Slingshot- derfor kan Facebooks nye app ikke lokke os væk fra Snapchat

4 Min læsning

Af Christiane Vejlø

Selvfølgelig skynder jeg mig at downloade Slingshot- Facebooks nye bud på en app som skal komme konkurrencen fra Snapchat i møde (Snapchat som iøvrigt afslog de 3 mia. som Facebook ville købe dem for). Slingshot er ganske gratis og nu tilgængelig globalt og ikke kun i USA. Et hurtigt download i appstore, og så er der adgang til en helt ny messaging platform, som Facebook slet skjult håber vil trække os væk fra Snapchat.

Facebook-Slingshot

Men Slingshot er anderledes end Snapchat, og jeg kan godt se hvad det er de prøver på, men jeg tror bare ikke på at app’en kan få kritisk masse og være foretrukken i lang nok tid. Her er hvorfor.

Slingshots styrke OG svaghed er at man i modsætningen til Snapchat skal betale med en besked, før man kan se, hvad folk har sendt. Det vil sige, at er der post, så kan man ikke bare åbne den. Man skal først sende et billede eller en video til den der sender post og derefter kan man så se hvad de sender.

Det er umiddelbart smart, fordi man jo er motiveret af nysgerrighed og helst ikke vil gå glip af post. Derfor sender man selv et billede for overhovedet at få adgang. Men…. det er også en stor ulempe. For når honeymoon perioden er overstået, så har jeg svært ved at se hvordan det i praksis skal give mening at svare en besked før man har set den.

Eks. En ven “slinger” mig et billede. Jeg er nysgerrig og vil gerne se det. Men min nysgerrighed er større end mit ønske om at sende en besked. Jeg har ikke noget særligt på hjerte. Jeg aner jo ikke hvad hans besked handler om, så hvor skal jeg starte? Hvad skal jeg “sige”? Jeg sender noget ligegyldigt. Et billede af en sofapude (undskyld Thomas Skov). Min ven ved ikke at den ventende besked er en kedelig sofapude. Han kan derfor ikke svare på min besked, men han er nok nysgerrig. Han sender  noget andet rimelig ligegyldigt fra sit hotel i Brasilien (undskyld igen Thomas) for at kunne se mit billede. Pludselig har vi en udveksling af ligegyldigheder igang.

slingshot

Jeg ser (gennem Facebook og min telefonliste), at jeg har andre venner på Slingshot. De sender mig beskeder. Nok ikke mig specifikt, for det er ret let at sende “alle-beskeder” ved blot at sætte flueben ved flere modtagere. Men jeg ved jo ikke om det er til mig. Måske er det alligevel noget vigtigt kun til mig? Jeg bliver så nød til at “betale” med et billede den anden vej. Stadig ved jeg ikke, hvad samtalen drejer som om før jeg går igang. Måske er beskeden slet ikke personligt til mig? Måske handler den om noget alvorligt? Noget sjovt? Jeg ved det ikke, så jeg tør ikke sende noget der signalerer særlig meget. Jeg tager et billede af mine fødder for så igen at åbne en besked med noget lige så ligegyldigt.

Jeg tror det er et problem for Slingshot, at en væsentlig del af funktionaliteten er at en besked kræver betaling up front. Vi mangler ikke ligegyldigheder på sociale medier. Vi mangler ikke billeder eller videoer uden særligt formål. Det der virker på sociale medier, er når man spontant har lyst til at dele enten noget sjovt, klogt eller personligt. Med Slingshot daler spontaniteten fordi svaret er afkrævet før beskeden er set. Man bliver med andre ord ikke hverken motiveret eller inspireret. Man bliver presset.

Facebook siger selv i pressematerialet “Because everyone participates on Slingshot, there ends up being way less pressure and way more creativity”.  I forhold til hvad jeg har set efter en dags brug har jeg svært ved at tro, det er således i praksis. Der er netop pres fordi man SKAL betale med et billede eller en video. Der er netop ingen kreativitet fordi beskeden ikke er motiveret af en sjov idé eller kreativ respons på vennens besked (man har jo ikke set den endnu).

Almindelig menneskelig kommunikation bygger på en reciprocitet . Vi siger noget, modtageren responderer til det vi siger og tilføjer noget. Vi respsonderer tilbage og tilføjer mere osv. Men med Slingshot bliver samtalen pludselig helt asynkron. Vi kommer måske endda til at køre to samtaler hvor min besked er en respons til noget min ven skrev for 2 beskeder siden.

Jeg kan muligvis se Slingshot fungere, hvis etablerede brands eller kendte profiler sender beskeder ud til hele deres fanbase. Problemet her er bare, at hver eneste fan vil sende en mere eller mindre ligegyldig besked afsted for at se det afsendte. Gider Coca Cola se alle de  indsendte billeder? Og gider de afsende det billede som skal til for at de kan se alle billeder? Og hvad vil de bruge alle de beskeder til? Og hvor længe kommer udvekslingen til at stå på? På et eller andet tidspunkt er der jo én der bliver skuffet over at have sendt noget den anden ikke gider (“betale” for) at åbne. Igen Snapchat fungerer allerede fint til det formål.

Det kan naturligvis være, at der findes en yngre målgruppe, som ikke betragter uigennemtænkte billeder som ligegyldigheder, men som en måde at bekræfte sociale bånd på. Det kan være de vil tage godt imod Slingshot. Men hvorfor skulle de rode rundt med det (i længere tid), når nu Snapchat fungerer så fint allerede? Lad mig høre hvad du tænker om Slingshot? Givet det mening? Hvad kan den app? Vil du bruge den? Hvor længe lever den?

Slingshot er tilgængelig til både iPhone og Android.

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

eleven + nineteen =

No Comments Yet.