Den intelligente højttaler har sit eget liv

af

Vi har testet Samsung Multiroom. Det var indimellem som at få et elektronisk og lidt forvirret kæledyr ind i hjemmet. Med god bas.

Samsung_Wireless_Audio_Multiroom_M7_white

a

f Christina Majcher

Samsung har lanceret Samsung Multiroom – et intelligent system af højtalere, der skal konkurrere med det trådløse hifi-system Sonos.

Jeg tester tre Samsung Multiroom-højttalere i tre forskellige størrelser (M3, M5 og M7), der placeres rundt omkring i hjemmet. To i stuen, og en på badeværelset. Det er så meningen, at man kan lade alle højttalere afspille det samme, eller styre dem én af gangen med sin mobiltelefon (hvis man nu for eksempel gerne vil høre klassisk musik, mens man er i bad, mens der afspilles tracks fra Spotify i stuen). ”My music follows me”, som der står på de trekantede kasser, højttalerne leveres i.

Højttalerne er pæne og nemme at placere og forbindes med din telefon via en lille, sort hub (der forbindes med din router) og den omtalte app, der downloades på telefonen (til iOS og Android).

samsung hub

Så lille er hub’en.


En lille flok elektroniske kæledyr

Det viser sig dog at være lidt besværligt at connecte højttalerne via wifi. Det kan tage flere minutter for den enkelte højttaler at finde hub’en og blive forbundet med systemet. At det kan tage lidt tid at sætte et system op, kan man sagtens leve med – et par minutter med blide lysblink og biplyde – men desværre gentog ritualet sig med jævne mellemrum i testperioden.

Det var næsten som at have fået en lille flok elektroniske kæledyr, der kommunikerede med mig på deres egne, selvvalgte tidspunkter. Nogle gange skete det lige når jeg kom ind ad døren. Pling, så kunne jeg høre højttalerne vågne op med et sitrende *tcssshing* og li’som registrere, at hey, nu var jeg (og mobiltelefonen, de var connectet til) hjemme igen. Det giver mening.

Men andre gange skete det på tilsyneladende tilfældige tidspunkter. Det var bare små, diskrete og ganske behagelige biplyde og ikke generende som sådan, men det fik mig da til at tænke over, om der var små knuder i hjemmets wifi-forbindelse. Eller om højttalerne måske reagerede på andre mobiler eller lignende i nærheden.

Jeg spurgte en ekspert, der arbejder meget med højttalere. Svaret var, at ”nogle gange skal sådan nogle såkaldt intelligente systemer lige lære én at kende. Det kan godt tage lidt tid”.

Sådan et svar forstærkede egentlig min fornemmelse af at have fået tre små Samsungkæledyr, der var i gang med at tilpasse sig deres nye omgivelser. Og skægt nok kommunikerer Samsungs brugsanvisninger lidt det samme. ”Understanding your M7”, som der står på forsiden af det lille brugsanvisningshæfte. Som om den nye højttaler i hjemmet var en levende entitet, jeg skulle lære at kende og forstå.

Så pæne er de. M7, M5 og M3. Favoritten blev hurtigt M7eren.

Så pæne er de. M7, M5 og M3. Favoritten blev hurtigt M7eren. M7eren koster 2.790 kr., M5’eren koster 1.990 kr. og M3’eren 1.490 kr. Hub’en koster 449 kr.


Et tip: Hav en Samsung-telefon

Jeg styrede højttalerne via min iPhone, og det krævede, at jeg kommunikerede med dem via den downloadede Samsung Multiroom-app, hvilket føltes som et ekstra og lidt besværligt kommunikationsled. MEDMINDRE jeg valgte at afspille via bluetooth fremfor wifi: Så kunne jeg afspille direkte fra iTunes på M7’eren (den største og klart bedste af højttalerne), hvilket jeg endte med ofte at gøre. Simpelthen fordi det var nemt. Det kan altså anbefales, at man kun investerer i Samsung Multiroom, hvis man har en Samsung-telefon.

God bas
Har du en Samsung-telefon, kan Samsung Multiroom være en god oplevelse. Højttalerne er som sagt pæne, hvide og nemme at placere, og bassen er virkelig god. Især M7’eren imponerede. Den lød faktisk på flere måder (især med hensyn til bassen) bedre end det anlæg, den skulle konkurrere med i stuen. Og var klart mere dekorativ.

Og hvis du har mere Samsung i hjemmet, er der flere fordele: Flere af Samsungs nyere tv-apparater kan også kobles til systemet.

samsung m7

M7’eren følte sig godt hjemme i stuen. Og var ALTID klar. Hvis vi kommunikerede via bluetooth.

Velkommen hjem
Der er ingen tvivl om, at højttalere, der tænder og summer beredvilligt, når vi træder ind ad hoveddøren, bliver en almindelig del af fremtidens intelligente hjem. Det kræver så også bare, at man har virkelig god og stabil wifi, og at man er klar på, at alting skal være semitændt altid.

Hvis man godt kan lide at slukke for strømmen, sådan for alvor, når man ikke er hjemme, skal man i øjeblikket være beredt på, at semi-intelligente systemer så ikke lige er helt klar over, hvad der foregår, når der tændes igen. Og skal gen-indstilles. Og gen-indstilles. Og gen-indstilles. Hvilket altså er lidt besværligt. Lidt ligesom et kæledyr.

2 Svar
  • Søren Larsen
    april 24, 2015

    Jeg har haft to M7 i et år og oplever slet ikke de nævnte problemer. Højtalerne slukker automatisk efter 20 min., hvis ikke de bruges og tænder automatisk igen, når appen startes op. Jeg tror dit problem er, at du ikke lukker appen helt ned, men har den kørende i baggrunden. Når du så kommer hjem og inden for wifi rækkevidde med appen åben i baggrunden, vil højtalerne selvfølgelig starte op af sig selv.

    Jeg bruger mine to M7 som baggrundshøjtalere sammen med en multiroom Samsung soundbar med subwoofer som tv højtalere til bl.a. Netflix film. Desuden har jeg en NAS koblet til multiroom-systemet, hvorfra jeg kan afspille mine 5000 musiknumre. Samsung appen har dog også direkte afspilning af Spotify, Deezer, TuneIn og en række andre streamingtjenester.

    Så nej – det er ikke nødvendigt at bruge en Samsung telefon, som du skriver. Jeg kører appen fra en IPad Air uden problemer. Da systemet var nyt for et år siden var der nogle problemer med funktionaliteten i appen. Men nu, hvor vi vist er nået til opdatering nr. 27 af appen, kører den problemfrit.

    • Furqan
      juli 10, 2015

      Hvad kan man forvente ift. surround sound, med samsung multiroom soundbar og 2 x M5’er… Synes som udgangspunkt lyden fra M5’erne er meget lav, hvilket vil sige at surround fornemmelsen derfor også er begrænset. Jeg synes ikke at kunne finde/finde ud af hvordan man justere op for lyden på baghøjtalerne (M5’erne).

      Hjælp modtages med kyshånd, da medarbejder i elgiganten osv. har meget begrænset viden omkring dette.

      pft.

      / Furqan

Hvad synes du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *