Hvad vi kan (og skal) lære af astronauterne

af

Det er svært ikke at tænke lidt ekstra over menneskeheden og vores fælles hjem i disse dage. Med blå og grønne farver. Med have og skyer. Skove og byer er vores jord, indtil andet er bevist, alene i universet. Livet på den er ganske unikt. Alligevel opfører vi os som om, der altid er en ny version til rådighed, hvis vi får den her ødelagt. Det fik mig til at tænke på et fænomen, som astronauter ofte fortæller om. Nemlig The Overview effekt. 

Mon ikke stemningen blandt astronauterne på den første månerejse var neglebidende? Målet var klart og krævende, og besætningens blik og opmærksomhed alene rettet mod den lysende, mytiske kuglerunde destination, som ingen fra Jorden endnu havde andet end betragtet fra afstand. Rumrejser var dengang den ultimative videnskabelige sejr, og i jagten på den absolutte storhed kæmpede klodens ledende nationer for at komme først. De ville plante de første flag, gå de første skridt, sige de første ord, sende de første billeder. Det var en rejse ikke kun væk fra Jorden men også ud mod fremtiden. Historie der blev skabt samtidig med at rummet blev åbnet. “One small step for man, one giant leap for mankind”.

I takt med at flere bemandede missioner satte kursen mod rummet, så aftog presset på astronauterne en smule. De fik tid og ro til at vende blikket tilbage mod Jorden. De kunne betragte den blå klode udefra, som ingen havde set den før. De rumrejsende beskrev efterfølgende det bevægende syn af deres hjem i universet som ikke mindre end livsændrende. De blev pludseligt ramt at den krystalklare erkendelse, at den lille kugle på én gang var rammen for alle mennesker, de nogensinde havde mødt og kendt. Levende som døde. Det var udgangspunket for al kunst, alle byer, hele menneskehedens historie, alle følelser der nogensinde var følt, alle opfindelser der var opfundet og alt hvad der var blevet skabt. Intet af dette ville eksistere uden den ensomme blå planet. 

Nutidens astronauter fortæller stadig om den voldsomme Overview Effect. Jeg har talt med danske Andreas Mogensen om netop dette. Fra astronautens perspektiv er kloden er som et fredfyldt billede af en kuglerund skovsø uden sammenhæng med det kaos, der udspiller sig lige under overfladen. En bold der svæver uskyldigt og nærmest drilsk midt i mørket. Ikke ulig en løsrevet dinglende del af en babyuro. Uskyldig og komplet renset for elendighed og fordærv. Den hænger bare der. Den lille, skrøbelige, blå planet ensomt udspændt i det mørke rum. En sårbar klode med dybe have, grønne kontinenter, hvide skyer og en menneskehed, hvis indbydes uoverensstemmelser ifølge Mogensen og hans kollegaer virker så komplet unødvendige i det store perspektiv. 

Hvis vi nu alle kunne se planeten på afstand. Ville vi så opleve samme omsorg for den? Se skønhed, ro, fred og muligheder? Ville vi indse at brændte skove, ødelagte have, beskidte floder, børnehjem med forældreløse, forpinte folk uden frihed, vagter med våben og lande i krig slet ikke burde have plads på vores fælles planet? Med perspektivet ville vi så, som astronauterne, kunne se det helt indlysende i, at vi kun har én planet? Og intet betyder noget, hvis vi ikke i fællesskab kan få livet på den til at fungere? At vores brødre og søstre er dem, vi lever med side om side. Ikke kun i vores egen bolig eller vores eget land. Men at alle andre mennesker er vores art? At den lille, bitte planet er et fælles hjem, vi sammen skal passe på? Hvis vi bare alle kunne opleve at svæve langt væk i det sorte, tomme rum og derfra sende blikket mod Jorden, ville vi så forstå, at hvis vi bekriger hinanden, så bekriger vi os selv? Måske kan det hjælpe at forestille sig det. Det prøver jeg. Og mit hjerte græder. Og håber. 

1 Svar
  • skrotbil
    februar 28, 2022

    Ville vi så opleve samme omsorg for den? Se skønhed, ro, fred og muligheder?

Hvad synes du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *