Seje julegaver til de gadget-glade

4 Min læsning

Her er 3 sjove julegaveideer til nørder og gadget-elskere i alle aldre: Til den legesyge finder du en robot, der kan programmeres, her er en håndholdt Pocket Operator til musikelskeren og en supermus til familiens PC-gamer.

Dig, der altid har drømt en om robot, du kan programmere

Robotkæledyr har længe været populært, men med Cozmo får du ikke bare et robotkæledyr, men også en ny ven. Cozmo er en lille gaffeltruck-lignende robot, der via din telefon og nogle medfølgende klodser kan lege med dig. Den kan endda genkende dit ansigt og sige dit navn. Cozmo føles som en slags udvidet Tamagotchi, som du skal give mad, holde i form og lege med. Dog kun, når du har lyst og tid, der er ikke noget tidspres eller konstante lyde fra Cozmo, hvis du ikke fodrer ham.

En af de største bedrifter med Cozmo er hans fantastiske personlighed. Der er en nærmest Pixar-lignende kvalitet over den charme, der kommer ud igennem den lille skærm, der skal være hans øjne. Alt lige fra vrede til nysgerrighed bliver leveret på en overbevisende måde, og det er svært ikke at synes, den lille robot er sød.

Den illusion bliver også forstærket af ,at Cozmo ikke selv skal aktiveres. Lader du ham bare stå stille, begynder han at synge eller starte lege med dig uden, at du selv gør noget. Det får det hele til at føles meget mere ægte og som et lille kæledyr. Legene du kan lege med Cozmo er alt fra “hvem kan hurtigst trykke på knappen” til, at du selv kan programmere Cozmo, og få ham til at udføre en masse bevægelser , du bestemmer på forhånd. Der er en god og bred variation af aktiviteter, og jo mere du leger med Cozmo, desto flere ting åbner du op for.

Hvis du vil have et sjovt og anderledes lille gadget i dit liv, så er Cozmo en idéel julegave til de mindre. Cozmo er set til 1900kr.

 

Til dem, der vil lege med musik i lommeformat

Pocket Operator fra Teenage Engineering

Er der en musiker i familien, er Pocket Operator en oplagt gaveidé, der kan skabe en masse glæde uden at sprænge budgettet. Med en Pocket Operator får du en lille, fuldblods sequencer-maskine, som kan være i din hånd, og som du kan lave lækre beats med. Hver Pocket Operator har et hav af knapper, og du kan stille og roligt opbygge dine egne musiknumre eller bruge den som instrument i en større komposition.

Du kan gøre det så simpelt eller komplekst, som du vil og bruge Pocket Operator uanset, om du er seriøs musiker, der vil lege med et nyt instrument eller en helt almindelig dødelig, der bare synes det er sjovt at lege med lyden. For selvom du bare trykker på knapper og lave lyde, er det svært ikke at lave et godt lille beat med Pocket Operator.

Pocket Operator fås fra 450kr og kommer i en masse varianter med forskellige lyde og designs.

 

Til husets pc-gamer, der vil have det bedste

Hvis husets gamer er helt tabt i at spille Player Unknowns Battleground på PC’en, så er der kun én julegave, der rigtig virker. Logitech har med deres G903-mus lavet den bedste mus nogensinde. Den er nemlig trådløs, men uden alle de kompromisser, der normalt følger med. Typisk har trådløse mus problemer med den vigtige milimeterpræcision, og den trådløse forbindelse mellem musen og computeren introducerer forsinkelser. Alt sammen elementer, som gør at de rigtig hardcore PC elskere aldrig har været glade for den trådløse mus.

Med G903 er alle de kompromisser væk. Logitechs mus fungerer i tests faktisk bedre end flere mus med ledninger, og når du i pakken ikke bare får en lækker trådløs mus, men også en mus der fungerer uanset, om du er højre eller venstrehåndet. G903 er ganske enkelt et lille tekniske vidunder.

Hvis det skal være ekstra blæret, kan du også købe en speciel musemåtte til musen. Denne musemåtte sender trådløst strøm ind i musen, så du aldrig nogensinde behøver at lade musen op via et kabel, men bare kan lade den ligge på musemåtten og blive ladet op. Men selv uden den ekstra musemåtte, er Logitechs G903 en sublim mus til både gaming og hverdagsbrug.

Logitech G903 er set til 1100kr uden musemåtten med trådløs strøm.

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

1 × 4 =

No Comments Yet.