Kig direkte ind i en anden persons liv
Med den nye app Periscope kan man ”udforske verden gennem en anden persons øjne”. Har du prøvet den endnu?
”Det lyder mærkeligt, men vi ville bygge det nærmeste vi kunne komme til teleportation”.
Sådan præsenterer folkene bag app’en ”Periscope” selv deres projekt. App’en får meget omtale netop nu, fordi den lige er blevet købt af Twitter.
Periscope er en live-video-streaming-app til iPhone, hvor man kan optage live-videoer og dele dem med hele verden (eller privat) – og kigge med på andres. Kigger man med på nogens live-stream, kan man sende hjerter (ved at tappe på skærmen) eller skrive til dem.
Som med så mange ny-launchede apps, hvor nye brugere over hele verden stadig eksperimenterer sig frem, er oplevelsen en smule mærkelig. Mange filmer deres hunde eller deres tv-skærme eller sig selv, mens de sidder og spiller guitar. Men der er også mere opfindsomme ting i blandt. Nogen filmer månen i Paris, andre en karaokefest et sted i Nordlondon. Pludselig kan man kigge med på en familiemiddag i New Jersey eller suse med på en rystet filmet cykeltur gennem Brooklyn.
Og hvorfor skulle man så det? Tja. Som det fremgår på hjemmesiden, er ideen med app’en lidt mere storslået end en hel masse streams af folk, der sidder og spiller guitar foran deres iPhone hjemme på deres soveværelse. Såsom at man ville skulle kunne følge med i demonstrationerne i Ukraine eller “se solopgangen fra en luftballon i Cappadocia”.
Det er ikke helt der, virkeligheden på Periscope er endnu. Men Twitter så sikkert også lidt flosset ud i starten.