3 får nu sit eget mobilmærke

3 Min læsning

De spændende OnePlus smartphones vil fremover blive solgt i Danmark via teleselskabet 3 og dets 30 butikker landet over.

De kinesiske OnePlus telefoner har længe været et godt insider-tip blandt smartphone entusiaster. God pris og flotte præstationer, der sagtens kan tage kampen om med markedets giganter som Apple, Samsung eller Huawei.

Det har bare været pokkers besværligt at få fat i en af OnePlus telefonerne:

Først lod OnePlus kun specielt udvalgte købe en mobil. De skulle skaffe sig en særlig invitation, inden de fik lov. Siden har OnePlus i flere perioder haft svært ved at levere, så firmaets webside meldte udsolgt gang på gang.

De genvordigheder skal være overstået fra i dag. OnePlus telefoner sælges nemlig nu af teleselskabet 3, der har fået eneret for Danmark. Dermed bliver 3 det første teleselskab herhjemme, der får sit helt eget mobilmærke.

Det bliver spændende at se, hvordan det går. Potentialet til noget stort er der helt klart, for OnePlus’ telefoner har scoret den ene topkarakter efter den anden i udenlandske mediers tests og præsentationer.

Ifølge 3 har omkring 3.000 af teleselskabets danske kunder allerede en OnePlus smartphone, som de har købt via internet. Dette tal venter 3 at mangedoble i løbet af de kommende uger og måneder.

OnePlus selv vil i første omgang være tilfreds med en Top-5 placering på den danske mobil hitliste. På lidt længere sigt er målet at komme i Top-3. I så fald skal OnePlus slå Huawei eller Samsung af pinden. Apple er urørlig med sin iPhone, som danskerne stor-elsker. Seks af de 10 smartphones, som 3 solgte flest af i februar – herunder de tre bestsellers – havde således æble-logoet på.

3’s store opgave bliver at gøre OnePlus til et bredt kendt mobilmærke. Det er OnePlus slet ikke i dag. Til gengæld er mærket noget af et “insider hit” blandt Android entusiaster.

 

Modsat rivaler som Samsung eller Huawei holder OnePlus sig til én model ad gangen – ikke mange forskellige i alle mulige prisklasser. Hos 3 vil man kunne købe den seneste OnePlus 3T telefon i én farve – gun metallic grey – og med enten 64 eller 128 GB lager. That’s it.

OnePlus 3T bygger op Qualcomms næsthurtigste processor Snapdragon 821 med 2,35 GHz clockfrekvens. Der er  hele 6 GB RAM, 64 eller 128 GB lager og 16 megapixel kameraer på både front og bagside.

Skærmen er på 5,5 tommer og i Full HD kvalitet (1.920 x 1.080 punkter) – ikke i Quad HD som på konkurrenternes noget dyrere topmodeller. Batteriet har 3.400 mAh kapacitet og et hurtig-lade kredsløb.

3 kalder OnePlus 3T den måske stærkeste smartphone på det danske marked. Det kan man selvfølgelig altid diskutere – og det vil iPhone freaks helt sikkert gøre – men tager man prisen med i betragtning, virker OnePlus som et rigtig godt køb.

Et typisk 3 tilbud på en OnePlus mobil med 64 GB lager vil koste 99 kroner om måneden for telefonen alene i 30 måneder og 200 kroner for et abonnement med Fri Tale 20 GB. 3Deling og 3LikeHome. Minimums prise vil i så fald være 4.270 kroner inkl. oprettelsesgebyr.

Ønsker man at købe den “rene” OnePlus 3T, kan det også lade sig gøre. Så koster telefonen 3.299 kroner. Til den pris har den i øjeblikket ingen direkte konkurrenter på det danske marked.

3 sælger OnePlus 3T via sin danske hjemmeside og i sine 30 butikker landet over. Her kan man også tilbyde originalt OnePlus tilbehør som f.eks. covers, cases, kabler, adaptere og skærm-beskyttere.

 

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

3 × one =

2 Comments
  • Peter Degn
    marts 24, 2017

    Har kollegaer der har kørt med de telefoner i årevis…

  • Kristian
    marts 26, 2017

    Det bliver godt nok spændende at se, om det kan få fodfæste i Danmark! Telefonerne har, som Peter siger, været ude i mange år, men har aldrig været så “let tilgængelige” som de vil blive nu.