Spilanbefalinger: Her er de tre bedste spil til september måned

af

a

f Mikkel Winther

Efteråret har meldt sin ankomst, og så findes der ikke noget bedre end god underholdning foran fjernsynet. Vi har samlet en lille guide til de tre bedste spil fra august måned.

Diablo3

Djævelsk god underholdning

Diablo 3: Ultimate Evil Edition fås til Xbox 360, Playstation 3, Xbox One og Playstation 4

Diablo-serien har for PC-entusiaster været et fast punkt i deres liv siden 1996, hvor serien første gang så dagens lys. Det simple spil med det isometriske 2D-perspektiv, hvor man løb rundt i landsbyer og underjordiske huler fyldt med dæmoner og svingede øksen efter dem blev hurtig en kæmpe succes. Faktisk blev det en så stor succes, at serien har solgt mere end 24 millioner eksemplarer.

Det seneste skud på stammen, Diablo 3, er nu også kommet til konsollerne og selvom det har været en serie primært forbundet med PC-markedet, så gør den sig fortrinligt foran et fjernsyn i stuen. Selve spillet er præcis magen til dets PC-bror. Du skal vælge en af i alt seks forskellige persontyper (heksedoktor, hellig kriger, barbar, troldmand osv.), og kæmpe dig igennem en hær af dæmoner og mod dit endelig mål: At slå Diablo ihjel, og skabe fred i verden.

reaper-of-souls-13-large

Det hele foregår i fugleperspektiv, hvor du kigger ned på din figur og trykker på knapperne for at dele tæsk ud. Men vigtigst af alt, så samler du en masse nyt udstyr ind hele tiden, og det er dette element der gør Diablo 3 til noget helt specielt. Der er nemlig en sublim rytme i at finde nyt udstyr, få nye evner og så tæske fjender med de ting, og så begynder hele rutinen forfra med at du finder endnu mere udstyr og du bliver stærkere og stærkere.

Det er et utroligt vanedannende flow, og har du mulighed for at spille med en ven i sofaen, eller over internettet, løfter det hele spiloplevelsen op på et helt nyt niveau af underholdning, da alle persontyper har forskellige evner og måder at håndtere action på. For ikke at nævne muligheden for at dele udstyr, og hjælpe hinanden til at blive endnu stærkere. Det ser måske ikke ud af meget på overfladen, men Diablo 3 har rigtig meget dybde og er super sjovt.

Med Diablo 3 får du et utroligt vanedannende spil, som kommer til at holde utroligt mange uger.

Elektronista anbefaler til
– Alle med hang til god action, lidt rollespil og dæmoner.

Pirater, drager og fantasy til den store guldmedalje

Risen 3 fås til Xbox 360, Playstation 3 og PC

Risen 3 gør ikke noget godt førstehåndsindtryk. Det hele starter med at du vågner ombord på et skib, der bliver angrebet af spøgelser uden yderligere forklaring om hvem, hvad, hvor eller hvorfor.

461x5y

Intet giver mening, og intet kommer rigtig til at give mening i de første 30-45 minutter. Men efter du har fået stjålet din sjæl, og bliver bedt om at rejse ud på de syv have for at finde den igen, forvandler Risen 3 sig fra et uforståeligt kaos til et herligt pirateventyr, der er svært at give slip på igen.

Risen 3 formår nemlig at indfange følelsen af at gå på eventyr. At kaste anker ved en ø og bare udforske den. Gå rundt i junglen, se hvad der gemmer sig rundt om hjørnet eller inde i den grotte. Måske er der noget guld, et nyt våben eller en hemmelig civilisation? Følelsen af at opdage, udforske og prikke til verden er utroligt godt udført. Især fordi spillet prikker tilbage. Spillet er nemlig i den grad opmærksom på dig, og ikke mindst at give dig plads til at løse problemer på den måde, du vil gøre det på.

5ugl1s

For eksempel når du skal få fingrene i en særlig halskæde, kan du enten stjæle den, købe den, charmere ejeren til at give den til dig eller måske bare overbevise ham om, at der hviler en forbandelse over den, så han er desperat for at give den til dig. Der er en masse muligheder, og helt afhængig af, hvilken slags pirat du har gemt i maven, kan du gøre det lige præcis på din måde.

Risen 3 er måske ikke det mest polerede spil på markedet. Kampsystemet er ujævnt, og spillets historie er ikke den mest sindsoprivende i verden. Men der er så mange små lysglimt, at det skaber en vidunderlig helhedsoplevelse, der gør Risen 3 til et pirateventyr, der er perfekt til en god lang efterårsferie.

Elektronista anbefaler til
– Alle med en pirat i maven, og som ikke er bange for lidt ujævne hjørner i et spil.

Sublim dobbelt spilpakke inviterer på mutantjagt i Rusland

Metro Redux fås til Playstation 4, PC og Xbox One.

ph8DGQY

Velkommen til Rusland. Året er 2033, og det er 20 år siden at atombomberne faldt og ødelagde alt omkring os. Det var ikke alle der overlevede atomkrigen, og i Rusland nåede 40.000 mennesker at gemme sig i metrotunnelerne under jorden. De 40.000 blev grundlaget for en ny generation, født og opvokset i tunnellerne under jorden, mens overfladen blev radioaktiv og invaderet af mutanter.

Sådan lød det da spillet Metro 2033 udkom for nogle år tilbage, og blev overhældt med roser for dets unikke univers, stemning og spiloplevelse. Det fik sidste år en efterfølger i form af Metro: Last Light, der også blev rost til skyerne.

yMyDp7p

Nu bliver begge spil samlet i en lækker pakke til Playstation 4 og Xbox One, så her får du to spil opdateret til de nye maskiner. Og heldigvis så er turen ned i Ruslands metro stadigvæk en vidunderlig oplevelse.

Det, som Metro-spillene gør utroligt godt, er at skabe en følelse af overlevelse. Det handler ikke om, at menneskeheden skal vinde det tabte tilbage, for det kommer aldrig til at ske. Der er ingen verden at redde, der er kun dig selv og dine absolut nærmeste venner. For i en verden, hvor kugler til våben også er det du køber mad for, gælder det om at stole på de rigtige mennesker.

001_by_gavinuk86-d7uqjdt

Kampen om overlevelse er fortalt gennem øjnene på Artyom, som har levet hele sit liv i metroen og ikke kender til nogen anden virkelighed end den daglige kamp for overlevelse. Det er et spil, hvor selv de rolige øjeblikke føles tynget af den konstante følelse af kaos og frygt for, hvad morgendagen bringer. Men under overfladen gemmer der sig et spil, som har rigtig mange hatte på. Det ene øjeblik handler det om overlevelse over jorden, hvor du har gasmaske på og skal holde styr på ilt, finde rationer og komme tilbage under jorden. Andre gange er det ren action mod monstre, og mennesker, mens det andre gange pludselig bliver et spil, hvor du for alt i verden vil snige dig rundt og undgå at blive set.

Metro Redux er to spil, der hele tiden springer mellem en masse stole, og det gør at det aldrig bliver kedeligt eller forudsigeligt. Samtidig er rejsen ind i en anderledes dommedagsverden utroligt fascinerende, og meget velrealiseret.

Har du aldrig været i Metro-universet før, er dette et fantastisk sted at starte, og at få to spil for ét spils pris er heller ikke en dårlig handel.

Elektronista anbefaler til
– Alle der gik glip af spillene på da de var på Xbox 360 og Playstation 3.

Ingen kommentarer endnu

Hvad synes du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *