Kan ny digital snacktjeneste blive redningen for journalistikken?

5 Min læsning

Af Christiane Vejlø

Aviserne er pressede, men en internettjeneste kan måske blive redningen? Plus 9 ting alle medier skal passe på med hvis de vil overleve. 

Christiane-Vejlo-1
@ChristianeVejlo er redaktør på Elektronista.dk og rådgiver i nye medietrends og brugernes forhold til digitale platforme.

Når jeg en sjælden gang sidder med en papiravis, tænker jeg altid over hvor meget indhold der er, som IKKE interesserer mig. Jeg læser måske 7% af artiklerne til ende, men betaler for 100%. Hvorfor skal jeg egentlig betale for et tillæg om boligindretning, hvis jeg følger en blog, som jeg synes dækker det behov fint? Avisens format repræsenterer en gammeldags måde at pakketere indhold på. En omnibus avis skyder med spredehagl og sidder dovent tilbagelænet og passiv i et interaktivt, digitalt samfund, hvor vi er vant til at få indhold baseret på vores interesser, hvad vores venner liker og hvad kloge folk vi følger deler. 

Mediehusene kæmper med skiftet til digital og dyre, digitale abonnementsløsninger (paywalls) er blevet noget mange håber vil redde faget. Men problemet er bare, at lige så lidt som nye generationer kan se en pointe i at være tvunget til at skulle købe et helt musikalbum, når de bare er ude efter én sang, lige så lidt lyst har de tilsynelandende til at forpligte sig til ét medie med en fast månedlig betaling. Internettets natur er bitesize, mediesnacking, surf, cherrypicking og hvad man ellers kan finde på at kalde komplet troløshed og behovet for ubegrænset frihed. 

Foto: Mediawatch
Foto: Mediawatch

En moderne mediebruger er ikke en klog læser af Information, en kulturel læser af Weekendavisen, en sensationshungrende læser af Ekstra Bladet, en jysk venstremandslæser af Jyllands Posten, en slipseklædt forretningsmandslæser af Børsen. Så stereotyp er fremtidens mediebruger simpelthen ikke. Internettet giver plads til det hele menneske, og vi kan sagtens rumme forskelligt og endda modstridende indhold i vores digitale profil. Det føles i det hele taget ret irriterende, når nogen prøver at mase os ned i en kasse sammen med en hel masse andre for så at bestemme hvad vi skal læse, se og betale for.

Men hvad gør vi så? Aviserne er pressede, men vi vil jo stadig gerne have det fantastiske håndværk som god journalistik er. Hvordan overlever fremtidens avis? Hvordan undgår vi at brugeren “slår op” med de gamle medier?

Et bud kommer fra en Hollandsk iTunes-agtig- tjeneste som kan have knækket medienøden. Blendle.nl samler simpelthen alle medier ét sted. Brugeren kan surfe gratis gennem et overblik over artikler i alle markedets aviser, men betaler kun for de valgte artikler. Man bliver præsenteret for artikler som trender (som reddit) og for det indhold ens venner liker. Uden at vide det (er dårlig til Hollandsk), går jeg ud fra, at man også kan søge i emner, og dermed få et udvalg af flere forskellige vinkler på samme historie. Og selvsamme “long tail”, som sørger for at perifere musiknumre bliver downloadet stødt i små mængder over længere perioder, giver også mulighed for, at en god artikel kan leve længe og blive læst af mange, når den ikke druknes i aktuelle nyheder for derefter at forsvinde ind i pejsen. Det er ikke engang cherry-picking. Vi vælger faktisk her mellem alt frugt i skålen. Et månedligt abonnement som giver adgang til alle aviser (Spotify-agtigt) hører jeg også tit at brugerne efterspørger. Hvorfor findes det mon ikke i Danmark?

Jeg synes godt, man kan opleve en form for selvretfærdighed i den gamle del af mediebranchen. En selvopfattelse som kan virke temmelig outdated, hvis man er vant til at færdes i det iværksætter (new media tech) miljø som er godt igang med at disrupte hele mediebilledet. (Se f.eks. hvordan 17 årige Nick D’Aloisio vendte ting helt på hovedet med en enkelt app). Langt hen af vejen mener jeg, der skal en kulturændring til for at store dele af mediebranchen kan komme hen til den form for innovation, der skal til for at sikre overlevelse. Det handler meget om at give slip på fortiden og acceptere fremtidens præmisser og IKKE spilde den kostbare og afgørende tid lige nu på at …

1. tro man har særlige rettigheder til folks opmærksomhed fordi man har eksisteret i 100 år. Internettet er ligeglad.

2. tro at fordi man skriver godt, har man ret til at blive betalt for sit indhold. Internettet er fuldt af gratis indhold. Der er altid et alternativ. Brugeren vil betale for service, tilgængelighed og pakketering. Ikke for indhold.

3. tro på en one size fits all- model. Det kan godt være der stadig er læsere til den, men de uddør snart.

4. tro at læseren er trofast. Der er mange fisk i havet og en ny tjeneste kan dræbe et ældgammelt og etableret forretningsområde på få år. …Ikke noget men!

5. tro at kriteriet for succes er en Kavlingpris. Det er derimod at vinde brugerne, så man kan overleve som medie.

6. tro de sociale medier ligger udenfor jobsbeskrivelsen. Arbejder man med medier og indhold i 2014 og fremefter, så er man på Twitter (eller hvad der nu ellers tilsvarende dukker op). (Det mener jeg også noget om i artiklen Ja selvfølgelig giver det journalisten værdi at være på Twitter)

7. tro at man kun er et “rigtigt” medie hvis man har et domicil med frokostordning, en stor stab af fastansatte, et fysisk produkt, et fast udgivelsestidspunkt ect. (Hvorfor kunne Zetland f.eks. ikke få mediestøtte?).

8. tro at ens eget mediebrand tager skade af at komme i pulje med andre mediebrands. Laver man godt indhold giver en fælles platform nye brugere en chance for at opdage det.

9. tro at man rangerer højere fordi man har gået op DJH og engang arbejdet på Information. Der er mange dygtige journalister ja, men der er også mange andre dygtige mediemennesker på internettet, som ud over at kunne producere godt indhold, også forstår den digitale brugers mekanismer.

Jeg er nysgerrig på at høre, hvad andre lige nu føler står i vejen for at mediebranchen får løst nogle af de udfordringer den står overfor? Smid dit bud og meget gerne forslag til løsninger i kommentarfeltet herunder. Hvad skal et medie? Hvad skal et medie IKKE i fremtiden?

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

four − 1 =

1 Comment
  • Mikkel Lysgaard
    juni 13, 2014

    Jeg er faktisk enig i alle punkterne. Medierne er nemlig for sent ude, når det gælder net og sociale medier.
    Men jeg kan godt være lidt bange for, at vi bliver for snævertsynede, hvis vi ender for meget ovre i: “vi er vant til at få indhold baseret på vores interesser, hvad vores venner liker og hvad kloge folk vi følger deler.”
    Så får du jo kun indhold efter, hvad du selv har valgt. Bliver du så nogensinde overrasket? Og hvis du ikke følger nogen kloge folk?
    Jeg er selv journalist og mit feed kan godt blive lidt indspist. Og nørdet på grund af mine interesser. Så derfor forsøger jeg også at holde mig ajour på diverse medier – også en erhvervsskade… Og alligevel føler jeg, der er meget, jeg går glip af.

    (PS: Christiane, du er nysgerrig efter – ikke på noget. Undskyld fluekneppet)