Har du et klistermærke over dit webcam? Zuckerberg har!

4 Min læsning

Hvis du har et klistermærke over din computers webcam, har du sikkert høstet mange kommentarer fra venner og kolleger, der synes du er paranoid. Nu viser det sig, at en af verdens største technørder, Facebook-stifteren Mark Zuckerberg, ligeledes har placeret et stykke tape over sin Mac’s webcam, og at “webcam-covers” tilsyneladende er en ting i USA. Elektronista ser på, om din bekymring måske alligevel er reel?

Kameraet på min MacBook har mærker efter adskillige klistermærker, der i tidens løb har prydet den centralt placerede linse på min computerskærm. Jeg begyndte med denne, må nogen måske mene, paranoide opførsel, efter jeg for to år siden læste en artikel om stakkels Kasper, der uforvarende havde ageret nøgen webcam-model foran nogle filipinske hackere. Hackerene havde fået adgang til hans computers webcam, hvorefter de i længere tid havde optaget videoefrekvenser af den uvidende og til tider nøgne mand med henblik på senere afpresning.

For få dage siden lagde Facebook-stifteren Mark Zuckerberg et billede på Instagram, der efter kort tid gik viralt. Med billedet ville Zuckerberg udvise sin taknemmelighed over, at Instagram (der ejes af Facebook) nu har 500 milioner brugere, men istedet for denne glædelige nyhed, var det noget helt andet, der fangede internettets interesse. I baggrunden af billedet ses nemlig Zuckerbergs egen MacBook, der både har et stykke tape over webcamet og tilmed også har isat en chip-ligende ting, der blokerer for mikrofonen og altså evt. lydoptagelser. Kort tid efter svømmede internettet over med artikler, der enten handlede om, at Zuckerberg er paranoid eller, at der er grund til bekymring, når en mand som i den grad må antages at have styr på sin egen online sikkerhed, bruger disse foranstaltninger, omend på en meget simpel måde. Men er der reel grund til bekymring for, at vores webcams bliver hackede?

Efter en hurtig søgning på fænomenet dukker adskillige historier op, bl.a. om en sag fra Tyskland, hvor op mod 150 skolepiger synkront havde fået deres webcams hackede efter et virusangreb af en yderst creepy fyr fra lokalområdet. I forbindelse med et indslag om datasikkerhed lod en TV2-journalist i 2013 en 14-årig dreng med veludviklede computerskills hacke sin computer. Med få klik installerede drengen en fil i en mail, der for journalisten så ud til at være sendt fra hans egen chef. Filen indeholdt et program der, uden at journalisten havde nogen anelse om det, gav drengen adgang til alle filerne på hans computer, web-kameraet og meget andet. Desværre ser det ud til, at det ikke er raketvidenskab at hacke en computer, og der findes oven i købet brugervenlige tutorials på internettet, såfremt man skulle have sådanne interesser. For god ordens skyld skal vi skynde os at sige, at det naturligvis er ulovligt at hacke en andens computer.

I forbindelse med Edward Snowdens lækkede dokumenter fra 2014, kom det også frem, at den amerikanske sikkerhedstjeneste NSA benytter sig af veludviklede programmer, der bl.a. giver adgang til mistænktes iPhones og computere.  I 2013 dukkede en del afpressningssager op i USA, hvor ofrernes webcams ikke havde været tændt under hackingen, eller hvert fald havde den grønne lampe ikke lyst, som den normalt gør ved brug, hvorfor et slukket kamera ikke nødvendigvis længere kan regnes som en sikkerhedsforanstaltning.

Om der foreligger en reel trussel for, at dit webcam bliver hacket, er op til den enkelte at vurdere – jeg fortsætter dog, ligesom Zuckerberg, med at tildække mit kamera, bare for en sikkerheds skyld. Hvis du gerne vil gå all in og ikke synes, at et stykke tape lige er sagen, findes der heldigvis andre løsninger derude specielt designede til netop at dække dit webcam.

Eksempelvis kan du på Amazon finde en lille, vindueslignende anordning til at klistre over dit webcam til den nette sum af 39,50 kr.

Vil du gå all in og måske endda gå så vidt som til at få trykt dit firmalogo på dit webcam-cover, er C-Slide siden, du skal besøge. Her kan du få 100 stk. for 1640 kr.

Er du mere klistermærke-typen, men træt af post-it seddelen eller den neutralt udseende hvide sticker, er der hjælp at hente hos Camjamr, der sælger alskens specialtdesignede stickers til din computers webcam eller din smartphone. Her kan du få både army-inspirede stickers eller nogle med hjerter, til 33 kr. pr. ark.

 

 

webcamcover
Et udvalg fra Camjamr.com hvor du kan finde webcam-stickers i alskens forskellige temaer.

Find 9 gode råd til at undgå at din computer bliver hacket her.

 

 

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

20 + nine =

1 Comment
  • Henning
    juli 15, 2016

    Spændende læsning, men jeg undrer mig over om det ikke i store grad handler om at man ikke åbner noget fra folk man ikke kender og modtager man noget uventet fra en person man efter sigende skulle kende, så skriver man bare lige til vedkommende og hører om det er noget de har sendt? Det løser problemet for journalistens vedkommende.

    Hvordan man “sikrer” sig imod at blive hacket er vel et spørgsmål om at installere nok antivirus/firewalls på sin computer, mac eller hvad man nu har til rådighed? Jeg er på ingen måde ekspert indenfor dette område, så jeg vil gerne have respons på mine holdninger/udtalelser?