To spil til en meget kold vinterferie

af

Vinterferien er kommet, og den er bidende kold. Så i stedet for at fryse fingrene af udenfor, så kan du bruge ferien på at underholde dig selv med to geniale spil, der helt sikkert holder dine fingre varme.

Overset klassiker får nyt liv på Nintendo Switch

Super Mario 3D World er en af de mest oversete moderne klassikere som spilfirmaet Nintendo har produceret. Heldigvis så har spillet nu fået en ny chance med en genudgivelse på Nintendo Switch.

Her bliver det originale spil fra 2013 opdateret med kærlighed hånd, og samtidig får følgeskab af et helt nyt ekstra spil i form af “Bowser’s Fury”. Så du får to spil i samme pakke, så både gamle og nye fans kan finde noget at underholde sig med i pakken.

Super Mario 3D World er et forrygende spil, der sprudler af energi og kreativitet. Du kan spille op til fire personer på én gang, og løbe igennem de varierede og fantasifulde baner når den onde Bowser skal stoppes. Det er det perfekte familiespil, hvor alle kan være med uden at blive alt for udfordrede men uden at det bliver kedeligt.

Når det store eventyr i 3D World er overstået, så kan du prøve kræfter med det helt nye “Bowser’s Fury”, der er et forrygende og spændende eventyr, der tager alle de klassiske Super Mario elementer og vender dem på hovedet i et væld af spændende udfordringer. Det er et spil, som særligt fans af Super Mario vil falde pladask for.

Uanset om du spillede Super Mario 3D World tilbage i 2013 eller ej, så skylder du dig selv at prøve kræfter med spillet. Dets charme er ustoppelig, og indenfor få minutter rocker du med til den fantastiske musik og har et smil på læben over den fantastiske stemning i spillet.

Super Mario 3D World + Bowser’ Fury fås til Nintendo Switch og er set til 399,- kr

Den danske spilserie “Hitman” når helt nye højder i det seneste udspil

Hitman-serien af spil er en af de største danske succeser i spilverden. Historien om lejemorderen der er ekspert i at forklæde sig, og få ethvert mord til at ligne en bizar ulykke har været et globalt hit som med den seneste serie af spil er blevet rost til skyerne.

Med det nyeste spil, Hitman 3, så føles det som at serien slutter på toppen med et spil der er gennemtænkt og genialt som få spil er det. Igennem seks forskellige missioner rejser du som Agent 47 rundt i verden for, at begå det ene kreative mord efter det andet. Uanset om du er fanget i et gigantisk palæ et sted i England og skal dræbe husets overhoved eller om du bevæger dig igennem en tysk techno-natklub imens du forsøger at eliminere dit mål, så er det et spil der på magisk vis formår at få din puls helt op og ringe, selvom der ikke sker meget action på skærmen.

For det som gør Hitman 3 til et genialt spil, og serien som helhed, er at du skal turde tage en forklædning på, bevæge dig direkte ind bag fjendens linjer og satse på at ingen opdager hvem du i sandhed er. Samtidig har spillet en stor portion sort humor, der giver de drabelige eventyr et underspillet humoristisk element.

Hvis du søger benhård action, så finder du det ikke i Hitman 3. Men leder du efter et spil, hvor du skifter forklædninger, lader som om du er en gartner for derefter at forgifte dit mål og så snige dig ud af området uden at blive opdaget. Så er Hitman 3 dit drømmespil. Det har nemlig mere tilfælles med en god spionfilm end Call of Duty.

Hitman 3 fås til PC, Xbox One, Xbox Series S / X, Playstation 4 og Playstation 5.

Ingen kommentarer endnu

Hvad synes du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *