Sådan er hverdagen med en elbil

af
Artiklen er bragt i samarbejde med Bilmagasinet

I øjeblikket kan vi ikke åbne en avis eller se en bilnyhed på nettet, uden at det bugner med overskifter om elbiler. Men hvordan er det at eje en elbil? Og hvad med alle myterne omkring ladning og flade batterier? Benedicte Engel fra Kvindernes Bilmagasin har kørt elbil i en uge, og så var det ikke en hel almindelig elbil – det var toppen af poppen, nemlig Tesla S.

H

vis elbilerne kommer for alvor (og det gør de), skal vi til at vænne os til en ny livsstil. Også mentalt. Men hvordan gør vi det? Kvinderens Bilmagasin har kørt i en elbil i en uge for at prøve at afmystificere alle de myter, der er forbundet med en elbil. Har den KM nok på batteriet? Er den længe om at lade? Hvor er den nærmeste ladestander? Fryser man ikke i en elbil? Myter er der nok af.

Dengang jeg arbejdede i bilbranchen (2014), var det begrænset med elbiler på markedet. Renault Zoe og Peugeot iOn var kommet, Nissan Leaf var kommet og BMWs i3. Men SÅ kom Tesla. Jeg husker det tydeligt. En banebrydende elbil, som slog alle elbiler på markedet fuldstændig ud af kurs. Man begyndte at høre om Elon Musk og hans højtflyvende ambitioner, og selvom en Tesla er en forholdvis dyr bil, så var der mange mennesker, der turde springe ud den.

Mit møde med Tesla S startede i Bredgade, hvor Tesla har til huse. Midt på Bredgade i et lækkert og eksklusivt showroom kan man som kunde få en 100% Tesla-oplevelse. Den starter nemlig ikke med at dreje nøglen, nej, den starter med en introduktion til Teslas app på din smartphone.

Flyt din Tesla med mobilen

Og hold da op, sikke et helt nyt univers. I Tesla app’en har du din egen profil, hvor du har alle dine personlige indstillinger. Inde i app’en styrer du mere eller mindre ALT, der har med din bil at gøre. Herinde kan du se, hvor den nærmeste ladestander er, hvor du har parkeret din bil (hvis du skulle have glemt det), du kan tænde for varmen (forestil dig, at du tænder for varmen i din bil om morgenen, inden du går i bad), du kan lave din egen playliste på Spotify (Tesla bliver leveret med 4G internet), og så kan du – og hold nu fast – flytte din bil via mobilen. Ja, du læste rigtigt. Hvis bilen lige skal flyttes 2 meter baglæns, fordi du holder i vejen, så kan du som en anden fjernstyret bil trille den baglæns.

Slut med fugtige håndflader – bilen parkerer sig selv

At være billist i indre København kan være en udfordring. En af de ting, som selv jeg kan blive stresset over, er parkering. Det er aldrig til at finde en parkeringsplads, og når der endelig er én ledig, er det ofte en parallelparkeringsplads. Og de kan være svære. Men når du kører Tesla, har du denne bekymring mindre – bilen parkerer nemlig for dig. Det er meget surrealistisk at sidde som chauffør og pludselig tager bilen over. Velkommen til fremtiden!

Min helt store bekymring ved at skulle køre elbil en hel uge, var opladningen. Jeg bor på en ganske almindelig villavej i Espergærde, og der er ikke en lader i miles omkreds. Ifølge appen var den nærmeste lader i Helsingør eller i Humlebæk. Og nej, hvis jeg skulle til at køre til en anden by, sætte min bil til ladning, og så bare sidde og vente flere timer på at bilen lader – det gad jeg ikke. Så jeg forsøgte mig med et helt almindeligt 220v stik – også kaldet “mormor-stik” i branchesprog. Et ganske almindeligt stik som vi kender fra vores hårtørrer eller barbermaskine. Og det kan godt være, at det tog mange timer at lade bilen op, men det lykkedes. Med det lille forbrug, jeg havde den uge, kunne det sagtens lade sig gøre. Men hvis jeg kørte mange kilometer dagligt, så ville jeg helt sikkert investere i en ladestander hjemme i indkørslen. Det glædede mig bare rigtig meget, at jeg sagtens kunne “overleve” med et almindelig stik – og min frygt for pludselig at skulle løbe fuldstændig tør, forsvandt.

Det såkaldte “mormor-stik”

 En helt ny livsstil
For at være ærlig, så havde jeg paraderne oppe omkring elbils-livsstilen grundet alle de mange myter, der hersker om elbiler. Jeg kan godt lide lyden af en konventionel motor (især en stor motor), jeg kan godt lide at sætte nøglen i tændingen og føle, at der sker noget inde i motoren, når bilen starter, og så kan jeg godt lide fornemmelsen af, at jeg bare kan køre på en benzintank, når tanken er tom og fylde mere benzin på.

MEN – på tredjedagen af min Tesla-uge, hvor jeg satte mig ud i bilen, satte foden på pedalen (det er måden man tænder elmotoren på), fik jeg følelsen af, at denne elbils-livsstil – den er sku ikke helt så tosset. Om morgenen kom jeg ud til en dugfrisk og veloplagt bil, trak opladeren ud af stikket, ind med mig i bilen, foden på speederen og så afsted. En anden ting, jeg også ELSKER ved elbils-kørsel, er den utrolig afstressende kørestil. Bilen siger ingenting, og jeg skal ikke skifte gear. Jeg skal faktisk ikke foretage mig andet end at styre rattet, og så nå ja, sætte min yndlingsmusik på Spotify. I love it!

Tesla lader natten over

Tesla S i sig selv, er en smuk bil og meget fremtidsagtig – både indvendigt og udvendigt. Designet er gudesmukt – håndtagene falder ind og ud, når du åbner og lukker bilen, så når bilen er låst, er der ingen grimme linjer, der ødelægger billedet. Der er simpelthen tænkt over alt ved denne her bil. Interiøret er superenkelt – der er en stor iPad-lignende skærm i midten, hvor ALT styres. De eneste 2 knapper, der er i bilen, er advarselsknappen og en knap til at åbne handskerummet. Udseendet af interiøret bærer en smule præg af, at det efterhånden er en bilmodel, der har nogle år på bagen. Men det er der råd for – den nye Tesla 3 er nemlig lige landet i Danmark.

Alle indstillinger i bilen foregår på den iPad-lignende skærm i midten

Jeg vil ikke sige så meget mere om Tesla – andet end at jeg synes du skal give dig selv den oplevelse at prøve den.
Uanset om vi vil det eller ej, så kommer elbilerne. Og det gør de NU. Stort set ethvert bilmærke præsenterer i øjeblikket deres bud på fremtidens elbil. Vi skal alle til at vænne os til denne nye elbils-livstil. Om det er svært? Det er en livsstilsændring. Og som en anden slankekur, så handler det om at tage beslutningen og kaste sig ud i det.
Som du kan se tog det mig tre dage – så jeg er klar til den nye elektriske fremtid!

Og hvis ikke det er muligt, så kig med på filmen herunder. Billederne taler for sig selv. Det er en fascinerende oplevelse uden lige og et bevis på, at fremtiden er lige rundt om hjørnet.

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Hvad synes du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *