende projekter fra nogle af verdens mest populære spilstudier. For selvom at Acitivision Blizzard har været igennem en stribe af skandaler, strejker og historier om forfærdelige arbejdsforhold, så sidder virksomheden på årtier af populære, genredefinerende og elskede spilserier som stadig har en stor værdi for fans verden over. Spiludviklerene hos Activision Blizzard har givet udtryk for, at de under Microsofts ejerskab håber på en lysere fremtid, hvor den nuværende chef for Activision Blizzard ikke længere er i kontrol over virksomheden og dens fremtid. Der er dog stadig 18 måneder til at Microsoft officielt overtager firmaet, og indtil da kan de ikke gøre andet end at vente tålmodigt.

Få et overblik over hvad Microsoft ejer af spilserier

Vidste du, at Microsoft nu ejer en stor del af de bedst sælgende spil de sidste ti år? Her er et udpluk af de spil, og deres skabere, som Microsoft nu ejer:

  • Halo (343 Industries / Xbox Game Studios)
  • Call of Duty (Activision)
  • Diablo (Blizzard Entertainment)
  • World of WarCraft (Blizzard Entertainment)
  • DOOM (idSoftware)
  • Quake (idSoftware)
  • Wolfenstein (Machine Games)
  • Candy Crush (KING)
  • The Elder Scrolls (Bethesda Game Studios)
  • Fallout (Bethesda Game Studios)
  • Minecraft (Mojang)
  • Perfect Dark (The Initiative / Xbox Game Studios)
  • Gears of War (Xbox Game Studios)
  • Starfield (Bethesda Game Studios)

1 Svar
  • Tim Torbensen
    marts 23, 2022

    De burde bruge pengene på at få udviklet deres controllers i stedet for, eller er det kun mig, der gang på gang oplever, at rb eller lb-tasten går i stykker? Købte min Xbox Series X for et år siden og er allerede på min tredje controller.

Hvad synes du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *