Indiens datter- se dokumentaren der blev forbudt

af

#Indiasdaughter trendede på Twitter denne uge. Hashtagget refererer til filmen af samme navn. En delvist dansk produceret dokumentarfilm med en dansk bosat instruktør Leslee Udwin. Filmen handler om optøjerne i forbindelse med en yderst grov voldtægt på en indisk 23 årig medicinstuderende i 2012. Pigen døde efterfølgende af sine kvæstelser og gerningsmændene afventer nu deres dødsdom. Indien har aflyst den planlagte visning af filmen og forbudt den. Det bliver vist søndag på DR og den ligger nu også på Youtube.

I

 dagene efter voldtægten protesterede mange indiske kvinder- og mænd på gaderne. De var oprørte over at en ung, moderne indisk pige blev udsat for sådan et overgreb, da hun var på vej hjem fra biografen med en god ven. De protesterede mod det kvindesyn som hersker blandt dele af den indiske befolkning. Især blandt dem som er vokset op uden penge og uddannelse på landet, men som gerningsmændene advokater viser også blandt andre konservative.

12 årige landsbypiger som bliver giftet væk, vold i hjemmet, kvinder som bliver straffet med syre i ansigtet, opfattelsen af at en pige der lever på gaden ingen menneskelig værdi har og den mistænkelige store del af drengebørn, som indikerer at pigefostre aborteres. De kan nemlig ikke forsørge familien og udgør iøvrigt en stor udgift, når de skal giftes bort.

Det er dog rigtig vigtigt i den her sammenhæng at understrege at Indien er et kæmpestort land. Der er 1 mia. indbyggere og forskellene er enorme. Jeg har rejst hyppigt i Indien siden jeg var 20. Jeg har været der omkring 10 gange og senest for en måned siden. Jeg har tidligere rejst meget alene i Indien og ikke på noget som helst tidspunkt følt mig utryg. Bevares der er irriterende sælgere og taxachaufførerne kører med en skræmmende bevidsthed om at de har flere liv. Men ikke på noget tidspunkt hvor jeg er gået hjem om natten, har taget offentlig transport eller gået på gaden har jeg følt mig utryg.

IMG_6443

Da jeg i februar var med min mand og datter i Mumbai besøgte vi landets største slumområde. Jeg gik rundt i 3 timer i den største slum med min 7 årige datter. Det var vanvittigt interessant, og vi oplevede den voldsomme produktivitet og iværksætterånd, som præger stedet. Der bliver sorteret plastik, svejset, lavet papadums, handlet og drejet potter. Folk ejer deres huse, der er rindende vand og strøm og familier passer på hinanden i et hyggeligt naboskab. Jeg siger ikke, at livet i en slum er en fed ting, men det er anderledes end de fleste udefra antager.

IMG_6652

Og på samme måde er Indien ikke hele vejen rundt et farligt, utrygt eller primitivt land, fordi nogen i landet har et middelalderligt kvindesyn og fordi der sker forfærdelig kriminalitet. Skulle jeg beskrive min oplevelse af det indiske folk ville jeg fremhæve humor, livsglæde, gæstfrihed og iværksætterånd.

IMG_6551Jeg har haft nogle af mit livs mest interessante og begavede samtaler og oplevelser med mine indiske venner og forleden legede vores elskede døtre sammen. Effies lille 4 årige indiske veninde ender sikker som journalist, læge, ingeniør, iværksætter, forfatter, måske musiker som sin far eller DJ som sin mor. Hun vælger selv sin partner og bor sikkert sammen med ham inden de bliver gift. Hvis de bliver gift. Og hun bliver helt sikkert lige så lykkelig, hvis hun får en datter, som hvis hun får en søn. Sådan er livet nemlig for millioner og millioner af mennesker i Indien og udviklingen i en af verdens største økonomier går stærkt.

Men selvfølgelig skal der fokus på uligheden og volden, når den er der. Og den er der! Og det er helt skævt! Selvfølgelig skal opfattelsen af at en kvinde selv inviterer til voldtægt, fordi hun er ude efter kl. 20 på ingen måde accepteres. Selvfølgelig skal de dele af kulturen, som mener at kvinden skal holdes i køkkenet og straffes, hvis hun handler på egne vegne udryddes. Men det sker ikke ved at vi fordømmer hele Indien. Det sker ikke ved at Indien selv forbyder en film som Indias Daughter. At de nægter at bruge offerets navn for at beskytte hendes ære, når forældrene bruger det stolt og netop har en pointe med at bruge det. Det sker, hvis vi får ført samtalen, hvis folk får lov at give udtryk for deres frustration, hvis vi undersøger, hvad der fører til at mænd begår den her form for kriminalitet, hvis kvinder får mod til at stå frem, hvis vi får styr på statistikkerne og hvis vi får uddannet folk og skabt de forandringer som gør piger og drenge lige.

Jeg vil på det kraftigste opfordre folk til at rejse til Indien og opleve det fantastiske, farverige, beskidte, pulserende, vilde, skøre, vidunderlige land. (Har man den mindste usikkerhed ved at rejse selv, så tjek min egen gamle rejsemakker, som nu arrangerer de fedeste kulturrejser til Indien.)

Men Indien er gået helt skævt ved at forbyde Indias Daughter eller Indiens datter som den hedder på dansk. Nu er filmen blevet til den film Indien ikke vil have verden ser. Filmen er allerede blevet vist på BBC og på søndag kan du se den på DR, og det synes jeg du skal gøre. Den er stærk og ægte og giver stemme til offerets familie, den sætter fokus på et forskruet kvindesyn men den bringer også håb. Og mens du ser og overvældes af dens brutalitet, så husk at voldtægter sker i alle lande. Hver 10 kvinde har været udsat for seksuelle krænkelser og i vores noget så veluddannede Danmark synes skræmmende 20% af befolkningen stadig at kvinden selv har skyld i en voldtægt, hvis hun har lårkort på.

Du kan se hele filmen herunder på Youtube. Jeg tror ikke det er folkene bag filmen som har lagt den op, men jeg har situationen taget i betragtning svært ved at tro at de ikke nu blot ønsker den bliver set af flest muligt. Så jeg ligger den op med god samvittighed.

1 Svar
  • Astrid
    marts 7, 2015

    Tak fordi du gør opmærksom på filmen. Personligt kunne jeg meget bedre lide dokumentaren: INDIA: A DANGEROUS PLACE TO BE A WOMAN. Den kunne jeg bedre forholde mig til.

Hvad synes du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *