Spilanbefalinger: Tre vilde og sjove spil til at slutte sommeren af med

af

Uanset om du er til et af årets vildeste og mest kreative spil, samuraier eller japanske syretrip, så er der noget for dig i disse tre spil der overrasker, imponerer og underholder som få kan det.

Det bizarre, kreative og finurlige ‘Psychonauts 2’ er et af årets bedste spil

‘Psychonauts 2’ er et underligt spil. Ikke bare fordi det er et spil, der handler om at du hopper ind i andre menneskers underbevidsthed og udforsker deres inderste frygt og tanker. Men også fordi det er efterfølgeren til et 16 år gammelt spil som de færreste husker.

Derfor er det vigtigt at sige to ting: ‘Psychonauts 2’ er et af årets absolut bedste spil, og det er fuldkommen ligegyldigt at du ikke har spillet det forrige i serien og det bør ikke stoppe dig i at opleve det.

Historien i spillet følger en række mennesker med overnaturlige evner kaldet ‘Psychonauts’, der er en slags hjerne-FBI. Igennem spillet rejser du ind i en lang række menneskers hjerner for at hjælpe dem med deres problemer og indsamle spor, der hjælper dig med at løse mysteriet om hvem, der har forsøgt at slå lederen af ‘Psychonauts’ ihjel.

Hver af hjernerne du besøger er vidt forskellige. Ikke bare i hvad du oplever, men også hvordan de ser ud. Nogle hjerner er som at være med i en tegnefilm mens andre kan byde på meget sort humor. Men det er ikke bare sjov og ballade at rejse ind i folks hjerner. For ‘Psyhonauts 2’ formår at flette dets vittige jokes og visuelt vidunderlige verdener sammen med dybt alvorlige beskeder om afhængighed, depression og alle de dystre ting der kan ske for os gennem livet. Lidt ligesom en Pixar film er i stand til både at være sjov og alvorlig.

Selve det at spille ‘Psychonauts 2’ har på mange måder rigtig meget tilfælles med andre populære spil som Super Mario og Ratchet & Clank. Du bevæger din figur rundt på skærmen, hopper rundt for at samle ting og nogle gange kæmper du mod fjender. Der er intet originalt eller banebrydende ved måden du spiller ‘Psychonatus 2’ på. Til gengæld er hvert eneste øjeblik i spillet sjovt, udfordrende og smider konstante “wow”-øjeblikke efter dig.

Selvom ‘Psychonauts 2’ er en opfølger til et spil du aldrig har hørt om, og som udkom for næste to årtier siden, så må du ikke lade dig stoppe af det. For ‘Psychonauts 2’ er så unikt, sjovt og underfundigt at du ikke må gå glip af det. Det er et spil med sjæl, og et spil som ikke bare vil underholde dig men også få dig til at føle noget. Gå ikke glip af det.

Du kommer til at elske Psychonauts 2 hvis:

  • Spil som Ratchet & Clank er lige din kop te
  • Du vil have et spil der overrakser og imponerer fra start til slut

Psychonauts 2 fås til Playstation 4, Xbox One, PC og Xbox Series S / X

Udvidet udgave af sidste års fænomenale ‘Ghost of Tsushima’ er fortryllende på Playstation 5

Sidste år udkom samurai-succesen ‘Ghost of Tsushima’ til Playstation 4, hvor det blev modtaget som et af de bedste Playstation4 spil til dato, og nu lidt over et år senere er det blevet tid til en opdateret udgave af spillet som bliver kaldt ‘Ghost of Tsushima: Directors Cut’.

Den største ændring er tilføjelsen af et helt nyt område du kan udforske i spillet. Det er en ø du rejser hen til i spillet, som kommer med sin egen historie og konflikt du deltager i. Den nye landmasse i spillet byder på endnu mere af det, som gjorde det originale ‘Ghost of Tsushima’ til et af de bedste Playstation 4 spil sidste år.

Udover den nye ø du kan udforske, så er der selvfølgelig også resten af ‘Ghost of Tsushima’ som du kan spille. Og har du ikke allerede gjort det, så venter der dig et forrygende samurai-eventyr med alt hvad det indebærer af sværddueller, ninja-tricks og storslåede slåskampe.

Så har du endnu ikke besøgt den smukke japanske ø Tsushima, så er den nye ‘Ghost of Tsushima Directors Cut’ den absolut bedste måde at gøre det på.

Du kommer til at elske Ghost of Tsushima Directors Cut hvis:

  • Du elsker spil som Assassins Creed
  • Vil have det vildeste samurai-eventyr derude

Ghost of Tsushima: Directors Cut fås til Playstation 4 og Playstation 5. Spillet er set til 479 kr.

Actionspillet ‘No More Heroes 3’ er et punk-rock inspireret syretrip du enten vil elske eller hade

‘No More Heroes 3’ er et spil du enten kommer til at falde pladask for eller hade inderligt med en brandende energi. Spillet er et usammenhængende virvar af farver, stilarter og tanker, der uden tøven blander meta-reference jokes om film, computerspil og populær kultur med hårdtslående action.

I løbet af den førte halve time med ‘No More Heroes 3’ er der blevet lavet referencer til både Alien-filmene, meta-jokes om computerspl og du har set både tegnefilm og dræbt rumvæsner med et lyssværd. ‘No More Heroes 3’ er et vanvittigt spil og enten er du fuldkommen med på dets vanvid eller også får du hovedpine af det.

Omdrejningspunktet for spillet er din kamp imod 10 rumvæsner der har invaderet jorden. Den ene er mere skør og skæv end den forrige, og i din kamp mod dem bliver du introduceret til deres underlige personligheder, der i sig selv er lige så underholdende som den del af spillet du faktisk spiller foran fjernsynet.

For når du skræller de mange visuelle effekter, farver, bandeord og punk-musik væk. Så er ‘No More Heroes 3’ et ganske underholdende og hæsblæsende actionspil, hvor det hele tiden gælder om finde balancen mellem at angribe fjenden og ikke blive for grådig så du ender fanget i et modangreb.

Hvis du er til talende katte, underlige jokes og et virvar af farver, så kommer du til at elske ‘No More Heroes 3’. Men værd opmærksom på, at det langt fra er et spil for alle. Slet ikke hvis din tolerance for “underlige ting” er ret lav.

Du kommer til at elske No More Heroes 3 hvis:

  • Du elsker animé og japansk kultur skruet op til max
  • Vil have et overdrevent, voldsomt og heftigt brag af et actionspil til din Nintendo Switch

No More Heroes 3 fås til Nintendo Switch og er set til 389kr ,-.

Ingen kommentarer endnu

Hvad synes du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *