Du holder dig godt! Og andre misforståelser

af

Den legendariske nuller serie Sex and the City serie udkommer til december med nye afsnit under navnet “And just like that”. Umiddelbart er det som optager internettet mest en ejendommelig forargelse over, at de tre kvindelige hovedrolleindehavere har tilladt sig at blive ældre på 20 år. Men at kritisere folk der ser ældre ud, end de gjorde tidligere i deres liv, er ikke kun omsonst. Det er også komisk. Mener Elektronista’s Christiane Vejlø.

Sarah Jessica Parker udtalte sig for nylig i VOGUE om den omfangsrige “ageism” hun oplever i takt med det mest naturlige i hele verden. At hun bliver ældre. Og at man også kan se det. SJPs respons indeholder en verden af sandhed. “I have no choice. What am I going to do about it? Stop aging?”.

“I have no choice. What am I going to do about it? Stop aging?”.

Sarah Jessica Parker

Alle der bliver tildelt et liv på denne klode bliver gamle. Altså hvis de er så heldige ikke at blive ramt af alternativet inden. At kritisere folk der ser ældre ud, end de gjorde tidligere i deres liv, er derfor ikke kun omsonst. Det er også komisk. Du lander der altså selv kammerat. Lige gyldig hvor ung du er lige nu, så kommer du selv til at se gammel ud. Fordi du ér gammel!

Grundlæggende er vi alle på nøjagtigt den samme rejse fra vugge til grav. Bare på forskellige tidspunkter. Kommentarer omkring udseende relateret til alder er alligevel noget kvinder oplever i langt højere grad end mænd. Portrætartikler af kvinder nævner langt oftere alder end portrætartikler af mænd. Det danske magasin LIV, som har en 40+ målgruppe, gør en dyd ud af at fremhæve alderen på deres forsidekvinde. Jeg tror, intentionen er at vise, at vi ikke skal skamme os over vores alder. Men er det den effekt, det har?

Jeg kunne faktisk godt mistænke, at det nærmest har den modsatte effekt. For hvad skal læseren med et tal, hvis ikke tolke og sammenligne? Uden kontekst giver et tal jo ingen mening. Der er en liniær række af tal på vores livsbane, og når vi støder på forskellige nedslag, så begynder aldersbias desværre ofte at sætte ind. “25- Er hun ikke startet på en uddannelse endnu?”. “35- Skal hun ikke snart have nogle børn?”. “45- Er det ikke lidt sent hun fik børn?”. “50- Uha og hun er lige blevet single”. “60- Hun er da vist i slutningen af sin karriere”.

Hvad skal læseren med et tal, hvis ikke tolke og sammenligne?

Desværre ender fokus på tal ofte med sammenligninger, som et eller andet sted grundlæggende nok handler om, hvor vi selv føler, vi er på ruten. Og hvor godt, vi klarer turen. Hvor meget har vi nået med den tid, vi har? Og orker vi at se os selv i spejlet? Eftersom forsidekvinder typisk har nået ret meget og ser ret godt ud, så kommer der nok ikke meget godt ud af den sammenligning for den gennemsnitlige læser.

Jeg har altid fundet snakken om en kvindes udseende relateret til hendes alder ret besynderlig. Hvorfor har vi for det første så faste antagelser om hvordan folk skal se ud i en given alder? Og hvorfor synes vi, at vi skal kommentere på det, hvis det er anderledes end vores forventninger? “Hun er godt nok kommet til at se gammel ud”. “Burde hun ikke klæde sig efter sin alder?”. “Hun holder sig godt nok godt”. “Har hun ikke fået lavet en masse?” “Jeg troede, da hun var ældre end fyrre”. “Hun ligner slet ikke en på fyrre”. Den slags kommentarer giver mig lyst til at understrege, at hvis hun er 40 og ser ud som hun gør. Så ligner hun præcist en på 40. For sådan ser én på 40 så også ud.

Hvorfor har vi for det første så faste antagelser om hvordan folk skal se ud i en given alder?

Men jeg tror vi alle engang imellem falder i fælden. Og ikke af ond vilje. Min sommerhusnabo Birgit er 92, og hun ræser rundt og klipper hæk og holder huset skinnede rent og fortæller løs om alle de bøger, hun læser. Forleden tog jeg mig selv i at sige “Birgit- du ligner en på max. 75”. Jeg mente, det naturligvis som et kompliment. Men det samme gælder. Damen er 92. Så hun ligner jo faktisk præcist en på 92. For sådan ser en på 92 også ud. Hvorfor ikke bare konstatere det?

Så selv hvis kommentaren er positiv “Hun holder sig virkelig godt og sikke meget, hun har nået”, så ender vi jo stadig med at give et tal mere værdi end det egentlig bør have. Vi siger nemlig stadig noget om, hvor en antaget normal ligger. Og hvad kan vi bruge det til? Med den udvikling vi ser indenfor kost, træning og forskning er alder kun på vej til at blive noget endnu mere abstrakt og individuelt.

Jeg synes, vi har et ansvar for at forvalte det liv, vi er blevet givet bedst muligt i den alder, vi har. Det kan betyde forskelligt fra menneske til menneske. Nogle lader grå hår vokse vildt, andre spiser vitaminer og dyrker yoga, nogle jubler over behagelige bukser med elastik, andre tager kampen mod tyngdekraften op med hjælp fra kirurgen. Men starten og slutningen er ens for alle.

Så næste gang vi vrænger af “en ung dulle” eller “en slidt, gammel dame”, så må vi hellere huske på, at vi enten har været der eller vi er på vej dertil. Vi kan ligeså godt acceptere at menneskeliv undervejs udspiller sig med stor variation, og det er helt ok. Et tal er bare et tal. Når vi har fået kørekort, når vi må stemme og gå på bar, så behøver vi sådan set ikke det mere. Ikke at det nogensinde er skamfuldt. Det er bare ligemeget.

2 Svar
  • Allan Bager
    december 3, 2021

    Super god artikel! Så mange gode pointer.

  • Lene
    december 4, 2021

    Genial konkret og også kærlig artikel. Tak

Hvad synes du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *