BØRSEN- NU HIPSTER MED OMVENDT KASKET

3 Min læsning

Af Christiane Vejlø

Børsen vil gerne have nye, yngre og mere kreative læsere, og det synes, jeg er en rigtig god idé. Desværre har den gode gamle erhvervsavis ikke smidt slipset for at være sig selv, men for at posere som en teenager i baggy pants- and it ain’t pretty!

Børsen ved, der skal gøres noget ved det støvede image, og der skal nye læsere til de lyserøde sider. Desværre betyder det lige nu  en kampagne, der får avisen til at lyde som pinlige voksne, der forsøger at snakke de unges sprog (super nice sønnike!) for blot at falde helt ved siden af. Jeg er i dagens avis stødt på en Børsen hipnesskampagne, som muligvis har til formål at “pimpe” Børsens egen “hipness” (for at bruge deres egne ord), men ikke alene er den uigennemskuelig, bærer præg af sjusk, manglende pop-kulturel forståelse og stavefejl.

Børsen har et helsides tryk med en pyramide inddelt i fire felter med det mest hippe felt “Elite reklamehip” i toppen, herefter flextidsreklamehip, mainstreamreklamehip og weekend reklamehip som det mindst vigtige. I hver kategori er der indsat ord og navne, som angiveligt skulle passe i det felt.

Børsens hipnesspyramide er mere end planket fra bloggeren Copenhipsters kreakulturelle pyramide. Børsen har dog valgt at placere Copenhipster i flextidshipster (og er der nogen som om muligt personificerer hipsterfænomenet fuldtid er det nok denne delvist anonyme figur).

Den meget dygtige gadgetekspert, mediekonsulent og forfatter Morten Bay ligger i den absolutte top, som det ultimative elite reklamehippe-menneske?! Så hip at hans ifølge Børsen formodede fanskare ligger i pyramidens næste felt under “Morten Bay Wannabe” og hans Facebook venner ligger i tredie pyramidefelt. Nu under jeg Morten fame and glory- men er han så kendt et navn, at det giver mening? Og i reklamesammenhænge? (se Mortens egen kommentar nederst).

Under Morten men stadig i toppen ligger den altid hippe Christian Stadil- Børsen kender ham åbenbart bare ikke så godt. De kan ihvertfald ikke stave til hans navn og skriver i stedet Stadild. I samme felt ligger en Mikkel Lind (som jeg ikke lige ved hvem er) og en bourgogne-fetishist (skulle det nu være hipt?), på pyramidens tredie hylde ligger “lidt for gammel til sin stil” (Børsen kunne man jo passende placere der), Anders Edslev (som jeg heller ikke lige ved hvem er), nederst i weekendreklamehip ligger “spiser kun rawfood”. Nu er rawfood i Danmark jo faktisk stadig ret hipt og hvis man kun spiser det, er man vel lidt mere end bare weekendhip?? Og hvordan er “Vibskovbrillen” på nederste hylde anderledes end “absurd Vibskov buksedragt” på tredie hylde? Og tilsvarende art director anden nederst og mediegrafiker nederst?

Det er umuligt at forstå logikken i pyramiden og derfor omsonst at forsøge en fortolkning. Det er en stor pulje af iøvrigt uoriginalt konstruerede floskler. Hvor Copenhipsteren er poetisk og elegant opfører Børsen her sig som en elefant på en fixie (smart hipstercykelkliché- savnede den lidt i pyramiden),

I teksten får man muligheden for at “få lidt medvind til sin egen hipness” ved at klikke ind på hipnesspyramiden.borsen.dk/site men det er meget uklart præcist, hvad de mener med det? Man kan dog vinde noget stegt flæsk (hip dansk mad) til sig selv og sine “buddies” (high five!) , hvis man gætter hvor Børsenlæseren ligger i pyramiden. Pointen er nok at få frem, at 57% af beslutningstagere i reklamebranchen (nå ja dem som stræber efter hipsterlivet med neon joggingdragt?), læser Børsen- og det dermed er en mere hip avis end man lige gik og troede.

Men Børsen skal ikke være hip! Den skal være seriøs dog uden at være selvhøjtidelig, den skal være troværdig uden at være tør, den skal være autentisk uden at være kedelig, den skal give værdifuld information, velskrevne artikler man har lyst til at læse, den skal afspejle læserskaren og erhvervslivet. Men den skal gudhjælpe mig ikke forsøge at køre på skateboard og gå med omvendt kasket. Slet ikke når den ikke kan finde ud af det.

Googler man “Børsen hipness” får man “ingen resultater fundet for “Børsen hipness” og det skal de kun være glade for!

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

thirteen − 10 =

11 Comments
  • Tobias C. Jensen
    januar 26, 2011

    Jeg tænkte det samme, da jeg stødte på den på Twitter.

    Hvorfor skal teksten lyde, som om den stammer fra en 17-årig skater?

    Jeg tror i øvrigt heller ikke, at “hipsteren” er den målgruppe, som de burde søge. Børsen kunne sagtens have godt at blive støvet af, men det her tror jeg vil ikke fungere. Det er for stor en joke.

  • Nene
    januar 26, 2011

    Du får toppoint på hipsterskalaen for den analyse, Christiane. Både sjov og rammende. Du har jo så ret, Børsen skal da overhovedet ikke være hip!

  • Morten Bay
    januar 26, 2011

    Det her er fandeme sjovt.

    Man ved jo ikke, om man skal grine eller græde, når man bliver kaldt hip…af Børsen. Det er vel ligesom at blive kaldt et moralsk fyrtårn af Silvio Berlusconi.

    Men tak for ordene, Christiane. De betyder faktisk mere end Børsens :-)

  • Copenhipster
    januar 26, 2011

    Af hjertet tak for dine ord og din tid Christiane <3

  • Malene Hald
    januar 26, 2011

    Super kommentar Christiane – ramt lige på kornet, jeg er meget enig med dig. Kors, hvor er det pinligt, gad vide hvem der står bag den pyramide (og håber, at Copenhipster har fået lidt penge for idéstjæleriet!),

  • Rasmus
    januar 26, 2011

    Velskrevet og skarpt. Dog point til Børsen for at turde noget. Skidt forsøgt, men dog et forsøg. Morten Bay fortjener desuden lidt anerkendelse ( sagde 3. lag i pyramiden)

  • Copenhipster
    januar 26, 2011

    Jeg har sendt en kærlig email til de søde folk oppe på Børsen.

  • christiane
    januar 26, 2011

    @Morten fab metafor! Åh du reklamebranchens fyrtårn! Glad for jeg er din FB ven.

  • christiane
    januar 26, 2011

    @Copenhipster My pleasure!
    En hjertevarm mail til Børsen var da bestemt på sin plads.

  • Henrik
    januar 27, 2011

    Heh, de har fjernet Anders Edslev og Mikkel Lind. Det går så ubarmhjertigt stærkt i den hippe reklamebranche. Hvis golf-novicerne ryger, så er alt empirien tabt.

  • Malte
    januar 27, 2011

    Tak for de fine udpluk og gennemgangen! Blev selv så forpippet over det her at jeg måtte skrive et indlæg, her er et old school linkback (jeres/min trackback er i udu): http://commoniser.dk/2011/01/breaking-b%C3%B8rsen-beviser-at-hierarkier-leder-til-monokultur/