4 geniale spil til påskeferien: Triangle Strategy, Gran Turismo 7, Ghostwire Tokyo og Kirby

af

Uanset om du er til storslået strategi ala Game of Thrones, hurtige biler, japanske spøgelser eller geniale familiespil så er der noget for enhver smag i vores spilguide til påskeferien.

Triangle Strategy er det perfekte Game of Thrones spil

Hvis du stadig går og savner Game of Thrones, så skal du kigge nærmere på ‘Triangle Strategy’ til Nintendo Switch. Her kan du få opfyldt alle dine behov når det kommer til politiske dramaer, tvangsbryllupper og den konstante trussel om krig kun holdt tilbage af spinkle traktater og få gode mennesker.

Der er kort sagt fuld plade når det kommer til drama. Det støttes op af et kæmpe karaktergalleri af politikere, konger, dronninger og riddere der alle er med til at skabe et vellykket univers, hvor den altoverskyggende krig mellem tre lande sætter dagsordnen.

‘Triangle Strategy’ bruger lige så meget tid på sine strategiske kampe, hvor det at placere sine soldater og magikere rigtigt er lige så vigtigt så råstyrke, som spillet gør på at snakke. Der er nemlig rigtig lange sekvenser, hvor der ikke foregår andet end snak og intriger. Du skal derfor være indstillet på at halvdelen af din tid med ‘Triangle Strategy’ går med at høre andre snakke, og den anden halvdel foregår ude på slagmarken.

Kan du acceptere det. Finder du i ‘Triangle Strategy’ et helt enormt vellykket strategispil. Der har en god historie at fortælle, en masse gode langsomme kampe og plads til at du kan håndtere det hele i lige præcis dit tempo. Et perfekt spil at spille i sofaen mens resten af familie spiser påskeæg.

Triangle Strategy fås til Nintedo Switch, og er set til 404 kr.

Gran Turismo 7 er sprængfyldt med hurtige biler, smukke landskaber og blød jazz

Hvis du har benzin i blodet, så er ‘Gran Turismo 7’ et formiddabelt spil til dig. Her er et spil som virkelig elsker biler, og har en stor respekt for motorsporten. Du skal nemlig ikke forvente et spil med masser af gak og løjer. Her bliver bilerne taget alvorligt, og hvis du vil køre i de hurtigste og vildeste biler, skal du først bestå en række køreprøver før du bliver sluppet løs i dem.

‘Gran Turismo 7’ er nemlig et spil, der sætter realisme over alt andet, og det reflekteres i måden du kører bilerne på. Her gælder det lige så meget om at bremse og sænke farten, som det gør at køre hurtigt. Det er nemlig et spil hvor det gælder om at skrabe dyrebare sekunder af omgangstiden fremfor, at trække håndbremsen og “drifte” rundt om hjørnerne.

Det ses også i udvalget af baner, som du kan køre på. Du kommer nemlig til at bevæge dig igennem nogle af verdens mest ikoniske racerbaner. Her er ikke ræs i byer eller aflukkede stræder. I stedet kommer du til at kører på kendte steder som Nurburgring og Fuji International Speedway.

Hvis det lyder som det bilspil du har drømt om. Hvor der er skruet ned for det overdrevne og urealistiske, og op for seriøsiteten og glæden ved lyden af en bilmotor der brummer. Så vil du falde pladask for ‘Gran Turismo 7’

Gran Turismo 7 fås til PlayStation 4 og PlayStation 5. Spillet er set til 399kr og op.

Er du til spøgelser, magi og masser af action, så skal du bruge påskeferien på Ghostwire Tokyo

Hvis du er mere til spøgelser og magi, så skal du bruge påskeferien i selskab med ‘Ghostwire: Tokyo’. Her skal du nemlig vandre rundt i Tokyos gader efter, at en mystisk ånd har fået alle byens indbyggere til at forsvinde, med undtagelse af dig og din søster. Hvorfor det netop er dig og din søster, og hvorfor ånden fra en død politimand har bosat sig i din hjerne, er en stor del af mysteriet i ‘Ghostwire: Tokyo’ og det som skal drive dig igennem den regnvåde og neonbelyste by.

I din jagt på svarene skal du dræbe alt fra genfærd af hovedløse skolepiger til bizarre væsner fra japanske folkemyter. Der er et bredt og underligt udvalg af monstre du kommer til at kæmpe med dine magiske evner. Alt lige fra at skyde ild af fingrene til, at flå monstrenes hjerte ud står på menuen i ‘Ghostwire: Tokyo’.

Ghostwire: Tokyo er ikke et spil for alle. Selvom det på overfladen ligner et rigtig godt gys, så er det mere end noget andet et actionspil, hvor det går rigtig stærkt og der er mange bolde i luften på samme tid. Selvom spillet ikke er direkte uhyggeligt, så har det stemning i overflod, og når neonlyset bliver reflekteret i vandpytterne er det svært ikke at mærke stemningen helt ind i kroppen.

Det er et spil, du får mest ud af hvis du har lyst til at vandre Tokyos forladte gader, dræbe monstre og udforske hver en krog. Hvis du vil have gys og gru, så er det ikke her du finder det. Men kan du acceptere spillets præmisser, så finder du en masse god underholdning i Ghostwire: Tokyo.

Ghostwire: Tokyo fås til PlayStation 5 og PC. Spillet er set til 399kr.

Kirby and The Forgotten Land er det perfekte afslappende feriespil

Hvis tempoet skal lidt ned, og familien skal samles foran fjernsynet, så er ‘Kirby and The Forgotten Land’ til Nintendo Switch det perfekt spil. Her står den på farvestrålende baner, muligheden for at spille sammen og masser af sjove oplevelser.

Hele eventyret er fokuseret på den lille lyserøde klump ved navn Kirby. Han har en unik evne til at sluge sine fjender og kopiere essensen af dem. Så sluger Kirby en fjende der har et sværd, så får Kirby sit eget sværd at løbe rundt med.

Men i ‘The Forgotten Land’ er det meget mere end fjender som Kirby kan indtage. Denne gang kan Kirby også spise biler, stilladser og endda trafikkegler. Alt sammen vanvittigt morsomt at se på, og samtidig tilføjer hver genstand en sjov lille gimmick til spillet. Så bil-Kirby kan selvfølgelig køre stærkt, mens trafikkegle-Kirby kan bruge keglespidsen til at angribe fjender eller borer i jorden.

Det hele er præsenteret i et super farverigt univers, med masser af glad musik og masser af sjov. Samtidig er ‘Kirby’ et ikke særligt svært spil. Det er ikke meningen at du skal føle dig presset eller spille den samme sektion igen og igen fordi den er for svær. Det er derimod et spil, som sprudler med kreativitet og du spiller det ikke bare fordi det er sjovt, men også fordi du vil se den næste skøre ting som Kirby finder på at spise og forvandle sig til. Derfor er spillet helt perfekt til de små i familien eller dem der vil spille sammen og bare have det sjovt.

Kirby and The Forgotten Land fås til Nintendo Switch og er set til 394kr.

Ingen kommentarer endnu

Hvad synes du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *