I grænselandet mellem innovation og Haute Couture findes der lysende tøj

2 Min læsning

I forbindelse med Modeugen der netop nu løber af stablen i København, sætter Elektronista spot på de designere og brands, der inkorporerer teknologi i deres designs og er med til at sætte dagsordenen for fremtidens mode.

Copenhagen Fashion Week er netop skudt igang og rundt omkring i det vinterkolde København afholdes der lige nu shows, indkøbes næste års kollektioner på messerne og networkes på livet løs blandt de mange deltagende.
Elektronistas Josefine Silke skriver om sammensmeltningen mellem mode og teknologi her på Elektronista, men har haft en stor udfordring med at finde danske brands, der ser fordelene – og aktivt bruger teknologi på nye måder i deres designproces og produktudvikling, hvorfor vi istedet dækker, hvad der netop nu sker på denne front ude i verden.
I denne artikel sætter vi spot på den amerikansk/franske designer Clara Daguin, der bruger lys, wire og microchips i sine kreationer, der befinder sig i grænselandet mellem håndværk og kunst.

Alle billeder i denne artikel er lånt fra claradaguin.com

Begrebet “fashtech” – en sammentrækning af fashion og technology er et begreb, der dækker over alle aspekter af mode i kombination med teknologi, hvor teknologien løser et problem, ændrer et udtryk eller, som i dette tilfælde, bruges som visuel faktor, fordi den muliggør at sætte strøm til tøjet og få det til at lyse og blinke.

I Clara Daguins designs er tøjets stoflighed i centrum, men med teknologi i forskellige former syet ind i de mange detaljer, ligner det alligevel ikke almindeligt tøj. Hun kombinerer komplicerede syteknikker som fx håndbroderi med selvlysende tråde, mikroskopiske lyskredsløb og ledninger, der umærkbart er syet ind mellem tøjets mange lag.

Hendes tøj er konstrueret ud fra ledningernes udformning og hvordan lyskredsløbet som helhed skal kunne kobles til en microchip og er derfor betinget af den teknologi, hun benytter sig af. Nogle af de elektroniske dele er gemt bag perlebroderier, border eller bånd, mens andre er synlige og tilsammen danner et lysende mønster.

Daguins designs er, for nuværende, nok ikke til hverdagsbrug, men mere en kunstnerisk fortolkning af menneskes sammensmeltning med teknologien og et kig ind i fremtiden ift. hvordan den allestedsnærværende teknologi trænger sig ind i alle aspekter af vores liv. Det meget specielle udtryk mellem innovation og haute couture har gjort Daguins designs populære og har ført til samarbejder med fx Stella McCartney, Maison Margiela og som en del af flere kunstudstillinger i London og Paris.

Følg med i Clara Daguins fashtech-eventyr på hendes fine Instagramprofil her.

Alle billeder i denne artikel er lånt fra claradaguin.com

 

Alle billeder i denne artikel er lånt fra claradaguin.com

 

 

 

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

15 − six =

No Comments Yet.