USA er invaderet af nazister i politisk sprængfarligt spil

af

 I spillet Wolfenstein 2: The New Colosssus handler det om at befri USA fra nazisterne. Spillet er efter et nazi-fyldt 2017 blevet politisk og relevant på en måde, ingen kunne have forudset. Elektronsita.dk har talt med en af hjernerne bag.

“Det er skræmmende, at Wolfenstein kan blive set som en kontroversiel, politisk ting“. Sådan lød det fra Pete Hines (chef for marketing) fra Bethesda, et spilfirma der i dag udgiver et nyt spil i Wolfenstein-serien. En serie af spil, der er handler om at skyde nazister, medlemmer af KKK og nazi-sympatisører. Det er et skydespil, der er gået fra at være fantasi til et varmt politisk emne i kølvandet på bølgen af pro-nazi-demonstrationer i USA.

E

lektronista har interviewet en af hjernerne bag spillet, Jerk Gustafsson, om alt fra det politiske klima til udfordringen ved at lave den svære 2’er.

“Vi var ikke forberedt på den her situation”

Wolfenstein er en spilserie med rigtig meget historie. Det er en serie, som mere eller mindre opfandt en hel genre i form af skydespillet, som vi kender det i dag. Så da Wolfenstein: The New Order udkom i 2014, var det ikke bare et hvilket som helst spil, der udkom. Det var et helt nyt Wolfenstein-spil og med det fulgte helt automatisk en bunke forventninger, ikke bare til spillets kvalitet, men også til nye idéer og oplevelser.

‘The New Order’ var et af højdepunkterne i 2014 og er den dag i dag stadigvæk et sublimt skydespil. Det kombinerede hæsblæsende action med et persongalleri af frihedskæmpere, som havde dybde og følelser, og som var lige så interessante at høre på, som de var at drage i krig med. Derfor er forventningerne til det næste spil i serien, som udkommer i dag, alt andet end små.

Jekr Gustafsson er executive producer på Wolfenstein 2: The New Colossus

Men i 2017 er det at lave et spil, hvor du skyder nazister ikke bare ren underholdning. Nazisme er efter begivenheder som Charlottesville et emne, der er skræmmende relevant, fortæller Jerk Gustafsson:

“Jeg forstår godt behovet for at snakke om det, der sker i USA og lave sammenligningen mellem dét og vores spil. Men det er vigtigt at huske, at gennem de sidste tyve år har Wolfenstein altid handlet om at skyde nazister, og det er også kernen i vores spil.

Men det er kommet tættere på virkeligheden nu på en underlig måde. Især fordi vores spil handler om at befri USA fra nazismen og dens undertrykkelse af folket, og det er ikke noget, vi har planlagt eller regnet med ville ske, da vi gik igang med at lave spillet i 2014, men det er et ubehageligt sammentræf mellem vores fiktive univers, og det der faktisk sker. Det er et seriøst emne, og noget som bør blive snakket om, men det er hvad spillet handler om, og det handler om at slås nazister ihjel og befri USA.”

Selvom det kom som en overraskelse, at et spil om at skyde nazister pludselig var politisk relevant, og flere nazister har været ude og udtale at de føler sig stødt af spillet, så har folkene bag spillet ikke trukket i land. Faktisk modsat. De har igangsat en marketingskampagne på Twitter, der er forankret i #NoMoreNazis, og alle spillets trailere fokuserer primært på, at nazister er et problem.

Make America Great Again

I spillet tager du rollen som B.J. Blazkowicz, den ærketypiske amerikanske soldat med blå øjne, stor kæbe og en masse muskler. I det første spil (The New Order fra 2014) kæmpede du mod nazisterne i Tyskland, fjorten år efter, de vandt 2. Verdenskrig. Nu drager du og modstandsbevægelsen mod USA for at fortsætte kampen. Det er her at Wolfenstein 2: The New Colossus tager sin start.

B.J. er tilbage i sit hjemland, USA, der nu er overrendt af nazister. Efter næsten 20 års overherredømme er nazismen blevet hverdag og ved at blive en integreret del af den amerikanske kultur. B.J. og den amerikanske modstandsbevægelse iværksætter dog en sidste offensiv mod nazisterne i håbet om at kunne tage landet tilbage.

 

På overfladen er Wolfenstein 2 et hæsblæsende og veludført actionspil, hvor du skyder nazister, robothunde og robotter i denne meget alternative udgave af 1960, hvor nazisterne har vundet krigen. Men under overfladen gemmer der sig også rigtig meget tyngde. Mellem den heftige action er der også plads til nogle meget menneskelige scener, hvor modstandsbevægelsen ikke altid er i topform, og folk tvivler på sig selv. Det er et spil, der på mesterlig facon veksler mellem action på fuld hammer og et intenst personligt drama.

Balancen mellem de to ting har krævet mange eksperimenter, fortæller Jerk:

“At finde balancen mellem den ekstreme action og en seriøs historie har givet os muligheden for at arbejde med toneskift på en fascinerende måde. Vi prøver at både underholde, men også forætlle en meget seriøs historie omkring nazisme og undertrykkelse. Vi prøver selvfølgelig ikke at fortælle en realistisk historie, men temaerne, vi arbejder med, er seriøse, og selvom vi pakker det ind i noget overdrevent og til tider fjollet.

Vores høje tempo i spillet og fokus på at være en gammeldags retro-shooter understøtter også vores ønske om at pakke det alvorlige ind i noget, der er virkelig underholdende. Da vi gik igang med processen med at planlægge og udvikle dette spil, kiggede vi meget på de gamle spil, som vi i Machine Games var store fans af, og vi fandt en fællesnævner i spil som Quake (1996) og Doom (1993). Vi fandt hurtigt ud af, at det der gjorde de spil gode dengang stadigvæk gør dem sjove i dag, og de spil stadigvæk er sjove at spille, fordi kernen i de to spil stadigvæk er så raffineret og genial.

Det gav os udgangspunktet for Wolfenstein, og vi tog også ved lære af vores søsterselskab id software som lavede sidste års DOOM, der også var meget fokuseret på at finde tilbage til rødderne som et meget tempofyldt spil, hvor vi kan arbejde med toneskift og fortælle en fantastisk historie i kombination med et fantastisk sjovt spil.”

Kombinationen af retro-shooter’en, hvor det bare gælder om at løbe og skyde, og den mere dramatiske historiefortælling skaber en fascinerende kontrast i spillet. Idéen om Americana er forsvundet og erstattet af Germanicana, hvor den amerikanske ånd er blevet genfortolket i nazismens billede.

Et fantastisk spil, der er meget mere end bare en politisk statement

Uanset om du har brug for at få nogle aggressioner ud ved at skyde nazister, eller du bare vil have et af årets bedste actionspil, så er Wolfenstein 2: The New Colossus et rigtig godt bud på solid underholdning. Her får du en velfortalt historie pakket ind i sublime actionsekvenser.

Wolfenstein II: The New Colossus er i butikkerne fra på fredag d. 27. oktober 2017 og fås til Playstation 4, PC og Xbox One. En udgave til Nintendo Switch er planlagt til 2018.

Ingen kommentarer endnu

Hvad synes du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *