Elektronisk killing skal lulle en i søvn
Af Leif Bomberg
Nemurieru er en sød og utraditionel måde at bekæmpe søvnløshed på. Den skulle virke på både børn og voksne.
Har du problemer med at falde i søvn – uvist af hvilken grund – skulle dette nye elektroniske kæledyr for voksne hjælpe godt på vej til drømmeland.
Nemurieru består af en lidt kedelig puck og en usædvanlig sød lille plys-killing, der uden tvivl også vil vække begejstring hos familiens yngre medlemmer.
I virkeligheden ligger systemets hemmelighed i pucken, der f.eks. lægges under ens pude:
Pucken udsender små regelmæssige vibrationer og lyde, som skal berolige kroppens måske urolige rytmer og sende os afslappet i en dyb og sund søvn.
Man kan også sige, at pucken eftergør moderens hjerteslag, der – i hvert fald for små børn – er beroligende at lytte til.
Ifølge den japanske fabrikant er Nemurieru Sleep Aid Kitten udviklet i samarbejde med ”et team af medicinske specialister”, mens forhandlerens hjemmeside understreger, at den elektroniske killing ikke er en ”medical device”.
Uanset hvad – så ser den sove-fremmende gadget ganske sød ud. Den koster godt 50 USD – ca. 300 kroner.