Vinterferiens fedeste spil får dig til at glemme det dårlige vejr

af

Glem regnen udenfor og tilbring vinterferien i selskab med Super Mario, en kavalkade af Disney-figurer eller brug tiden med et genialt mobilspil. Her er noget for alle i vores guide til vinterferiens bedste spil.

Super Mario – super underholdning for hele familien

New Super Mario Bros. U – Deluxe fås til Nintendo Switch

S

uper Mario-spillene er perfekte til en god vinterferie, og det nyeste Mario-eventyr til Nintendo Swtich er perfekt til hele familien. Du kan spille med op til fire personer på én gang, og hver af de forskellige Mario-karakterer har deres egne unikke evner.

For familiens yngste kan der også spilles med “Guide Mode”, hvor alting bliver en del nemmere, så alle kan være med. Det betyder dog ikke, at alt i Mario-spillet er en dans på roser. Du kommer til at blive udfordret med komplekse baner, der kræver præcision og timing for at nå i mål. Det bliver kun endnu mere udfordrende, hvis du også vil have alle gemte bonuspoint på banerne.

Uanset om du spiller med familien foran fjernsynet eller vil tackle Marios eventyr helt alene, så venter der sig timevis af underholdning i New Super Mario Bros. U – Deluxe.

 

Tag med Anders And og Fedtmule på et magisk eventyr

Kingdom Hearts 3 fås til Xbox One og Playstation 4

Kingdom Hearts-serien har siden, det første spil kom for 17 år siden,  fået opbygget en stor fanbase. Og det er med god grund. Spillet blander på unik vis Disneys verdener og Kingdom Hearts eget univers, og det giver en helt speciel oplevelse. I spillet hopper du i skoene på drengen Sora, der sammen med Fedtmule og Anders And skal kæmpe imod mørke kræfter, der vil fjerne alt lys i hele verden.

Trioen kommer på en eventyrlig rejse igennem en masse forskellige Disney-verdener – lige fra Elsa i Frozen Land til Buzz og Woody i Toy Story Land. Alt sammen for at Sora kan blive stærk nok til at tage kampen op imod mørket. Det hele udspiller sig som et sublimt actionspil, hvor du svinger rundt med dine våben, kaster med magi og kæmper side om side med Disney-figurer.

Det lyder fjollet, og det er også lidt fjollet. Men det er svært ikke at falde pladask for blandingen af Disney-nostalgi og en historie om venskab, der overvinder alt. Så har du hang til action, rollespil eller Disney, så er det svært ikke at komme uden om Kingdom Hearts 3.

Hvis du først springer ind i Kingdom Hearts universet nu, så bare rolig. Spillet kommer med en fortrinlig forklaring af alt hvad du skal vide, før du starter det sidste kapitel i sagaen.

 

Holedown – perfekt (og vanedannende) spil til mobilen

Holedown koster 35 kr og fås til iOS og Android.

Holedown er et perfekt spil til din telefon. Det er simpelt, hver bane tager et par minutter, og det er enormt underholdende. Det er ret simpelt, du skal skyde bolde afsted, og rammer forskellige former for klodser, der er på vej op imod toppen af skærmen. Hver klods skal rammes et bestemt antal gange af dine bolde, før den forsvinder.

Tricket ligger i, at boldene hopper rundt og med velplacerede skud kan du få én bold til at fjerne mange klodser på skærmen. Jo flere klodser du fjerner, desto flere point får du og med et begrænset antal skud per spil, gælder det om at strække dine bolde så langt du kan.

Holedown er vanvittigt simpelt at komme igang med, men efter få minutter med det bliver det tydeligt, at det er den slags spil, som du konstant bliver bedre og bedre til. Jo mere du spiller, desto mere selvsikker bliver du i dine skud og du får mere og mere styr på, hvordan du kan kontrollere bolden du sender afsted.

Det tager to minutter at lære at spille Holedown, men det kommer stensikkert til at fastholde din opmærksomhed lang tid efter vinterferien er slut.

1 Svar
  • Lars
    februar 14, 2019

    Min søn er ellevild – tak for god artikel!

Hvad synes du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *