SKAL TV- OG RADIOPROGRAMMER HAVE EGEN TWITTERPROFIL?

3 Min læsning
Christiane Vejlø er redaktør på Elektronista.dk samt vært på radioprogrammet Elektronista på Radio24syv og rådgiver i nye medieplatforme

Er det overhovedet nødvendigt at et tv eller radioprogram får sin egen profil hvis programmets vært i forvejen er aktiv på sociale medier? Debatten tog fart på Twitter. 

Et spørgsmål på Twitter fyrede idag op for en interessant diskussion om de store mediers sociale mediestrategi eller mangel på samme.  En lytter af programmet Mennesker og Medier på P1 ville gerne nævne programmet i et tweet, men kunne ikke finde programmet på Twitter. Det fik hende til at stille spørgemålet?

Skærmbillede 2013-07-31 kl. 10.34.12 AM

Lytteren kendte ikke programmets vært Lasse Jensen, og vidste dermed ikke, at han var at finde på Twitter. Herefter udviklede snakken sig

Skærmbillede 2013-07-31 kl. 10.42.11 AM

Samtalen kommer hurtigt til at handle om social mediestrategi i forbindelse med tv- og radioprogrammer og værtens rollen i denne sammenhæng. (Se evt. flere tweets her. Desværre blev samtalen ikke ført under et samlende hashtag)

Skærmbillede 2013-07-31 kl. 10.53.56 AM

Skærmbillede 2013-07-31 kl. 12.07.28 PM

I min del af samtalen argumenterer jeg for at det ikke er nok at værten alene er på Twitter, og at en medievirksomhed selvfølgelig skal have en social medie strategi, hvor programmet er tilstede og tilgængeligt med guidelines som følger virksomheden/mediehusets værdisæt.

En vært er nemlig typisk meget mere end sit program og skal have mulighed for at udtrykke personlige holdninger eller dele mere personligt indhold uden at programmet eller virksomheden nødvendigvis ender som afsender. Især når man som Lasse Jensen og i øvrigt mig selv (@christianevejlo) står bag flere ting (@elektronistaMag) end det radioprogram (@elektronistalyd) man nu laver.

Selvfølgelig skal værten selv være aktiv med sin personlige profil. Det bør nærmest være obligatorisk for alle i mediebranchen, og mediehuset bør også fremhæve værternes profiler. Den bør stå sammen med alle bylines og hver eneste gang en korrespondent er igennem på tv.

Skærmbillede 2013-07-31 kl. 11.54.34 AM

Den personlige profil er som regel også den mest interessante at følge, fordi den vil være den mest nærværende og hyppigst opdaterede (hvis værten er engageret). Men i en stor medieorganisation bør der være en overordnet strategi uafhængig af skiftende værter, og så er det smart, hvis brugeren let kan afkode, hvor hun kan interagere med indholdet og programbrandet. Og det er ikke ved at være på fornavn med alle værter.

Skærmbillede 2013-07-31 kl. 11.49.30 AM

Skærmbillede 2013-07-31 kl. 11.50.13 AM

Med hvad skal et program så bruge en Twitter profil til?

– Være til stede til dialog med lytterne
– Dele links til indhold omtalt i programmet
– Linke til podcasten
– Tagge gæster i programmet
– Modtage og integrere lytterinput direkte i programmet når det er live
– Føre dialog uden om værtens person
– Definere hashtags

Hvorfor kan man ikke bare nøjes med værtens profil?

-Fordi ikke alle mediebrugere er på fornavn med værten, men kender programmets navn
– Fordi værten på sin personlige profil skal have mulighed for at dele indhold som ikke har mediehuset som afsender
– Fordi programmet måske ikke fortsætter med den samme vært. Mediehuset mister den værdifulde brugerkontakt, hvis den kun er bundet op omkring værten
– Hvis der skulle opstå en PR krisesituation omkring et emne i programmet skal håndteringen af krisen ikke hvile på værtens skuldre men have en anden kanal.

Der er utrolig meget at vinde ved at arbejde strategisk med sociale medier under, efter og omkring et radio eller tvprogram.  (Jeg taler iøvrigt mere om emnet på en session til Radiosdays i september. )

Den spændende debat kan sagtens fortsætte lige nu i kommentarfeltet her hvor muligheden for uddybelse er større end på Twitter. Hvordan mener du at medierne får mest ud af at gå til de sociale medier? Skal de lade det være op til værterne om f.eks. Twitter skal indgå som en del af programmets kommunikationsvifte eller skal de i højere grad arbejde strategisk med de sociale medie platforme, så programmerne er tilgængelige uafhængigt af værterne? Og hvem drager fordel af hvad?

