Savner du 24syv? Her er 5 podcast fix til abstinenserne

af

Over 600.000 danskere lyttede til Radio24syv om ugen. Lytterne var fordelt over hele landet, og fælles for dem alle var at de satte pris på den ærlige, fandenivoldske, begavede, uhøjtidelige og til tider måske endda grænseoverskridende tone. Nu er kanalen død i et politisk spil, jeg vil undlade at gå mere ind i (end jeg allerede har gjort på Twitter). Men vi er mange der har 24syv abstinenser og ikke kan holde ud af radioen viser “no signal”. Jeg har derfor samlet en liste over nogle af de programmer jeg virkelig vil anbefale. Måske du kan tilføje dine yndlingsprogrammer i kommentarfeltet?

General Butt Naked- Journalisten og kannibalen

En dramatisk og personlig dokumentarisk rejse til helvede på Jord med journalist Knud Brix. Et besøg i det mørkeste Afrika, hvor børnemorderen og kannibalen General Butt Naked går frit rundt i sin nye rolle, som kristen prædikant. Bliver Knud bange eller kommer djævelen også ind under hans hvide hud? Hør den sidst producerede podcast fra 24syv.
Start podcasten her.

Nakkeskud til de lalleglade

Hader du også latterkurser, og folk der danser til Love is in the air? Min gode kollega Kristoffer Lind fra AK 24syv lavede tidligere på året et meget modigt program, hvor han i den grad satte sig selv i spil. Krisoffer undrer sig nemlig over, hvorfor han bliver SÅ irriteret over folk der opfører sig “lallegladt”. “Jeg ville faktisk ønske de ikke var her. Folk burde holde sig mere for sig selv og læse nogle flere bøger”siger han. Umiddelbart lyder det som en sur gammel mand. Men Kristoffer er en begavet og sjov fyr på 32, og her lader han en psykolog vurdere, hvad der virkelig er på færde. Det skal du høre! (programmet starter med en religionshistoriker, som analyserer Kanye West nye og nyreligiøse album. Det et også godt!).
Lyt til programmet her.

Elektronista – 1984 møder 2020

Jeg bliver naturligvis nød til at anbefale et af de 367 afsnit af Elektronista podcasten. Det afsnit, jeg gerne vil fremhæve her, handler om den pris vi betaler, hvis vi vælger at sælge ud på den personlige frihed og tillid mellem mennesker og i stedet indføre masseovervågning i et land. Regeringen argumenterer lige nu i trygheden og tillidens navn for endnu mere overvågning og ansigtsgenkendelse, men det er som om de slet ikke forstår, at øget overvågning netop risikerer at svække netop de to værdier som er så afgørende for den danske folkesjæl. I studiet er bl.a. Orwell ekspert Per Stig Møller.
Lyt til episoden her.

Kroppens egen kræftbekæmpelse

Jeg er kæmpe fan af min gode radiokollega Lone Frank. Lone er nok landets bedste videnskabsjournalist, og hendes programmer går altid dejligt nørdet i dybden. Jeg kan i den grad også anbefale Lones bog- Lysten Pioner, som nærmest opleves som et mysterie der bliver udfoldet.
Jeg har valgt et program fra serien 24 Spørgsmål til Professoren. Programmet omhandler en meget lovende form for kræftbehandling. Nemlig de hvor kroppens eget immunforsvar vendes mod kræftcellerne. Hør om helbredelse, bivirkninger og de vilde omkostninger.
Lyt til programmet her.

Den der nærmest i verden minder om Hitler

Et af de programmer har personligt allerede savner mest er Den Korte Radioavis. Aldrig før har Danmark mødt så begavet politisk satire. Det program som står klarest for mig lige nu er episoden hvor Kirsten Birgit og Paludan havner i den helt store shout battle og Paludan mener Rasmus er den, der minder mest om Hitler. Det er ikke mindre end sublimt!
Hør afsnittet her.

Mon ikke du også har hight lights fra Radio24syv som du elsker? Del dem meget gerne med os andre i kommentarfeltet.

2 Svar
  • Rolf
    november 5, 2019

    Jeg er startet helt forfra på Den Korte Radioavis.

  • Peter Magnusen
    november 8, 2019

    Thanks! Det er stadigvæk ikke til at fatte, at de lukkede kanalen. Jeg har forsøgt at være åben over for arvtageren, men shit, det er noget hø so far…

Hvad synes du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *