Gaming guide: Paper Mario og Hellblade 2

6 Min læsning

Fordyb dig i to af sommerens mest innovative og fremragende spil. Uanset om du er til det humoristiske og farverige Paper Mario eller det dystre og skrækjagende Hellblade 2.

Paper Mario: The Thousand Year Door er en to årtier gammel perle, der nu får sin store chance for succes

Du kender sikkert figuren Super Mario, der har været i et utal af spil og mange af dem vidt forskellige. Lige fra de klassiske Super Mario eventyr, hvor der bliver løbet fra venstre mod højre til det evigt populære Mario Kart eller den lange stribe af sportsspil som også har Mario i hovedrollen.

Men der er også en anden form for Mario spil, som altid har været en legeplads for eksperimenter, kreativitet og humor – nemlig Paper Mario serien. Her er Mario, som titlen antyder, lavet af papir og faktisk er hele verden omkring ham også flad og har et unikt håndlavet udseende over sig. 

Paper Mario spillene har et mere langsommeligt tempo end andre spil med Mario i hovedrollen. For her er der fokus på velskrevne historier, jokes og spandevis af mindeværdige karakterer. Særligt har spillet ‘Paper Mario: The Thousand Year Door’, der oprindeligt udkom for tyve år siden, stået som et af højdepunkterne, og som et skinnende eksempel på hvor bredt Mario spil kan favne både i genre og udtryk.

Og nu efter to årtier bliver spillet genudgivet på Nintendo Switch, hvor det har fået en visuel overhaling og små forbedringer, der gør at hele oplevelsen er mere flydende. Til gengæld er der ikke rørt ved hverken manuskriptet eller humoren i spillet, for det er her at ‘Paper Mario: The Thousand Year Door’ virkelig stråler. Dette er et af de mest velskrevne, humoristiske og charmerende spil, som nogensinde har haft Super Mario i hovedrollen. 

Omdrejningspunktet for spillets historie er, at Mario leder efter en forsvinden Prinsesse Peach i den skumle by Rogue Port, og inden længe er Mario svøbt ind i jagten på syv magiske krystaller, en gammel magisk kraft og selvfølgelig en kamp mod den ikoniske Bowser.

Rammerne for historien er ikke videre banebrydende, til gengæld er alt hvad der sker indenfor de rammer anderledes. Hver eneste mulighed spillet får for at gøre noget nyt og uventet bliver udnyttet til fulde, så du sidder i sofaen og griner eller græder. Det er et spil, hvor det er svært ikke at lade sig fortabe i de smukke omgivelser, helt igennem fremragende karakterer og den konstante strøm af små unikke jokes. 

Selv måden du bekæmper fjender på er også ganske unik for Super Mario, da det hele foregår på turbasis, hvor du og modstanderen skiftes til at angribe hinanden. Det trækker tempoet ned, og gør at hver kamp har plads til at være strategisk og udfordrende.

Paper Mario: The Thousand Year Door er på papiret måske et gammelt spil, men oplevelsen af at spille det giver på intet tidspunkt indtryk af, at det faktisk er tilfældet. Spillet føles moderne, levende og sprælsk på bedst mulige manerer. Det er et spil, som virkelig er svært at lægge fra sig når man først er gået igang med det. Takket være både det fremragende manuskript, men også spillets mange kampe, der aldrig bliver kedelige. Hvis du vil have et spil at fortabe dig i under sommerferien, så er Paper Mario: The Thousand Year Door en oplagt kandidat.

Du kommer til at elske Paper Mario: The Thousand Year Door hvis:

– Spil som Super Mario RPG eller Final Fantasy er lige din kop te

– Du vil have et spil, der er perfekt til lange sommernætter og tidlige ferie morgener

Paper Mario: The Thousand Year Door fås til Nintendo Switch

Senuas Saga: Hellblade 2 er et intenst, dystert og helt igennem uforglemmeligt spil

Det er sjældent at spil forsøger at gribe fat i tunge og seriøse emner, særligt emner som mental sundhed. Men actionspillet ‘Senuas Saga: Hellblade 2’ er ikke bare et actionspil med baggrund i nordisk mytologi, men også et spil der tager psykiske sygdomme meget alvorligt.

Spillets hovedperson, krigeren Senua, lider af psykose og hører konstant stemmer. De forfølger hende, angriber hende verbalt og er konstant en del af hendes hverdag. Udviklerne bag ‘Senuas Saga: Hellblade 2’ har samarbejdet med en lang række eksperter, konsulteret med personer der lider af samme mentale sygdom, og som resultat har skabt et spil der giver os en hovedperson, der både kan være stærk og sårbar på samme tid.

I spillet følger du Senua, mens hun er rejst til det kolde nord for at stoppe vikinger fra at angribe hendes landsby og langsomt indfange alle i området. Spillet åbner ombord på en båd, hvor Senua har ladet sig selv blive taget til fange for at infiltrere fjenden indefra. Men da skibet med hende og de andre fanger går på grund, bliver hun kastet ud i en brutal og voldsom kamp for overlevelse i et nådesløst landskab. 

På nogle måder føles ‘Hellblade 2’ som en form for interaktivt teater, for spillet er ikke sprælsk og fyldt med alle mulige ting du kan gøre. Der er ikke en stor endeløs verden at udforske, eller alle mulige hemmeligheder, du kan finde i afkroge af landskabet. I stedet bevæger du Senua fra punkt A til punkt B, og imellem dem er der nogle gange gåder at løse, andre gange slåskampe og det hele er motiveret af historien om Senua og hendes kamp for overlevelse.

Hellblade 2 er på mange måder også et enormt udmattende spil at spille. Stemmerne der forfølger Senua gennem hendes farefulde færd er brutale, lede og nedladende. Det er hårdt at høre på, og specielt hvis du spiller med høretelefoner på, er oplevelsen meget overbevisende, når stemmerne bevæger sig rundt om dit hoved og skaber illusionen af, at de faktisk er både foran og bagved dig. De konstante verbale angreb er ikke bare udmattende, men understreger også den kamp som Senua har med sig selv og sit indre liv. 

Men der er selvfølgelig også en ydre kamp, når vikingerne angriber og her bliver spillet lige så larmende og brutalt, men på en meget mere direkte måde. Sværdkampene i Hellblade 2 voldsomme, blodige og næsten afskyelige. De er ikke elegante og hurtige, men langtrukne og beskidte slåskampe. Volden i spillet er intens, og bliver brugt som voldsomme afslutninger på ellers stille sekvenser, hvor det kun er Senua der er alene med sig og sine tanker i de barske omgivelser.

Det er dog hverken slåskampene eller gåderne, som er det bærende element i Hellblade 2. Det er i stedet den medrivende skuespilpræstation, der kommer fra skuespilleren bag Senua og de mange andre personer, som hun møder på sin færd. Hver og en af dem er digitalt bragt til live på overbevisende facon, og deres skuespil er med til at løfte hele oplevelsen op på et tårnhøjt niveau, hvor det er lige så underholdende at sidde ved siden af som passiv tilskuer, som det er at spille selve spillet. Både historien og skuespillet højner oplevelsen, og gør at man hele tiden har lyst til at se hvad der sker i næste kapitel.

Hvis du vil have et spil, der er brutalt, medrivende og ulig nogen anden form for spil du kan give dig i kast med. Så skal du tage et kig på Senuas Saga: Hellblade 2. Det er en unik oplevelse, som du ikke finder magen til i noget andet spil.

Du kommer til at elske Senuas Saga: Hellblade 2 hvis:

– Du vil have et spil, der vægter historie og indlevelse højere end noget andet

– Du vil have et spil, der er lige så medrivende at spille som det er at kigge på

Senuas Saga: Hellblade 2 fås til Xbox Series S / X og PC

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

twelve + 15 =

No Comments Yet.