 

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

3 × three =

7 Comments
  • Eskil Busck
    juli 31, 2013

    Det er svært at være uenig, men det er jo et spørgsmål om ressourcer. Så vidt jeg ved laves Mennesker & Medier af Lasse Jensen + ét redaktionsmedlem. De er, igen så vidt jeg ved, ikke ansat ved DR, men i Lasse Jensens egen virksomhed Jensen & Kompagni. Alt sammen teknikaliteter, men trods alt væsentlige parametre når der skal lægges en strategi for tilstedeværelsen i sociale medier.

  • Ernst Poulsen
    juli 31, 2013

    Kære Christiane,

    Det er generelt rigtigt gode betragtninger du kommer med.

    Jeg er især enig i, at det i den grad kan betale sig for den enkelte journalist at være på sociale medier. En af de vigtigste fordele er, at man får etableret en fast kanal ud til en fast kerne af folk som særligt gerne vil bidrage eller være i dialog. Det har jeg skrevet mere om her.

    I et vist omfang kan det også betale sig for virksomheder/medier at have en fælles forståelse for, hvordan man bruger sociale medier i huset, men man skal nok passe på at tvinge alle til samme politik, hvis mediehuset er stort og meget forskelligartet.

    Hvis man fx. ikke tillader brug af nye platforme (fx. Twitter) før der foreligger en central strategi, så kan man forsinke organisationen. For nogle år siden (da jeg arbejdede i DR) var der en hel stribe journalister, værter og programmer der var kommet i luften på Twitter, før vi nåede at overveje en fælles strategi. Det kan være en billig og hurtig måde at få testet nye platforme uden at bruge mange resurser på en central strategi for en platform, der ender med at blive til ingenting. (Tør jeg nævne Second Life).

    På den anden side, så kan man også skabe store problemer, hvis man tvinger alle medarbejdere og programmer til at benytte en sociale platform, som måske ikke giver mening for lige dem og deres målgruppe. Her kommer man meget længere med at sprede begejstring, viden og gode eksempler. Det vel den samme måde vi overbeviste folk om, at “www” var et interessant værktøj tilbage i 1900-hvidkål.

    Det sagt, så kan det i nogle tilfælde sikkert godt betale sig at sætte nogle ting på skrift. DR har fx. valgt at sætte nogle afsnit ind i deres etiske retningslinjer, hvilket virker rimelig fornuftigt.

    Med de forbehold, så bruger jeg selv Twitter til virkeligt mange ting, og har selv været en stor fortaler for værdien i journalistiske sammenhænge.

    Ernst

    • christiane
      august 2, 2013

      Hej Ernst

      Tak for din kommentar :-) Klart skal der ikke trækkes one size fits all strategi ned over hovedet på alle. Men et moderne mediehus bør have gennemtænkt hvilken rolle sociale medier spiller. Hvem, hvornår og hvor. Og så er jeg helt enig med dig i at man ikke altid kan vente på en stor organisation før man prøver nye ting af. Men sociale medier er ikke længere noget nyt og de er også mere end Facebook. IMO bør man i forbindelse med ethvert stykke indhold artikel, radioprogram, tvprogram, nyhedsudsendelse, film gennemtænke hvordan indholdet kan leve på sociale medier, hvilke platforme som er relevante og hvordan brugerne kan inddrages. Det er et mindset som jeg mener er væsentligt for overlevelse.
      Og ja selvfølgelig skal der linkes til journalisten som du skriver i din fine artikel :-)

      kh
      Christiane

  • Lasse Jensen
    juli 31, 2013

    Eskil: Ja, det er helt korrekt at M&M produceres eksternt og at DR i princippet kun køber et radioprogram, ikke alle mulige andre sideprodukter og det indgår som et element i overvejelserne. Andre overvejelser er naturligvis om Twitter særskilt egner sig til det. Jeg har stor glæde af en lyttergruppe på Facebook (nu 2.325 medlemmer, stigende pt med 10-15 stks om ugen) hvor der ind imellem faktisk finder en nyttig menings- og informationsudveksling sted som ikke kan lade sig gøre på Twitter (ellerede nu har jeg langt overskredet 140 enheder…) Om DR skal have en overordnet strategi for samtlige redaktioners og enheders brug af sociale medier er et spørgsmål. Selvfølgelig skal DR have fælles etiske retningslinjer (som Ernst P. henviser til) men disse detaljerede opførselsregler er jo ikke en samlet strategi. Når jeg er tvivlende omkring en “samlet strategi” er det netop – som andre har fremhæver i Twitter-udvekslingen) fordi en så stor organisation som DR – med de særlige forpligtelser, der påhviler den – skal passe på med at være alt for strømlinet og ensrettet. Styrken er naturligvis en slags regnbue-styrke, mange forskellige ind- og udgange, utallige og meget forskellige tilbud på flere platforme. “Mennesker og medier” er et af disse tilbud – og hvad angår alt udenfor radioprogrammet, f.eks. podcast, website etc så klares det af DR, ikke af mig/min virksomhed – som ikke har adgang til DR’s systemer og heller bør have det. En vigtig del (i hvert tilfælde for mig) af Mennesker og mediers hele eksistens er programmets “uafhængighed” af DR. Jeg arbejder ikke i DR, vi har ikke kontor dér, vi bruger ikke DR’s ressourcer andet end et radiostudie, som vi faktisk betaler for. Vi er ikke en del af DR’s programproduktionsstruktur og har ingen chefer eller redaktører udover P1-kanalchefen som er vores (skattede) kunde. Det er et system, som DR selv har valgt, netop for at vi også kan være kritiske overfor DR uden frygt for pression eller styring. Det mener jeg begge parter har levet op til i efterhånden mange år. Det betyder f.eks. at jeg ikke føler mig som “en del” af DR som giver mit program sendetid og er min største kunde. Bl.a. derfor har jeg valgt en forholdsvis stilfærdig approach til sociale medier – og valgt IKKE at “programmet” skulle have en selvstændig (men trods alt DR-agtig) rolle på Twitter. Og så er der lige det med tiden: En mere massiv indsats vil koste mange ubetalte timer, hvilket man som selvstændig trods alt også skal holde lidt øje med. For mig er Twitter først og fremmest et værdifuldt journalistisk værktøj, som ofte giver mig ideer og materiale til mit arbejde, men først og fremmest er jeg ikke overbevist om Twitters værdi som “taktisk redskab til skabelse af affinitet” som et tweet udtrykte det. Affinitet skabes af programmet – af indhold, deltagere, vært – og kun over en lang periode. M&M’s nuværende position er opnået gennem 13 1/2 år med samme vært i mere end 600 timer – hurtig og taktisk affinitet kan formentlig skabes ved en massiv reklameindsats på alle de medier, der kan bruges – sociale som traditionelle – men hvis programmet ikke holder, hvad det lover over en længere periode er det den varme, det giver at tisse i bukserne. Alene i dag tror jeg, at jeg – fordi jeg nemt lader mig provokere og er på ferie – har brugt 3-4 timer på Twitter, hvilket nærmest er sygeligt meget. På en normal arbejdsdag ville det være direkte produktivitets-hæmmende.
    Og så tror jeg, at rigtige mennesker er langt mere interessante end virksomheder/programmer i twittersammenhængen. Jeg følger Christiane Vejlø på twitter, men hverken hendes virksomhed eller hendes radioprogram. Jeg følger enkelte medievirksomheder som Guardian, fx men ikke NY Times eller noget dansk nyhedsmedie. Måske fordi jeg ikke er nyhedsfreak. Men jeg følger fx David Carr fra NY Times, fordi han er både et menneskeligt og professionelt spændende og givende bekendtskab. Egentlig er det vel, at man vælger de, man mener at kunne stole på OG bruge til noget. Institutioner, virksomheder o.lign. skal man ALTID være kritisk-skeptiske overfor.

    • christiane
      august 2, 2013

      Kære Lasse Jeg er sådan set selv i samme situation og har i næsten to år nu leveret et eksternt produceret radioprogram. Dog med kun én tilrettelægger, researcher og vært. Nemlig mig selv og formodentlig til en del færre penge end DR disker op med :-) Jeg mener bare ikke at Twitter er et medie man kan komme uden om når man nu laver et program der blandt andet omhandler medieudviklingen- som jeg jo gør. Derfor betragter jeg min egen og programmets tilstedeværelse på Twitter som ret afgørende for programmet og prioriterer det ind som en del af mit arbejde. Også selvom det på nuværende tidspunkt ikke er obligatorisk fra stationens side eller for den sags skyld aflønnet.

      Jeg mener ikke som dig at de 140 er begrænsende. Jeg mener de blot giver nogle andre muligheder og også tvinger brugeren til at tænke over både form og indhold. Men derfor skal der også være øvrige platforme. Som f.eks. en blog hvor man kan gå i dybden med en klumme. Eller selvfølgelig Facebook hvor der er mere plads. Jeg føler bare ikke at Facebook som socialt medie er så egnet til debat, da mediet stadig bærer lidt præg af den gamle monolog form. En afsender som med opdateringer i høj grad bestemmer dagsordenen og i sjældnere grad end på Twitter deltager på lige fod med brugerne.

      Når jeg argumenterer for en samlet strategi så mener jeg ikke at man skal trække den samme model ned over alle programmer. Jeg mener at sociale medier i højere grad i et mediehus skal tages alvorligt og tænkes meget bevidst ind i den overordnede strategi. Hvordan bruger vi dem? Hvem opdaterer? Hvem har ansvaret? Hvem skal ikke bruge dem? Hvad gør vi hvis det løber løbsk? Jeg oplever alt for tit at sociale medier stadig bliver tørret af på praktikanten og at ledelsen og indholdsfolk mener at det ikke har noget med deres arbejde at gøre. Det er jeg i 2013 grundlæggene bare ikke enig i. Lasse du taler om “alt udenfor programmet som DR klarer”. Sagen er bare den IMO at programmet ikke kan adskilles fra f.eks. web og sociale medier. Den silotænkning er gammeldags og betyder f.eks at indholdsproducenter ikke lærer at tænke, hvordan indholdet kan agerer på flere platforme og dermed tilpasse det til dem. Jeg er klar over at det er en ny måde at tænke sig selv på som journalist og at det om ikke kræver flere ressourcer så ihvertfald end nytænkning af arbejdsgange. Men vi har efterhånden rigeligt med beviser på at mediebranchens gamle arbejdsgange trænger til justering for at fungere i den nye digitale verdensorden- så den er nok bare ikke til at komme uden om under alle omstændigheder.

      Jeg er fuldstændig enig i at mennesker fra et brugerperspektiv er mere interessante at følge end medier. Det har jeg argumenteret for i mange år. Men det betyder bare ikke at medierne dermed ikke skal være tilstede. Grundene hertil har jeg beskrevet i indlægget over. Medier og brands vil altid have færre followers end mennesker. Men David Carr kan ikke udtale sig på vegne af New York Times og det det vil ikke give mening at The White House tweeter kyssebilleder med Michelle og Barack. Til gengæld kan de være afsender på andre ting, som ikke giver giver mening for Obama at dele. Og når der kommer en ny præsident, så beholder The White House stadig deres followers.

      Mht affinitet. Så handler det vel om at have kontakt med brugerne hvor de er og lade dem få del i programmets univers. Også når det ikke lige kører i radioen.

      kh
      Christiane

  • Karin Høgh
    juli 31, 2013

    Det er seks år siden, at vi i DONA havde stort fremmøde til et arrangement om, hvordan journalister skal forholde sig til de sociale medier.

    Det var før @kaaresorensen og @LineHolm1 o.m.a.

    Herunder er mine slides, og jeg glemmer aldrig, hvor tungt repræsenteret journalisternes fagforening var netop fordi der dengang ikke var kommet gang i de fælles strategier, som Ernst netop er inde på.

    Hledigvis er strategierne ikke blevet så rigide som man dengang kunne frygle – a la Wall Street Journal-modellen.

    http://www.slideshare.net/karinhoegh/rules-for-journalists-on-social-media

  • Troels Pleimert
    august 22, 2013

    Nu blander jeg mig helt uinviteret: Det er vel underordnet om programmet eller værten har en profil. Det vigtigste er vel, at der bliver oplyst om, at profilerne overhovedet findes.

    Hvis programmet ikke nævner, at værten er at finde på Twitter, eller at vi har det-og-det hashtag, så er der vel god grund til, at folk leder forgæves. Jeg synes ikke, crossposting mellem “privat profil” og “firmaprofil” er noget særlig godt signal, hvis man alligevel bruger sin “private profil” til at snakke om arbejde. Så i ovenstående eksempel ville der efter min mening ikke være grund til, at programmet havde sin egen profil, for så ville det – som værten også udtrykker – være dobbeltarbejde.

    Så kunne man så gøre folk en tjeneste og skrive i ens profilbeskrivelse, at man er vært for sådan-og-sådan (og evt. have programmets officielle hashtag med, hvis det har sådan et), således at det var muligt for Twitters relativt stupide søgefunktion at finde frem til et relevant resultat. Jeg har ikke kigget om Lasse Jensen rent faktisk har gjort det. Men det lyder som om han har styr på sagerne. ;)